Svane: Der er mere end skat mellem LA og Venstre

Avisen Danmarks politiske redaktør Elisabet Svane.

Svane: Der er mere end skat mellem LA og Venstre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Analyse

- Det er altid mere uforsonligt, når det er i familien.

Sagde en Venstre-kilde den anden dag, da talen faldt på forholdet til Liberal Alliance.

Og det er da også sandt, at tonen er mere indædt og indebrændt, nærmest hvislende, når Venstre-folk i disse dage skal beskrive LA. Som storebror, der har arvet familiefirmaet sammen med lillebror og derfor er tvunget til at være sammen med ham, selvom han anser ham for at være uansvarlig, til tider et dumt svin og langt hen ad vejen udenfor pædagogisk rækkevidde.

Det handler selvfølgelig om finanslovs-dramaet, hvor LA's trussel om ikke at stemme for finansloven ved 3. behandlingen på fredag stadig står ved magt.

Men det handler også om to partier, der er så tæt forbundne som netop brødre og som forvalter den fælles liberale arv fra hver deres platform.

LA er som bekendt dannet af udbrydere af Radikale Venstre, som selv brød med Venstre i 1905. De liberale rødder er altså i orden. Og da Liberal Alliance, først Ny Alliance, blev dannet i 2007, var det godt nok som et oprør mod DF's indflydelse, men også som en intern frustration mod et radikalt parti, der havde lænket sig fast til Socialdemokratiet. Først med Samuelsen og Villum Christensen, også tidligere radikal og tvillingebror til Venstre-manden Troels Christensen, senere med den dengang meget radikale, i dag meget liberale, Simon Emil Ammitzbøll-Bille. Grunden var lagt til et parti.

Og det handler om politikere, som stadig er tæt forbundne, selvom de i dag sidder i hver sit parti.

F.eks. er statsminister Lars Løkke Rasmussen, (V), og LA's gruppeformand og tidligere Venstre-mand, Leif Mikkelsen, stadig nære venner. Og Mikkelsen er en vigtig person i den liberale fortælling.

Han brød med Venstre og meldte sig ind i Ny Alliance allerede i 2007. Et opsigtsvækkende partiskifte for en ellers ærke-Venstremand med rødder i landbruget og forenings-Danmark, hvor han i en årrække var formand for DGI.

Men han kunne ikke kende sit parti under Anders Fogh Rasmussens midtsøgende kurs. Hverken politisk eller kulturelt. Venstre, der altid taler om højt til loftet, havde i de år tillagt sig mentale listelofter, hvor typer som Mikkelsen, uddannelses- og forskningsminister Søren Pind og daværende forsvarsminister Peter Christensen ustandseligt slog hovedet imod.

Helt bogstaveligt, da de, sammen med bl.a. Hernings borgmester, Lars Krarup og den liberale præst, Edith Thingstrup, skrev De ti teser, som nærmest satte Venstre i undtagelsestilstand.

Teserne var sådan set ret harmløse, set med liberale briller, grundsynspunktet er mere individualisme, mindre stat og ikke mindst mindre skat, men for både Fogh og Claus Hjort Frederiksen var det ikke noget, der skulle diskuteres i regeringspartiet Venstre.

Der var ingen ministre med blandt tesemagerne, men det var en kendt sag, at Lars Løkke, som dengang var sundheds- og indenrigsminister, var med tesemagerne i ånden. Uden at holde dem i hånden. Han skrev ikke under, men det var hans venner, bl.a. kendt fra solide sammenkomster i DGI-Byen, hvor Mikkelsen residerede og hvor andet end vandet var vådt.

Det blev til hårde år for tesemagerne, men det var kun Mikkelsen, der gik. Pind og Peter Christensen blev og fik politisk luft igen i 2009, da Lars Løkke overtog formandsposten efter Fogh.

Men afskalningen af Venstre var en realitet, selvom den var startet ovre hos Radikale Venstre. For da LA fik luft under vingerne, meldte flere og flere liberale sig ind. I parentes bemærket var en af dem Venstres nuværende politiske ordfører Jakob Ellemann-Jensen. Men han blev kun et kontingentkorts tid. De Venstre-folk, der blev i LA, tog skattedebatten med sig, så kravene om skattelettelser, både i top og i bund, forstummede og til gengæld fik mæle ovre i LA.

Som en top-Venstremand sagde en dag:

- Venstre er delt i to partier i dag. Os og LA.

Tilnærmelsen til en genforening, ikke sammensmeltning, kom sidste efterår, da Anders Samuelsen og Lars Løkke Rasmussen begyndte de samtaler, der endte med, at LA gik med i regering. En tillid blev skabt efter et tumultarisk år, hvor Samuelsen konstant truede med at vælte Løkkes regering, hvis ikke LA fik lettelser en lettelse på fem procent i topskatten.

Og en tillid, der er blevet brudt i dette forløb. Helt konkret illustreret ved det forløb, som Weekendavisens Hans Mortensen har afdækket i denne uge.

Nemlig, at Anders Samuelsen og Simon Emil Ammitzbøll-Bille ikke ville møde op, da Lars Løkke indkaldte til forhandling forrige fredag. Derfor var Venstre nødt til at bede Christopher Arzrouni, som er rådgiver hos finansminister Kristian Jensen, (V), og en kendt skikkelse i liberale og liberalistiske kredse, om at gå over og hente de to ledende ministre. Det var så ikke engang nok, så Statsministeriet måtte bede Økonomi- og Indenrigsministeriets departementschef, Sophus Garfield, om at træde ind.

Så kom de.

 

 

Som storebror, der har arvet familiefirmaet sammen med lillebror og derfor er tvunget til at være sammen med ham, selvom han anser ham for at være uansvarlig, til tider et dumt svin og langt hen ad vejen uden for pædagogisk rækkevidde.

Svane: Der er mere end skat mellem LA og Venstre

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.