Politisk analyse: Da Venstre vendte ryggen til hovedstaden og glemte sin egen historie

Avisen Danmarks politiske redaktør Elisabet Svane.

Politisk analyse: Da Venstre vendte ryggen til hovedstaden og glemte sin egen historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der var engang, hvor Venstre havde en drøm om at erobre de store byer. Særligt København. Det var dengang i 1990'erne, hvor Venstre, med Bente Frost, havde fået sin første borgmesterpost i hovedstaden, men også dengang, hvor en ung og fremadstormende Søren Pind så muligheden for at komme helt til tops. Blive overborgmester. Han udfordrede Frost, vandt titlen som spidskandidat og fik rent faktisk samlet de borgerlige partier på Københavns Rådhus.

Ambitionerne fejlede ikke noget, men mødet med socialdemokraten Ritt Bjerregaard i 2005, slukkede borgmesterdrømmen.

Og lagde reelt Venstres københavnerdrømme i skuffen. Vel blev både Martin Geertsen, Pia Allerslev og Cecilia Lonning-Skovgaard borgmestre, men er aldrig kommet i nærheden af overborgmesterposten i København. Slet ikke.

Det blev senere til en borgmesterpost til Louise Gade i Aarhus, et nærved-og-næsten til Jane Jegind i Odense i 2013, men ved kommunalvalget sidste år i november var det ikke bare København, der blev katastrofal for Venstre. Det blev det i alle fire store byer, hvor Venstre tabte med bravour til Socialdemokratiet.

Den indmarch i byerne, der blev indledt under Uffe Ellemann-Jensens ledelse i 90'erne og gjort til virkelighed under Anders Fogh Rasmussen, blev stoppet under Lars Løkke Rasmussen.

Hvilket også kunne ses ved det seneste folketingsvalg i 2015, hvor Venstre gik markant tilbage i både København, i Københavns omegn og i Nordsjælland.

En lidt overset detalje i et valg, hvor alle øjne blev rettet mod Syd- og Sønderjylland, da DF med Kristian Thulesen Dahl på stemmesedlen nærmest ryddede bordet og lagde grunden til alle partiers analyse om, at næste valg skal vindes i Jylland.

For Venstre var der desuden er særlig dagsorden: Partiformandens popularitet hang i laser efter tøjsagen i 2014, så der skulle gøres noget for de gamle kernevælgere i det jyske. Og de gamle kernevælgere i landbruget. Det blev til landbrugspakken i 2016, som tillod mere udledning af kvælstof. Det var en erhvervspakke, ikke en miljøpakke og det traditionelle Venstre-bagland var tilfredse.

Næste step var udflytning af statslige arbejdspladser. Først under skrig og skrål, siden under accept. Provinsdagsordenen havde vundet, og Socialdemokratiet er mere eller mindre på samme hold. Mette Frederiksen har også været Danmark rundt og set et land, der i hendes optik ikke hænger sammen.

Og så var det, at den liberale kommentator og radiovært, Jarl Cordua, råbte op. I 00'erne stod han side og side med Pind i København, det var ikke altid lige kønt, men han endte med at blive en anerkendt kommentator. En borgerlig stemme, der bliver lyttet til.

Nu har han fået nok af Venstre og partiets venden sig væk fra hovedstaden. Han truer med at stemme blankt ved næste valg - og selvom man jo kunne mene, at det måske var en trussel, Venstre kunne leve med, bliver der lyttet. Og skumlet. Men alligevel lyttet, fordi Cordua har sat fingeren på et ømt punkt: Venstres forhold til byerne. Det, der fik borgerlige vælgere til at flokkes om den liberale fane, mixede landmænd med erhvervsliv og gjorde Venstre, partiet, hvor de engang helst drak kirsebærvin, til et moderne parti. Hvor Kijafa'en blev udskiftet med bourgognen.

Cordua har rettet sit blik mod udflytningen af statslige arbejdspladser, men det, der virkelig kan blive giftigt for hovedstadsområdet og dermed også for Venstre i hovedstaden, er den udligningsreform, der er på trapperne.

Embedsmandsudvalget har barslet, nu skal regeringen komme med sit udspil. Sagen har været drøftet flere gange i regeringens koordinationsudvalg, men uden at man er nået til enighed.

Her er det især Konservative, der er klemt, men Venstre har også selv en række borgmesterposter i hovedstadsområdet og i Nordsjælland. Og de var alle med i det kollektive opråb, der kom fra 34 østdanske borgmestre i starten af denne måned.

I sidste øjeblik prøvede de at råbe Christiansborg op med kravet om ikke at flytte flere penge fra hovedstaden til provinsen. Nok er nok, som de sagde.

Men opråbet blev ikke hørt af embedsmændene, som samlet set vil flytte en milliard fra hovedstaden til provinsen. Med store differencer og med et slut-resultat, der kan ende et helt andet sted, når de politiske forhandlinger er overstået.

Det er bytte-bytte-købmand og alles kamp mod alle. Det er en politisk kamp, de fleste politikere på Christiansborg helst vil undgå, og derfor blev sagen lagt over i embedsmandsudvalget.

Men selv politiske syltekrukker har sidste salgsdato, så sagen måtte op igen. I lyset af en stærk provinsdagsorden kunne det have været en "walk-over", men så vågnede hovedstaden op og råbte op.

Det er nok ikke sidste gang.

For Venstres historie er ikke bare historien om et parti, der voksede op på landet. Men også historien om et parti, der vandrede ind i byerne og fik succes med det. Indtil man ikke havde det længere.

Den indmarch i byerne, der blev indledt under Uffe Ellemann-Jensens ledelse i 90'erne og gjort til virkelighed under Anders Fogh Rasmussen, blev stoppet under Lars Løkke Rasmussen.
En ung og fremadstormende Søren Pind (V) så i 1990'erne muligheden for at komme helt til tops i København. Først i midt-00'erne opgav partiet drømmene i hovedstaden. Billedet her er fra et vælgermøde i 1997 i Nørrebrohallen. Arkivfoto: Bjarke Ørsted/Scanpix
En ung og fremadstormende Søren Pind (V) så i 1990'erne muligheden for at komme helt til tops i København. Først i midt-00'erne opgav partiet drømmene i hovedstaden. Billedet her er fra et vælgermøde i 1997 i Nørrebrohallen. Arkivfoto: Bjarke Ørsted/Scanpix

Politisk analyse: Da Venstre vendte ryggen til hovedstaden og glemte sin egen historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce