Yderst mod havet mellem Blåvand og Ho åbner et museum med international bevågenhed. Tirpitz er navnet.

I januar udnævnte den amerikanske tv-station CNN 13 bygningsværker, som den mener, mennesker i hele verden skal unde sig selv at se i år.

Et af dem er Tirpitz, et museum mellem Blåvand og Ho, der åbner på fredag.

Et museum til 150 millioner kroner, tegnet af den verdenskendte arkitekt Bjarke Ingels og med udstillinger i verdensklasse.

- Det, vi har skabt, er vaskeægte vestjysk verdenshistorie, siger museumsdirektør Claus K. Jensen.

Tirpitz

Den gamle, tyske kanonstilling Tirpitz, som hidtil har fungeret som museum og som ligger tilknyttet det nye Tirpitz, var en del Hitlers Atlantvold.Kanonstillingen nåede ikke at blive færdig, før tyskerne tabte krigen. Den fik faktisk aldrig kanonen sat på.

Tirpitz rummer tre faste udstillinger: "Den skjulte Vestkyst" om 20.000 års vestkysthistorie; "En hær af beton" om Hitlers forsvarsprojekt langs den jyske vestkyst og "Havets Guld" om og med rav.

Desuden vil der være en skiftende særudstilling hvert år. Resten af 2017 om museumsbyggeriet, med modeller og tegninger fra BIG, Bjarke Ingels Group. I 2018 om minerydning ved Vestkysten. Museet har købt alle rekvisitter fra filmen "Under Sandet" til formålet.

Museet har kostet 150 millioner kroner med udstillingerne.

100 millioner kroner kommer fra A.P. Møller Fonden, resten kommer fra Nordea-Fonden, Augustinus Fonden, Varde Kommune og fra museet selv.

Vi sidder ved langbordet i det eneste af de fire udstillingsrum, som ikke bliver indrettet endnu. På bordet står kopper, glas og mad, som de mange internationale udstillingsfolk skal have til frokost.

Her skal de mange gæster, der er inviteret til den officielle indvielse torsdag, også sidde. Indtil da fungerer rummet som personalerum for håndværkere og udstillingsfolk, der i én vrimmel drøner rundt og gør de sidste detaljer færdige.

100.000 gæster

Claus K. Jensen fyldte 51 år torsdag og ville om aftenen invitere familien ud at spise. Men ellers har han lige så travlt med forberedelserne som alle andre på museet, for det er ham, der står inde for et budget baseret på 100.000 besøgende om året.

- Vi laver ikke museum for at tjene penge, men vi skal tjene penge for at drive museum, siger han.

Han udtrykker sig i overskrifter, og han skaber overskrifter.

Den fantastiske arkitektur, der har placeret museet under klitterne, og som udtrykker sig i glas, beton og jern, har allerede fået så stor omtale nationalt og internationalt, at den planlagte markedsføring af museet er udskudt til efter åbningen.

Fordi byggeriet i forvejen bliver bestormet af tilrejsende, der har læst så meget om det.

Tro på det umulige

- Man skal tro på, at det umulige kan ske, og det her hus er umuligt, siger Claus K. Jensen og fortsætter:

- Vi sidder under tag, der vejer 1000 ton og som svæver. Det burde være umuligt. Vi sagde, at vi ville rejse 100 millioner kroner til at bygge museum herude. Det burde være umuligt, men museet løb op i 150 millioner kroner, og vi rejste pengene. Det viser bare, at det umulige sker.

Claus K. Jensen var 46, eller rettere 45 år og 11 måneder, da han stod i Rundetårn og lancerede ideen om et verdensmuseum i klitterne.

Det er med andre ord ret præcist fem år siden, han udtalte, at der kun manglede løsning på to problemer: Pengene og tilladelserne.

- Når man kun har to problemer i sit liv, er man lykkelig, og jeg er et meget lykkeligt menneske, siger han.

I næste åndedræt erkender han, at det også har været svært.

Alle benspænd forpligter

Men det svære forpligter bare endnu mere til at gøre tingene ordentligt, synes han.

- Vi kunne have bygget et blikskur, men når vi har fået lov at bygge i et område, der er underlagt så mange fredninger, og når vi har fået fonde og kommunen til at give så mange penge, så skal vi også skabe noget, der er storslået. Det har vi gjort, siger han.

Museet under klitten er åben mod lyset og himlen med to dybe snit ned i midten. Snittene rummer indgangen til museet, deler bygningen i fire rum og skaber samtidig lysindfald helt ud til de yderste hjørner i rummene.

Den rå beton minder om den gamle kanonstilling af samme navn, der ligger ved siden af og er forbundet til museet, og som tidligere var museum i sig selv. Men i den moderne udgave er det rå samtidig æstetisk.

Alle installationer er skjult. Ikke et rør, ikke en ledning, ikke en radiator.

De enorme tage svæver, de hårde materialer ser legende lette ud og den store port i midten, der giver adgang til de fire udstillingsrum, har også kun én forankring og frit svæv for resten.

Fordi det kan lade sig gøre, og fordi museet er tænkt i en liga for sig.

Derfor er kronprins Frederik inviteret til indvielsen, og har sagt ja. Ligesom kulturminister Mette Bock (LA) kommer og holder tale, sammen med repræsentanter fra de fonde, der har betalt gildet, og borgmesteren og kulturudvalgsformanden og resten af byrådet fra Varde Kommune.

Inden knokler alle på med de sidste detaljer.

