TRODSMØGVEJR: Med leg, træning og røverhistorier nyder livredderne sommeren
Nu drukner han derude i Storebælt. Men inden han dykker ned under vandet, når Michael Iwersen med en hånd hævet over hovedet at gøre tegn til de to livreddere i tårnet på stranden.

Carsten Sørensen og Rasmus Dupont sætter af fra det rød-hvide livreddertårn på Nyborgkystens brede sandstrand og løber med bare tæer i sandet ned til redningsbåden. Carsten har den knaldorange redningstorpedo under armen.

Han starter motoren, mens Dupont med kompas måler sig frem til det sted, hvor Michael sænkede den gule nettopose, der gør det ud for en druknet badegæst.

For det er kun en øvelse.

De er alle tre uddannede kystlivreddere, og Michael er på uanmeldt besøg for at teste færdighederne hos de to faste vagter på Fyns Badestrand.

Han svømmer rundt ved siden af for at se, hvordan de to kolleger klarer prøven.

De finder posen. Men der er gået næsten 10 minutter, da de endelig hiver Michael op på stranden.

Og den forulykkede har hjertestop. Carsten giver hjertemassage. Og hvem ved? Måske overlevede patienten. Michael bliver i hvert fald hurtigt frisk.

Frihed og ansvar

- Det er et spændende job, fordi vi har ansvar, men også frihed til selv at disponere over tiden. Der er ingen chefer, der står i nakken på dig, forklarer Carsten, der til hverdag studerer medicin på Syddansk Universitet.

Det er også de fysiske udfordringer, der trækker de tre studerende ud i sommerlandet det meste af ferien.

- Det er en god måde at holde sig i form på, siger Dupont.

Det er hans andet år som kystlivredder. De to andre kan prale med lidt flere år i tårnet.

- Det er også et interessant job, fordi vi møder andre mennesker end dem, vi lige kender fra studiet, forklarer Michael, der læser idræt og historie på Københavns Universitet.

Det kan også blive til venskaber, der holder på længere sigt.

Røverhistorier

Kystlivredning er et alvorligt job. Men de tre repræsentanter for faget på stranden i Nyborg smiler helt uhæmmet hele tiden. De nyder nemlig jobbet og den danske sommer. På trods af det regnvåde vejr og de alt for få badegæster.

- Når der ikke er nogen mennesker, holder vi os i form, forklarer Carsten.

De har opfundet deres egne discipliner inden for strandatletik som for eksempel spydkast med flag eller kuglestød med sten. Og så naturligvis den mere seriøse disciplin svømning.

Det går dog kun, hvis stranden er helt tom. Og i år har der været forholdsvis megen tid til atletik, kan de tre vist godt afsløre.

- Og så fortæller vi hinanden røverhistorier, siger Carsten.

Magneter

De tre nægter dog, at røverhistorierne skulle have noget med strandens piger at gøre.

Men Dupont, der til hverdag studerer til civilingeniør i Lyngby, overgiver sig alligevel efter moderat pres fra en uforstående journalist.

- Selvfølgelig snakker vi også om piger. Men det er altså en kliché den med, at piger er vilde med livreddere - jeg blev faktisk lidt skuffet siger han - og smiler temmelig skælmsk.

De vil alle tre gerne aflive myten om, at de ikke laver andet end at kigge på piger. Og at livredderjobbet skulle give anledning til mange damebekendtskaber.

Men blikfang er de tre trænede svømmere i hvert fald på den tomme strand i deres tætsiddende våddragter.

Michael har rejst sig igen fra sandet i strandkanten. De tre gutter gennemgår lige det sidste af øvelsen igen, så Carsten og Dupont får øvelse i at udpege stedet for en eventuel ulykke.

Det blæser lidt op og våddragter ser alligevel ud til at være en behagelig foranstaltning.

Efter træning hos Dupont og Carsten i Nyborg rejser Michael videre til næste strand for at overraske to andre livreddere på en anden kyststrækning i Danmark.