Søndag med Mylenberg: Christiansborg er landets hemmelige højskole
Af: Journalist Troels Mylenberg
Søndag med Mylenberg

En af tidens stærke meningsmagere, endda en med solid bund i sig, er psykologiprofessor Svend Brinkmann. Ikke bare skriver han bøger, som kan forstås af os alle, han deltager også i den brede offentlige debat. Der hvor det gør ondt, og hvor mange af hans kolleger af måske den årsag ikke finder tiden eller ulejligheden til at være.

Men Brinkmann er her, der og allevegne. Med for eksempel faste klummer i dagbladet Politiken, hvor han for nylig eksempelvis kastede et kritisk blik på danske politikeres værdipolitiske vedholdenhed. Eller måske snarere manglen på samme.

Faktisk burde Christiansborg være nationens fremmeste højskole. Ja, måske er den det allerede, vi har bare ikke helt opdaget det og erkendt det endnu.

Burkaforbud, ghettoplan, svinekødskrav i børneinstitutioner. Alt sammen ifølge Brinkmann udtryk for udanskhed forklædt som det modsatte. Og for at modgå det værditab, som altså var forklædt som værdifastholdelse, foreslog Brinkmann, at danske politikere blev sendt et smut omkring en højskole, for så kunne der da nok blive sprøjtet lidt ægte danskhed ind i de politikere, der altså åbenbart var klar til at sælge det samme, uden rigtig selv at være opmærksom på det.

Uanset om man måtte have det som Brinkmann eller ej, så lyder idéen god. For en med højskolelærerblod i årerne som undertegnede, kunne intet være mere oplagt end at få så mange magtmennesker som muligt afsted til en tur i højskolens univers. Det univers hvor højt til loftet er en selvfølge, og hvor vi synger danskheden ind i hjerner og hjerner med respekt for forståelse for historien og traditionen, men samtidig med mod på nyt og vildt. Hvor kvalificeret uenighed er et højere mål end enighed, og hvor processen - debatten, samtalen og mødet mellem forskellige kulturer - er vigtigere end det, man måtte ende med at beslutte eller konkludere.

Vil det være et godt sted for politikere at suge inspiration til sig? Utvivlsomt. Ligesom det ville være det helt rette sted for alle andre med magt, indflydelse og adgang til at mene noget i en bredere offentlighed at opholde sig jævnligt.

Højskolen kan nemlig meget af det, som over en bred politisk kam betragtes som kernedansk. Og mon ikke Svend Brinkmanns ærinde mere end at tvinge politikere på højskole var at gøre opmærksom på det, der i hans øjne er en manglende dyd i tidens politik. Nemlig værnet om friheden til at være et menneske, der ikke nødvendigvis ønsker at leve sit liv som flertallet. Friheden til at mene noget andet, tænke noget andet og gøre noget andet, end det som et til enhver tid givent flertal måtte mene. Og samtidig forståelsen for og anerkendelsen af, at når frihed gives, så kan det have konsekvenser - også engang imellem uønskede konsekvenser.

Brinkmann kan sagtens have ret. Ret i at der politisk synes at blive lavere og lavere til loftet, og at der tilsyneladende er en udbredt tendens til at møde enhver udfordring og ethvert samfundsproblem med begrænsninger og øget lovgivning. Med stramninger og nye regler frem for at stole på højskoletraditionens evne til selv at processe sig frem til løsninger. Særligt for liberale må det skurre gevaldigt i selvforståelsen hver gang, man må ty til yderligere regulering i samfundet frem for at lade friheden råde og stole på, at mennesker grundlæggende selv er bedst til at løse de problemer, som de møder, frem for at udlicitere al problemløsning til regulering, som involverer alle.

Det oplagte forsvar fra politikernes side er naturligvis, at Brinkmanns og hans højskolevenner ikke har fattet, hvor store udfordringer vi står med. At der skal meget mere og meget andet end samtale og dialogkaffe med højskolekøkkenets bedste drømmekage til for at løse nationens udfordringer. At vi lige nu oplever et pres på vores kultur og vores samfundsnormer, som ikke kan fikses af snak og højskolesang.

Der skal en helt anderledes håndfasthed til. En regulering og en lovmæssighed, der i sin inderste kerne er noget helt andet end snak, sang, håb og frihed til at være den, man har lyst til at være. For hvad hvis den frihed, man tiltager sig modarbejder samfundet og præcis den frihed, som man ønsker at udleve?

Svaret er uklart, og det er i den grad afhængigt at øjnene, der ser.

Men hvor Brinkmann fint foreslår, at det er politikerne, der skal bevæge sig ud i livet - på højskole - så kunne man spørge, om det ikke er alle os andre, der også burde flytte os ind i politikernes og politikkens verden. Den verden der udefra betragtes som fuld af spin, lobbyisme, hemmelige dagordener og mennesker, der ikke siger hvad de mener, men hvad der passer sig bedst til tiden. En verden som er ramt af en bundløs tillidskrise, og som i manges øjne er lukket, værdiløs (på flere planer) og mest af alt blot i vejen.

Så måske er det slet ikke politikerne, der skal på højskole, men i stedet alle os, der ikke er politikere, som skulle en tur omkring Christiansborg eller på rådhuset. En tur ind i politikerens verden for at forstå, hvordan man tænker der.

Det er indlysende, at der er skabt en dyb kløft mellem det politiske liv og livet uden for politik. En kløft der fjerner magthaverne fra dem, de udøver magt over, og som får mange mennesker til at miste tillid til magten. Det er den tillid som ellers kaldes en helt særlig dansk værdi, og som der i hvert fald tales en hel del om på landets højskoler.

At politikerne skal komme folket i møde og dermed lære bedre at forstå, hvad der foregår i landet, er åbenlyst. Men det burde faktisk være mindst lige så indlysende, at det samme burde gælde med omvendt fortegn. At vi borgere har en forpligtelse til at sætte os i politikernes sted. Til at forsøge at forstå, hvad de tænker, og hvorfor de gør, som de gør.

Faktisk burde Christiansborg være nationens fremmeste højskole. Ja, måske er den det allerede, vi har bare ikke helt opdaget det og erkendt det endnu.