20.000 år på fire minutter

I rummet om Vestkystens historie igennem 20.000 år er folkene fra det hollandske firma bag udstillingerne, Tinker Imagineers, ved at fintune en film, der løber over loft og vægge hver halve time.

Sorte gardiner ruller op over vinduerne og danner lærred, mens vi på fire minutter oplever istiden, bliver oversvømmet af den store flodbølge, der skabte Nordsøen, ser vikingerne ro ud på togt over vores hoveder, gyser over en farefuld redningsaktion på Horns Rev, hylles ind i en altædende sandflugt og dukker op i moderne turisme.

- Jeg er så glad, det er det vildeste, siger Claus K. Jensen.

Det er museumsinspektør Mette Bjerrum, der fik idéen til at bygge museet over alle museer i Varde Kommune her. Fordi det er her, turisterne er. Danske som tyske. Så i stedet for at tænke: Folk skal komme på museum, er Tirpitz et museum, der er kommet ud til folk.

Rigtige mennesker

Mette Bjerrum og otte andre af museets medarbejdere har også skrevet de 225 historier, der bliver fortalt i Tirpitz. Historier fra Vestkysten, fra Anden Verdenskrig og om rav. Men i stedet for plancher og undertekster bliver alt fortalt på forskellige sprog i den høresnegl, gæsterne får udleveret sammen med en dagsbillet, der for hver af ugens syv dage er et festivalarmbånd med påskriften Tirpitz i forskellige farver.

- Kun én høresnegl. Vi lægger vægt på, at historierne skal give dig lyst til at snakke med dem, du følges med. Vi vil være et sted, hvor familier og venner oplever sammen, siger museumsdirektøren.

Konkurrencen er hård, tilbud er der mange af, alle har adgang til adspredelser på telefonen, så Tirpitz tager kampen om opmærksomheden op med historier om rigtige mennesker, fortalt af professionelle skuespillere.

- Og så er de fleste historier sjove, siger Claus K. Jensen.

Kun én historie har et "kan ikke anbefales til børn under 12 år"-skilt på døren.

Krig og kærlighed

Det er historien om Paul Metzger, en tysk soldat, der blev såret ved østfronten og kom til lazarettet i Oksbøl for at hele, så han kunne blive sendt tilbage til fronten.

- Han ville simpelthen ikke tilbage, så han gned salt i sine sår, så de ikke skulle hele, siger Claus K. Jensen.

Enhver kan forestille sig de smerter, det har medført, og følelsen kryber helt ind under huden i det klaustrofobiske, mørke rum med soldatens uniform bag glasset og fortælling i lyd og billeder.

Anderledes glad er historien om Gerhard Saalfeld, der sad vagt i en af de utallige bunkere på stranden og som selv var med, da hans bunker blev gravet fri i 2008.

Mens alle andre tyske bunkere blev tømt efter krigen, fordi den lille ovn, sengen, stolen, bordet og alt, hvad der var, kunne bruges i den hungrende efterkrigstid, sandede Gerhards bunker til, før den nåede at blive tømt.

- Tilmed var Gerhard Saalfeld et menneske, der gemte alt, så ud over tingene, der blev fundet i hans bunker, har vi hans blade fra barndomsårene i Hitlerjugend, vi har de tinsoldater, han legede med, de krigsskibe, han samlede på, og et billede af ham selv som 17-årig, dengang han sad i sin bunker og skrev breve hjem til sin mor og sin kæreste, siger Claus K. Jensen.

Kærester er der flere af på museet. Også i rummet om Anna, den danske pige på 20 år fra lokalområdet, og i rummet om Paul, hendes tyske kæreste, der gjorde tjeneste i Büffelstillingen fem kilometer herfra, ude ved Blåvand fyr.

Blev de gift?

- Det må du købe billet for at finde ud af, siger museumsdirektøren og griner.

Og det stopper ikke her

Udstillingerne har 225 historier, der tilsammen, hvis man lytter til dem i én smøre, tager 4,5 time. En billet for voksne koster 125 kroner, men et årskort koster kun 200, så der skulle være en chance for at dele oplevelsen op i bidder. Og op til 18 år kommer børn gratis ind.

- I begyndelsen vil mange gæster nok komme på grund af arkitekturen. Det så man, da Bjarke Ingels stod bag søfartsmuseet i Helsingør. Her kom halvdelene af gæsterne det første år for at se arkitekturen, ikke fordi de var interesseret i søfartshistorie. Eller i hvert fald ikke var det, før de kom, siger Claus K. Jensen.

Hans håb er, at Tirpitz-arkitekturen på samme måde vil tiltrække mennesker, som undervejs vil blive indfanget af historien om livet i en af Danmarks barskeste egne.

Skulle det ikke være nok, har han allerede et ekstra kort i ærmet.

Endnu et museum, denne gang om Danmarks største flygtningelejr, Oksbøllejren, der i efterkrigsårene var en by med 100.000 tyske flygtninge, egen borgmester og i øvrigt egen hvad som helst.

- Til forskel fra da vi gik i gang med Tirpitz har vi alle tilladelser og lokalplanen på plads. Vi mangler "kun" pengene, og budgettet er næsten det halve af Tirpitz, 80 millioner kroner - så det er jo næsten kun et kvart problem, siger museumsdirektøren med henvisning til dengang i Rundetårn.

Endnu har han ikke sendt en eneste ansøgning ud om støtte til flygtningemuseet. Det vil ske, når Tirpitz er åben.

- Så kan vi også invitere fondene over og se, så de kan forstå, hvad det er, vi taler om, siger han.

  • fyens.dk