2017 i politik

2017 blev et politisk dramatisk år. Politisk redaktør Elisabet Svane ser tilbage på året, der startede i Korsbæk og endte i kaos.

2017 startede i Korsbæk.

Året var knap et døgn gammelt, da et nærmest ideologisk opgør brød ud mellem Lars Løkke Rasmussen (V) og DF's Kristian Thulesen Dahl. Anledningen var Løkkes nytårstale, og emnet var noget så pæredansk som Lise Nørgaards "Matador", for Løkke havde været helt nede ved arvesølvet, da han skulle hente inspiration til talen. Og helt i seriens ånd skosede han Albert Arnesen og "Damernes Magasin", der stædigt holdt fast i det gamle og nægtede at se fremtiden og fremskridtet i øjnene. Mens han, lige så meget i seriens ånd, roste, ikke matadoren Mads Skjern, men hans kvindelige udgave, stuepigen Agnes Jensen, der endte som forretningskvinde og aktionær i netop Skjerns Magasiner, for evnen til at se gribe mulighederne og ikke lade sig begrænse.

Det, der havde lignet en klar vindersag for en Venstre-ledet regering, var endt som et ydmygende nederlag. Dirigeret af DF og S.

Ved at samarbejde med S og samtidig være støtteparti til VLAK, placerede Thulesen Dahl sig selv og DF der, hvor han helst ville være. På den politiske midte.

Inden han gik over til at tale om at åbne grænserne. Ikke for indvandrere, men for viden og teknologi. For globaliseringen. Og advarede i samme åndedrag mod at bygge mure, både de af mursten og de, der bare er mentale.

Nej, han nævnte ikke DF i denne årets første tale, men Kristian Thulesen Dahl kunne godt høre, at hånden ikke var rakt frem mod ham. Og derfor skosede han Løkke tilbage og anklagede ham for at fortolke Matador forkert. For Thulesen handler serien ikke om fremskridt og fremtid, han ser i stedet Matador som et billede på et engang homogent samfund, hvor fællesskabet trivedes, side om side med klart definerede klasseskel. Men stadig et samfund, hvor der ikke fandtes parallelsamfund. Ja, ordet var ikke engang opfundet.

Her talte den national-konservative Thulesen Dahl til den liberale Lars Løkke. Og nu kunne man fristes til at opkalde dem efter fine figurer fra Matador som oberst Hackel, Kristen Skjern, Røde, Skjold Hansen eller overlærer Andersen, ingen nævnt, alle glemt, men det ville føre for vidt. For året var næppe kommet i gang, før parterne kom på større og vigtigere kollisionskurser.

Det første var politiskolen. Den politiskole i Vestdanmark, som blev besluttet i politiforliget i efteråret 2015, var i efteråret 2016 blevet placeret i Herning af den smalle Venstre-regering. Som en helt nybygget skole, der ville kunne tages i brug i 2019 eller 2020.

Hernings borgmester Lars Krarup var derfor nærmest euforisk i de glade efterårsdage, da Berlingske fangede ham og spurgte, om han nu var helt sikker på, at skolen også kom til at ligge i Herning:

"Det (er) justitsministeren, der placerer en politiskole, og der skal enormt meget til, hvis den beslutning skal omgøres. Det er vist aldrig før sket i danmarks-historien".

Placeringen blev heller ikke ændret, men cementeret og kom med i regeringsgrundlaget, da den smalle Venstre-regering blev udvidet med Liberal Alliance og Konservative.

Det var bare ikke så vigtigt, for placeringen var med DF's hjælp fjernet fra justitsministerens bord og lagt over i politiforligs-kredsen, hvor de tre regeringspartier og S og DF sidder.

Og DF ville ikke have en politiskole i Herning. Ej heller en nybygget skole. Socialdemokratiet bakkede op og det, der var med til at kendetegne 2017 politisk, blev her til kød og blod i skikkelse af, i første omgang, Trine Bramsen (S) og Peter Kofoed (DF): Den nye akse mellem de gamle fjender, Socialdemokratiet og DF.

