Det var sådan set kulturminister Mette Bock, der åbnede ballet blot få timer, efter hoffet havde udsendt meddelelsen om, at prins Henrik var afgået ved døden. I et forsøg på at hylde den afdøde skulle ministeren også lige sende en bredside afsted mod alle dem, som ifølge Bock havde mobbet prinsen.

"Mobberne vil i dag svømme over med nekrologer om dette fantastiske menneske, der var spændende, anderledes, sprudlende og helt sig selv. Hykleriet vi ingen ende tage," lød det, med den særlige sans for og måske også behov for at kommunikere med generaliserende kritisk brod mod unavngivne, som kulturministeren deler med sin lillebror, udenrigsminister Anders Samuelsen.

Prins Henrik tog Danmark til sig, men bevarede sig selv og virkede lykkeligt uoptaget af andres normer.

En lille ubetydelighed, kan man hævde, men omvendt giver det på mange måder fin mening, måske især her nogle dage efter dødsfaldet, og mens den omsiggribende væg-til-væg-mediedækning af sygdom, dødsfald og efterfølgende ceremonier stadig er i gang, at se nærmere på, hvad det er, kulturministeren lettere utidigt forsøgte at sige. Og på om hun overhovedet har ret.

For mens mange - altså unavngivne, men dog nok med adresse til visse medier - altså med Mette Bocks ord har "mobbet" prinsen gennem årtier, andre vil måske kalde det at være kritisk over for prinsens virke, så har langt flere jo været det modsatte. Omtrent intet kongehus i verden kommer i nærheden af det danske, hvad angår popularitet og opbakning. Faktisk var opbakningen til monarkiet lavere, inden prins Henrik som en fransk verdensmand med filmstjernelook og behørigt ophøjede overklassemanerer trådte ind i en dansk offentlighed og gjorde tronfølger Margrethe til sin hustru og sig selv til prins.

Så kom han bare der med sin diplomatuddannelse, sin opvækst i de franske kolonier i Sydøstasien og sit fine franske navn og skulle omformes til en dansk Henrik. Helst uden accent i sproget, helst uden alt for fremmedartede manerer og helst uden at være i vejen for vores relation til vores regent.

Noget af en opgave at blive sat på, og skal man endelig tale om den mobning, som det altså var magtpåliggende for kulturministeren at påpege et hykleri i, så har det nok været den, der har taget udgangspunkt i, at prinsen ikke var dansk nok. At han ikke talte sproget lydefrit, at han holdt fast i sit franske jeg og aldrig lod sig hverken integrere til fulde og i hvert fald slet, slet ikke assimilerede sig.

Prins Henrik holdt fast i sig selv som indvandrer til Danmark. Selv om han måtte opgive sin nationalitet, sin religion og sin øvrige franskhed i kærlighedens navn, holdt han fast i sin kultur, sin mad, sit sprog og sit verdensmandsudsyn. Alt det som et stort politisk flertal groft sagt helst ikke ser, at indvandrere gør, det gjorde Henrik. Heller ikke den regering, som Mette Bock er en del af, hylder den væremåde, og heri ligger måske det egentlige hykleri, som Mette Bock viste så tydeligt, og som velsagtens bør være den egentlige nationale eftertanke i kølvandet på dødsfaldet.

Prins Henrik var sin egen, hører vi igen og igen, men det skal man i øvrigt helst ikke være, hvis man kommer hertil udefra på mere normal vis. I nekrologerne er det naturligvis ment som en stor ros til en prinsgemal, der på en og samme tid tog Danmark og danskerne til sig, og samtidig undlod at fordanske sig selv, som det ellers krævedes af ham.

Selv i døden udviste han trods. Halvdelen af asken skal spredes over danske farvande, halvdelen nedsættes i Fredensborgs private have. Og nej, ikke hverken dronningen eller en samlet dansk befolkning kunne få prinsen til at underkaste sig traditionen om at skulle nedsænkes i mausoleum i Roskilde Domkirke.

Det er stærkt og formentlig ikke nemme beslutninger at træffe. Ofte er det nemmere at indordne sig end at lade være. Her i landet hylder vi de pædagogiske pyt-principper om, at man helst ikke skal holde fast i sig selv, hvis det er nemmere for andre, at man lader være.

Det gjorde prins Henrik ikke, og det er han måske blevet mobbet for årene igennem, men rettelig bliver han også nu hyldet for selvsamme trodsighed. Paradoksalt.

Der er meget, vi kan lære af den mand, som bisættes tirsdag. Meget at lære om at være et menneske, der er tro mod sig selv.

Har han været arrogant, og har kritikken indimellem også været på sin plads? Ja, naturligvis. Et kongehus er i realiteten et absurd fortidslevn, som kun hører nutiden til, så længe vi bryder os om menneskerne i det. Kun så længe de - og det gør de til fulde i disse år lader os leve med i glansbillederne, evner at finde balancen mellem ophøjetheden og folkeligheden og i øvrigt optræder med værdighed og indgydende respekt, kan man argumentere for berettigelsen.

Sandheden om prins Henriks virke i den svære rolle er måske den, at han måske mere end mange af de øvrige kongelige rent faktisk evnede alt det ovenstående. Men helt uden at ville please.

I disse dage flyder det over med historier om hans venlighed, deltagelse, humor og skønne uforudsigelighed midt i alt det stive hofhalløj. Historier der på mange måder supplerer billedet af den lettere arrogante franskmand, der - som Suzanne Brøgger har udtrykt det på twitter - gennem et helt liv har sagt, hvordan det føles at være kvinde - nr. 2. "Ingen mænd gider," konstaterede Brøgger tørt.

For mange år siden interviewede jeg Niels Hausgaard, der også bragte prins Henrik på bane. Hausgaard var vild med prinsen, hans evne til at sætte kulør på livet, og så mente han vist, at de to var beskæftiget i samme branche. Og det var ikke ment som mobning, omend glimtet var til stede i øjet.

83 år blev Henrik. Et liv er en mosaik, et tæppe vævet af et virvar af tråde. Gid læren af Henriks liv må blive en påmindelse om netop det. Henrik kom som verdensmand til en småstat. Og han holdt fast i sig selv, trodsede kritik og traditioner. Levede i og med kunsten, maden, sproget, musikken og masser af gode oplevelser. Levede til fulde, og drog fordel af de muligheder, der blev hans, mens han kæmpede mod begrænsningerne.

Han tog Danmark til sig, men bevarede sig selv og virkede lykkeligt uoptaget af andres normer. Måske gjorde han også det, som dronningen så fint talte om i nytårstalen for få uger siden. Det unyttige, i sig selv var prins Henrik i sin rolle som prinsgemal jo unyttig. Men han brugte sine sanser og oplevede. "Og det er ikke så unyttigt endda," som dronningen sagde.

Prins Henrik sagde gennem sit liv i kraft af sine valg også til os, at vi ikke skal rette ind. At vi ikke skal være så optagede af at lave om på hinanden, men i stedet give plads. Også til den store verden. Han var en verdensmand. En verdensprins.

Sikken et forbillede. På en meget inspirerende og udansk måde.

  • fyens.dk