Redaktørens røde stol

Hvem glemmer nogensinde Knut? Den nuttede isbjørnetvilling, der mistede sin bror kort efter fødslen i en zoologisk have i Tyskland, blev afvist af sin mor og måtte opfostres/mades af dyrepassere.

Vi er 11 år tilbage i tiden, på et tidspunkt hvor de sociale medier ikke var helt så øredøvende som i dag, men fornemmelsen var alligevel, at det meste af verden fulgte med i isbjørnedramaet med tilbageholdt åndedræt. For der er noget over isbjørnenes hvide pels, de bløde former og de glidende bevægelser, som rammer lige i hjertet og helt får os til at glemme, at det er verdens farligste landdyr.

Etiske overvejelser skal vi aldrig springe over. Men når man straks begynder at drage Nazityskland og George Orwell ind ligningen, fordi man i Esbjerg afsøger muligheden for at sikre demente og pårørende fra ulykkelige situationer, har følelser for længst taget over fra fornuft og fakta.

Knut døde blot seks år gammel i et epilepsi-anfald, men Knut-effekten lever videre, stærkere end nogensinde. I denne uge skabte en lille video på YouTube opmærksomhed kloden rundt - og måske bliver den en såkaldt gamechanger for hele klimadebatten.

Videoen viser en afmagret isbjørn stavre omkring på landjorden langt fra isflager og vante omgivelser i forgæves jagt på mad.

Videoens følelsesladede tekst kundgør, at bjørnens triste skæbne er en direkte følge af klimaforandringerne, som gør det stadigt sværere for dyrene at opretholde deres naturlige habitus.

Måske kendte ophavsmændene til Knut-effekten. Potentialet er under alle omstændigheder stort, for mens vi trækker på skuldrene ved synet af tørkende og sultende afrikanere eller oversvømmelsesramte asiater, kan en enkelt, døende isbjørn få ost til at droppe både røde bøffer og den CO2-belastende juleindkøbstur til London.

Lad være, at bemeldte isbjørn måske blot var et alderssteget eksemplar hæmmet af gigt eller ramt af en fatal sygdom - eller ligesom Knut overmandet af nedarvet epilepsi, som forhindrede den i at stige på sidste isflageafgang. Vi aner det ikke. Men vi behøver hverken medicinsk diagnose eller sanddruelige vidnesbyrd for at lade følelserne overmande os. Og få os til at ændre adfærd.

Men som en klimabekymret deltager i P1 debattens opfølgende diskussion af isbjørnevideoen fastslog, er faktorernes orden ligegyldig, og han var personligt ligeglad med, hvad der akkurat dannede baggrund for dyrets ulykkelige situation, så længe videoen fik folk til at reagere og gøre noget.

Og sådan er det vel bare. Følelser overtrumfer fakta, og sidstnævnte er til alle tider mere komplicerede at forholde sig til end YouTube-klip af lidende dyr med forklarende tekst. Og når bare hensigten er den rigtige, helliger det jo midlet. Ikke?

Forvent flere Knut-eksempler i mobiliseringen af den verdensomspændende klimagræsrodsbevægelse, læren er, at vi skal have behårede primater i linsen, levende menneskers skæbne kan ikke længere hidse os op.

Og dog. Følelserne regerer ikke blot i klimadebatten, men også på det helt nære plan. Først på ugen stak en stilfærdig socialudvalgsformand fra Esbjerg Kommune hånden i medie-hvepsereden, da han luftede tanken om at forsyne demente plejehjemsbeboere med gps.

Ideen kom efter (endnu) et tragisk dødsfald, hvor en dement for vild og for sent blev lokaliseret til at redde.

Den efterfølgende debat afslørede, hvor hurtig fantasi og følelser tager magten fra den konkrete virkelighed.

Teknologi-betænkelighed er sund fornuft, teknologiforskrækkelse tåbelig og hæmmende. Etiske overvejelser skal vi aldrig springe over. Men når man straks begynder at drage Nazityskland og George Orwell ind ligningen, fordi man i Esbjerg afsøger muligheden for at sikre demente og pårørende fra ulykkelige situationer, har følelser for længst taget over fra fornuft og fakta.

Jeg er selv pårørende til en dement ligesom et par stykker i omgangskredsen kan berette om ubehagelige situationer, hvor demente har mistet orienteringen og har udløst febrilsk eftersøgningsarbejde.

Dementes reelle integritet og personlige frihed reduceres naturligt i takt med sygdommens tiltagen, og her gør en mikrochip med gps kun en teoretisk forskel i forhold til individuel frihed- til gengæld vil det indebære en kæmpe lettelse i forhold til at forhindre dem i at fare vild.

At kalde det en glidebane og forløber til det ultimative overvågningssamfund er tæt på en dårlig vittighed. Ikke mindst når vi forvejen uden organiserede protester sporer hinanden, ungerne og kunderne på mobiltelefonerne, tændte såvel som utændte, kan ses fra tusinder af overvågningskameraer og sandsynligvis udspioneres fra kameraer på bærbare computere af både efterretningstjenester, perverse lurere og berigelseskriminelle.

Ud over at vores adfærd overvåges, kortlægges og systematiseres af algoritmer på alverdens supercomputere, så vi kontrolløst kan manipuleres med efter forgodtbefindende af både politiske og kommercielle interessenter.

Det er uoverskueligt alt sammen, men en chip under huden på demente efter indhentet tilladelse fra - og i fuld overensstemmelse med - individet selv eller pårørende, det kan vores etiske regelsæt ikke magte.

Proportioner, helt ærligt.

Teknologien er i øvrig slet ikke klar endnu. Det er jeg sikker på, for min hvide kattekilling har netop fået skudt en chip ind i huden, så den kan spores tilbage til husholdningen, hvis den farer vild og bliver indleveret til myndighederne. chippen kan også kommunikere med kattelemmen, så den alene kan smutte ind og ud af huset, men gps-funktionen er endnu ikke udviklet til husdyrsbrug og derfor nok heller ikke til mennesker.

Men måske kunne jeg speede lidt op på udviklingen med en video med min Knut-farvede kat i det fri, hvor den ser både sulten og vildfaren ud.

  • fyens.dk