Da Løkke dannede VLAK-regeringen, fordi han var kørt fast i LA's krav om topskattelettelser, troede DF et kort øjeblik, at nu ville det blive som i "gamle" dage. Som dengang i 00'erne, hvor DF sad med de afgørende mandater og kunne veksle finanslove for udlændingestramninger. Men da DF-toppen havde læst det "mest ambitiøse borgerligt-liberale" regeringsgrundlag, som VLAK-regeringen hviler på, begyndte de at vende blikket. Ikke nedad, men endnu mere over mod Socialdemokratiet. En flirt, der var startet i 2016, men som først i januar 2017 blev rigtig hed i forbindelse med netop politiskolen.

Så justitsminister Søren Pape (K) måtte starte med at sige, at det jo ikke var givet, at skolen skulle til Herning. Og at det heller ikke var givet, at den skulle være nybygget. Faktisk var det lige pludselig meget bedre med en nedlagt sygeplejeskole i Vejle.

Kristian Thulesen Dahls valgkreds. Så alle de beskyldninger, der tidligere var føget mod Herning og Lars Krarup på grund af hans nære relationer til Lars Løkke, som han hjalp, da formandsstolen vaklede i juni 2014, blev nu vendt om. Mod DF. Mod Vejle. Og især fra Herning.

Det, der havde lignet en klar vindersag for en Venstre-ledet regering, var endt som et ydmygende nederlag. Dirigeret af DF og S.

Men der var mere i vente.

Lige inden vinterferien var der pressemøde i det socialdemokratiske gruppeværelse. Her stod to socialdemokrater, en SF'er, en fra Enhedslisten, en radikal og så ikke mindst DF's Kim Christiansen. Det var partierne bag det, der hedder "Bedre og Billigere", som er de penge, der blev til rest, da Thorning-regeringen droppede betalingsringen rundt om København i 2012. SF fik dengang en milliard til kollektiv trafik som plaster på såret, og DF var hurtige. Den milliard ville de gerne være med til at dele ud, og rød blok ville gerne have dem med, for så var pengene jo sikret, selv om rød blok skulle tabe regeringsmagten.

Denne fredag i februar blev der delt penge til trafikprojekter i hele landet, Kim Christiansen fik til to trinbræt hjemme i valgkredsen, og alle var glade. Undtagen regeringen, som nu blev tvunget til at administrere oppositionens politik på trafikområdet. I øvrigt samme uge, hvor regeringen godt nok havde fået lavet en solid liberalisering af taxaloven, men også havde måttet droppe tjenesten Uber efter pres fra netop Kim Christiansen og socialdemokraterne.

Og samme uge, hvor der begyndte at løbe rygter på Christiansborgs gange om, at et opsigtsvækkende interview var på trapperne. Faktisk var det allerede blevet optaget, da trafik-milliarderne blev delt ud, det senere så berømte dobbelt-interview med Mette Frederiksen og Kristian Thulesen Dahl, der kom til at markere et politisk retningsskifte.

Vel havde været venligere toner mellem de to partier, efter at Mette Frederiksen havde overtaget formandsposten i S, og vel havde de arbejdet sammen om f.eks. at flytte politiskolen og etablere trinbræt i det østjyske, men ved at deltage i samme interview gjorde de to partiformænd forholdet både mere formelt og i hvert fald officielt.

Af alle dage blev det så Valentinsdag, interviewet med Frederiksen og Thulesen Dahl blev vist. Det var 3F's Per Christensen, der stod bag, og hans interesse var klar: Han vil gå langt for at sikre sine medlemmer mod regeringens planer om at hæve pensionsalderen, og her var en politisk duo, der spillede med på samme melodi. Deres interesse var også klar, ellers havde de ikke siddet i sofaen.

