Søndag med Mylenberg: Den danske model er ved at blive ædt op indefra

Journalist Troels Mylenberg.

Søndag med Mylenberg: Den danske model er ved at blive ædt op indefra

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den danske model. Det lyder så smukt, og når vi omtaler den, er det da også med en helt særlig national kærlighed.

Her har vi nemlig (endnu engang) skabt noget, som andre land misunder os, eller som de i hvert fald burde misunde os, hvis vi selv skal sige det. Noget som vi igen og igen hævder viser vores danske pragmatiske særegenhed om, at vi taler os til rette, respekterer hinanden og finder ud af det med kompromisser og aftaler, som alle kan se sig selv i. Konflikter er sjældenheder, og det er slet ikke vores stil.

Det er selvfølgelig den særlige danske arbejdsmarkedsmodel, jeg taler om her. Den der kort sagt tilsiger, at det er op til arbejdsgivere og arbejdstagere at finde sig til rette på arbejdsmarkedet. Man aftaler sig frivilligt frem helt uden andre magthaveres indblanding, og på den måde respekterer fagbevægelsen og arbejdsgiverforeningerne hinanden på en helt særlig dansk måde.

Der er tale om en helt fortjent højt besunget udgave af det danske samtaledemokrati. Og endda indbefatter modellen begrebet frivillighed. Altså det forhold at parterne helt frivilligt vælger at indgå og overholde aftalerne.

Konkret har det - det siger forskere, målinger og erfaringer i hvert fald - givet det danske arbejdsmarked en særlig fleksibilitet, som både arbejdsgivere og lønmodtagere drager fordel af. Det er let for arbejdsgiverne at fyre og hyre medarbejdere, som omvendt har en god og stærk sikkerhed for både lønforhold og vilkår, hvis de mister arbejdet. Så langt så godt.

Men som de seneste ugers såkaldte overenskomstforhandlinger på området for offentligt ansatte, altså de cirka 750.000 danskere, der er ansat i staten, i kommunerne og i regionerne, altså lærere, læger, forsvarsansatte, sygeplejersker og mange andre, har vist, så er det som om, den danske model er ved at blive ædt op indefra.

For mens den tilsyneladende stadig virker helt efter hensigten, når private arbejdsgivere skal aftale sig frem til en ny overenskomst med fagbevægelsen, hvor det som oftest forholdsvis gnidningsfrit fører til aftaler, så er det som om, de offentlige forhandlinger foregår med en ekstra person ved bordet. En slags blind makker, som helt entydigt tipper forhandlingerne til fordel for arbejdsgiverne.

Ærindet her er på ingen måde at tage parti i forhandlingerne, men blot at påpege en tydelig ubalance, hvor det politiske system synes at have sat sig tungt ind i forhandlingslokalerne, når der skal forhandles overenskomst.

Selv vil de politiske magthavere benægte alt, for ingen hylder som de– i hvert fald i teorien og over en bred kam fra venstre til højre - den danske model. Men som vi for fem år siden så det, da lærerne åbenlyst var udsat for politisk styrede forhandlinger, der førte til den ulyksalige lockout-situation, som lærerne stadig betaler af på, både hvad angår økonomi og selvfølelse, så er det så som så med respekten for modellens bæredygtighed, når det kommer til stykket.

Det kan man mene alverden om, for det er naturligvis ikke mejslet i granit, at den danske aftalemodel for altid vil være den bedste måde at sikre balance på arbejdsmarkedet. Og selvfølgelig er modellen på ingen måde garanti for, at politiske magthavere får deres politiske ambitioner og ønsker ført ud i livet, hvis ikke de evner at påvirke lønmodtagere og arbejdsgivere på de indre linjer.

Så reelt er det, vi er vidne til i disse uger også historien om et bebudet dødsfald. For når det kommer til overenskomster på det offentlige område, så synes den danske model stendød.

De politiske krav og ønsker til forhandlingsresultatet er så tydelige og udtalte, at man kan tvivle på, om der overhovedet er forhandlet. Den konflikt, som måske er på vej, hvor lønmodtagerorganisationerne allerede nu har udtaget folk til strejke, ligesom der fra de offentlige arbejdsgivere er svaret igen med lockoutforberedelse, virker omtrent forudbestilt.

Hermed ikke sagt, at der ikke kan komme en løsning i forligsinstitutionen, hvor der skal knokles de kommende uger, men en frivillig forhandlingsløsning var reelt aldrig på tale. Her har al snak om den danske model reelt været et teaterstykke.

Det er naturligvis helt naturligt, at politikerne har ønsker og krav til, hvordan en overenskomst ser ud. Men de senere år virker det meget tydeligt som om, at politikerne ikke vil lade sig nøje med en forhandlingsløsning, men som noget helt naturligt står klar med et indgreb, hvis det skulle blive nødvendigt.

Her skal man måske også lige indregne, at når det på det private arbejdsmarked er noget af en bet også for arbejdsgivere, hvis det ender i konflikt, så er det ikke helt samme konsekvenser, som man mærker i det offentlige. Her spares der penge, hvis ikke der skal udbetales løn i en konfliktperiode. Mange penge.

Naturligvis er konflikt næppe noget, politikerne ligefrem ønsker sig, men de negative konsekvenser af en konflikt, altså alt det der skal fordre en frivillig aftale, kan nemt opgøres forskelligt. Altså at det faktisk fint kan betale sig for de offentlige arbejdsgiveres øverste chefer - regering og Folketing - at forhandlingerne mislykkes, og at det hele ender i konflikt.

Den dimension står tydeligt frem i år, ikke mindst efter lærerkonflikten i 2013, hvor det helt tydeligt var et politisk krav om at få en ny folkeskolereform igennem, som førte til lockouten af lærerne, så regeringen kunne gribe ind i konflikten og ved lov indføre den arbejdstidsaftale, som lærernes kommunale arbejdsgivere ikke kunne få igennem ad frivillighedens vej.

Arbejdsmarkedspolitik er indviklet og måske heller ikke det mest sexede politikområde. Men det er vigtigt, og det betyder selvfølgelig alverden for os allesammen.

Ikke mindst derfor bør vi alle nok interessere os lidt mere for det forhold, at den der højt besungne danske model, som vi så stolt taler om allevegne synes at være hældt ud med badevandet. Vi kommer ganske enkelt ikke overens på samme rolige og frivillige måde, som vi tidligere har gjort det. I hvert fald ikke, når magtforskydningen til fordel for de egentlige offentlige magthavere slår igennem med den kraft, som vi ser lige nu. Eller måske rettere lige præcis ikke ser.

Det er som om, de offentlige forhandlinger foregår med en ekstra person ved bordet. En slags blind makker, som helt entydigt tipper forhandlingerne til fordel for arbejdsgiverne.
Troels Mylenberg

Søndag med Mylenberg: Den danske model er ved at blive ædt op indefra

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce