Analyse

På et tidspunkt i store, politiske dramaer sker der en vis afmatning. Hvor alt er sagt, råbt og forstået, og hvor de store ord for en stund afløses af stilhed.

Sådan en dag var onsdag, hvor der var rimeligt stille på Christiansborg efter dage med så meget politisk drama, at selv gamle folk på gården næppe kunne mindes noget lignende. Og hvor det, der engang var blå blok, mest af alt lignede et stort, blåt øje. Med en regering, hvor de to partier, Venstre og Konservative, var svært trætte af det tredje, LA. Så trætte, at en Venstre-kilde sagde, at regeringspartiet mindede om en bankrøver, der kom ind i en bank og råbte:

"Hit med pengene eller jeg skyder mig selv."

Onsdag blev også dagen, hvor DF løftede deres tidligere krav om velfærds-milliarder til en fremtid med flere ældre op til at være et krav om en garanti i de igangværende skatteforhandlinger. Så der frem til 2025 forlods afsættes 26 milliarder til velfærd, før der tales skattelettelser. Det skete både ved forhandlingsbordet og på forsiden af Jyllands-Posten. Det presser regeringen, som kun selv har sat det halve af, men den tog det udadtil fattet. Også LA.

Statsministeren har altså enten talt i tunger eller i hvert fald formuleret sig så tilpas uklart, at to partier kunne gå ud med to vidt forskellige opfattelser af det samme forløb.

 

For regeringen er ikke et øjeblik i tvivl om, at når netop LA åbner munden mod DF, stiger kravene fra støttepartiet markant. Populært sagt koster det et par udvisninger og nogle ældre-milliarder, hver gang LA's Joachim B. Olsen eller Anders Samuelsen åbner munden.

I dag mødes parterne hos statsminister Lars Løkke Rasmussen, (V), og denne gang skal de efter sigende sidde i samme rum. Det gjorde partierne ikke fredag, hvor Løkke alene forhandlede først med DF, siden med LA. Og hvor LA gik ud med en forståelse af, at finanslovens vedtagelse hang nøje sammen med enighed om både skatteaftale og udlændingestramninger, gik DF ud med en forståelse af, at nu klarede man finansloven først og så forhandlede man videre om skat og udlændinge. Og så måtte man se, hvor langt man nåede.

Statsministeren har altså enten talt i tunger eller i hvert fald formuleret sig så tilpas uklart, at to partier kunne gå ud med to vidt forskellige opfattelser af det samme forløb. Og dermed udløste det drama, der fredag aften fik LA til at true med ikke at stemme for finansloven.

Det har partiet ikke gentaget siden, tværtimod er tonen også fra LA blevet mere og mere afdæmpet, mens DF både mandag og tirsdag skruede op for retorikken. Inden de også tog en stille onsdag og forhandlede skat og udlændinge.

Forløbet gennem den seneste uge, hvad det end ender med, viser endnu engang, at blokpolitikken, som vi kendte den i 00'erne, er væk i den forstand, at en finanslovsforhandling er et forløb, hvor DF får milde, værdipolitiske gaver og den borgerlige regering til gengæld får sin finanslov. For DF er ikke længere kun interesseret i udlændingepolitiske stramninger, det er de også, men de vil også have velfærd frem for skattelettelser. Fordi partiet har flyttet sig og i dag står på den politiske midte med kombinationen af stram udlændingepolitik og en økonomisk politik, der i lange stræk er tæt på socialdemokratisk.

Netop derfor står DF godt for hug hos vennerne i Socialdemokratiet, hvis de slækker på velfærden for at acceptere skattelettelserne. Her vil S vil være nådesløse og allerede nu kan man iagttage en noget skrappere tone over for de nye venner, end man længe har hørt fra socialdemokrater. Men DF har hørt den, og derfor er det ikke bare regeringen, der er presset på både skat og velfærd. DF er også.

Omvendt viser forløbet også, at lige præcis når det handler om finanslov, er VLAK-regeringen pinedød nødt til at give DF milde gaver. For de sidder altså med de afgørende mandater. Om LA så kan lide det eller ej.

Løkke forsøgte selv at vriste sig fri af DF-grebet, da han blev statsminister første gang i 2009, og hele Helle Thorning-regeringens tid var et langt forløb på at vriste sig ud af ikke DF's greb, men blokpolitikkens. Thorning-regeringen havde den mulighed, at den kunne hælde sit parlamentariske grundlag, Enhedslisten, ud og så lave finanslov og bl.a. skattereform med Venstre, som dengang var meget forhandlingsvillige.

Den mulighed har Lars Løkke ikke. Han skal gøre det med DF og behøver ikke at ringe til Mette Frederiksen for at bede hende om politisk hjælp til LA's skattelettelser. Svaret er kendt på forhånd.

 

 

  • fyens.dk