Allerede da hun blev udnævnt til kronprinsesse tilbage i 2013-14, luftede Mette Frederiksen mere forsonlige toner over for DF end sin forgænger, Helle Thorning-Schmidt (S), og da Mette Frederiksen blev formand, rakte hun hånden ud mod DF efter 21 års forgæves kamp mod det parti, der har kostet S mange medlemmer og afgørende mange stemmer. Samtidig strammede Frederiksen udlændingepolitikken markant. Ud fra doktrinen om at S skal kunne svare på alle udlændingepolitiske stramninger fra DF og i øvrigt lægge sig til højre for Venstre på udlændingepolitikken. Analysen er, at Socialdemokratiet er nødt til at være benhårde her for ikke igen at tabe et valg på udlændingepolitik, og at partiet skal ligge der, hvor størsteparten af deres medlemmer ligger. Det som Mette Frederiksen senere på året kaldte Mandaternes logik.

Kristian Thulesen Dahls interesse var en anden. Hans plan var at gøre DF til et midterparti med en mere rød, økonomiske politik kombineret med en generelt blå værdipolitik, toppet med den meget stramme udlændingepolitik. En slags omvendt Radikale Venstre. Ved at samarbejde med S og samtidig være støtteparti til VLAK, placerede Thulesen Dahl sig selv og DF der, hvor han helst ville være. På den politiske midte.

Oppe i Statsministeriet kunne Lars Løkke bare se til. Han havde reddet sit politiske liv ved at tage LA og K med i regering, men forholdet til DF var kun blevet dårligere. DF følte sig overset af regeringen og blev ikke orienteret på samme tætte niveau som i 00'erne.

Men også i Løkkes eget bagland begyndte de at knurre.

Det store brøl kom fra Herning. På min foranledning. For vel var Lars Krarup blevet vred, da politiskolen alligevel ikke landede i Herning. Men det, der fangede interessen, var et tweet en måned senere, hvor han højlydt var uenig i regeringens plan om at fastfryse grundskylden frem til 2021. Planen ramte skævt, gevinsten blev hævet i Nordsjælland og regningen afleveret udenfor de store byer i Jylland. Den utilfredshed tweetede han ud i det åbne rum, og det var nyt. For vel har Krarup brokket sig før, men det var på de indre linjer.

Derfor tog jeg til Herning, og da vi mødtes på borgmesterkontoret, gik det op for mig, at striden handlede om meget andet end politiskolen og om meget mere end grundskyld. Det handlede mest af alt om, at Krarup - og med ham andre Venstre-borgmestre - var bekymrede forud for efterårets kommunalvalg. Han kunne ikke genkende sit parti, når Venstre stillede forslag om, at man kun er dansk, når ens forfædre er det. Eller når unge kun må tage én uddannelse. Eller når det er oppositionen, der gennemfører de trafikforslag, Venstre selv har kæmpet for. Uden om Venstre. Her savnede Lars Krarup lederskab fra Lars Løkkes side. Klare Venstre-markeringer og ikke en kurs, der var lidt LA, lidt DF. Venstre gik, med Krarups ord, den forkerte vej.

Det gav genlyd. Mange mente, at han bare var en bitter mand, men i det kommunale Venstre forstod man godt bekymringen.

I marts kom så det opgør, der i et par måneder havde ulmet mellem DF og LA, i skikkelser af Kim Christiansen og transportminister Ole Birk Olesen. Postnord var på spanden, det krævede økonomisk tilskud fra både den danske og den svenske stat og postordførerne, igen Socialdemokratiet og DF, følte sig ikke ordentligt informeret af den ny minister. Som måtte lide den ydmygelse af få flyttet sagen over i Finansministeriet og derefter offentligt beklage, at informationen ikke havde været fyldestgørende, som det hedder på politikersprog. Sagen endte med en næse til Ole Birk Olesen og en triumferende Kim Christiansen.

Det gavnede ikke forholdet mellem LA og DF.

  • fyens.dk

Mere om emnet

Se alle
Svanes årskavalkade, kap. 3: Det startede i fisk

Svanes årskavalkade, kap. 3: Det startede i fisk

Svanes årskavalkade kap. 2: Løkkes håndtryk, Støjbergs kage og et sæt tøj, der var for stort

Svanes årskavalkade kap. 2: Løkkes håndtryk, Støjbergs kage og et sæt tøj, der var for stort

Svanes årskavalkade: Selv Matador var de ikke enige om

Svanes årskavalkade: Selv Matador var de ikke enige om