VENNER: Gribende at opleve sammenholdet blandt de unge, fortæller en af de udsendte læger
Der blev givet mange kram foran Tysk Røde Kors' krisecenter i Euskirchen i går. Den voldsomme oplevelse har svejset dem sammen og skabt et ganske særligt sammenhold.

En udpræget grad af omsorg er ifølge eksperter en naturlig reaktion, når en gruppe sammen oplever noget frygteligt. Men læge Steffen Ulrik Friis fra Europæiske Rejseforsikring vurderede i aftes, at sammenholdet i gruppen har været exceptionelt.

- Jeg synes virkelig, de unge har stået sammen, sagde Friis, der sammen med resten af læge- og psykologholdet fra forsikringsselskabet i går var rundt på de forskellige sygehuse i området for at vurdere de tilskadekomnes fysiske og psykiske mén efter ulykken og afgøre, hvem der skulle hjem samme aften.

Og flere af de unge, der sagtens kunne have været med på flyet til København og Billund i aftes, valgte at blive i Tyskland for at støtte deres venner.

- Jeg har lige talt med en ung pige om, hvorvidt hendes hjemtransport var mulig i dag eller i morgen. Hvorefter hun ringede til sin veninde og sagde: "Hvornår skal du hjem, for jeg vil ikke hjem uden dig". Det er meget gribende at opleve, at de faktisk ikke vil hjem selv. De vil hellere bliver hernede, fordi de skal støtte de andre, sagde Steffen Ulrik Friis.

Hans kollega, Europæiskes chefpsykiater, Ralph Kempinski, tilføjede, at det vigtigste efter ulykken var at give de unge lov til at udleve deres følelser og adfærd.

Kolossal styrke

- Gruppen er en kolossal styrke. Den forestilling, som mange af os har om, at vi må have folk hjem til far og mor - det er ikke altid det allerbedste. Der kan jo også komme en dobbelthed, som vi kender tydeligt. Far og mor vil gerne være omsorgsfulde, men den tæthed, de får fra far og mor, kan godt opleves som omklamring, og det er ikke rart, når far og mor gerne vil gøre det bedste for et barn, der har været ud for en ulykke, sagde Kempinski.

Ifølge chefpsykiateren reagerer de unge dog vidt forskelligt på ulykken, idet de unges umiddelbare chokreaktioner kan mønte sig ud i tavshed og indadvendthed, men også i udadvendthed og aggressivitet eller apati og sorg.

- Derfor skal vi i hvert enkelt tilfælde vurdere, hvornår er de i stand til og har kræfter til at komme hjem. Og også om de orker at komme hjem og væk fra gruppen for at være sammen med venner og pårørende derhjemme. Det er ikke så enkelt. I nogle tilfælde vurderer vi, at det er vigtigt, at de kommer meget hurtigt hjem til et kendt miljø. I andre tilfælde tager vi den mere med ro, fordi de skal stabilisere sig, sagde Kempinski.

Ifølge Steffen Ulrik Friis skal flere af de kvæstede desuden stadig gennemgå diverse operative indgreb og efterfølgende være sengeliggende, inden de kan sendes hjem.

- Vi kan ikke gå ind i, hvad slags skader det drejer sig om. Det, vi hæfter os ved, er, at ingen er i livsfare eller koma længere. Vi vil ikke kommentere, om nogen tager varig skade. Men der har været forbløffende få skader i forhold til, hvad vi ellers oplever ved ulykker med sovebusser, sagde han mandag aften.

Hans kollega, Ralph Kempinski, fremhævede, at de unge muligvis aldrig vil komme sig helt efter ulykken.

- Den bliver et lod i den vægtskål, som de bærer med sig resten af livet. Følgerne bliver måske mindre i hverdagen efter relativt kort tid, og de vil komme til at leve et relativt normalt liv. Men de vil altid kunne huske ulykken, og der vil måske være perioder, hvor de i høj grad vil blive mindet om ulykken, men det vil ikke belaste dem i hverdagen, fastslog han.