Nekrolog: Folkets franske prins er død

Prins Henrik på jagt i Gludsted Plantage.

Nekrolog: Folkets franske prins er død

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Prins Henrik er død

Prins Henrik blev 83 år. Avisen Danmarks politiske redaktør Elisabet Svane skriver hans nekrolog. Følg med gennem Vietnam, Grønland, livet med kunsten og vennerne - og ikke mindst kærligheden til Danmarks dronning.

Der er billeder, der sætter sig fast på den indre nethinde. Billeder, man ikke tænker på i hverdagen, men som pludselig dukker op. Ligeså lyslevende som da de blev fæstnet.

Et sådant billede er billedet af prins Henrik i Grønland i sommeren 1997. I byen Nanortalik, helt nede i syd. Dronningen og prinsen - det var før, han blev prinsgemal - var på den store Grønlands-rejse, men i Nanortalik måtte dronningen flyves hjem på grund af smerter i knæet.

Så tog prins Henrik over, og med ét ændrede stemningen sig. Grønlænderne elsker deres kongehus, de har billeder hængende i stuerne ude i de mindste bygder, men de er ikke så vant til at, at deres kongehus taler til dem.

Det gjorde prins Henrik. Med store armbevægelser og store smil, da han kom til den uundgåelige kaffemik efter den officielle modtagelse. Hvor dronningen havde smilet og nikket, hilste han på alle. Og hvor dronningen tidligere på turen bare nikkede til den ældre kvinde, der havde lavet et perlebroderi til hende og eller overlod det til hofdamen, bad prinsen om at møde den mand, der havde givet ham en gave.

På Grønlandsturen blev prins Henrik nummer et, som han også var hjemme i familien. Og jo, det var en rolle, der passede ham uendeligt godt.

Tiden i Vietnam

Tirsdag aften kl. 23.18 sov prins Henrik stille ind. Og hvis vi bare for en kort stund glemmer billederne af en mere og mere dement og formørket prins gennem de senere år og i stedet ser på hele hans liv, er der i høj grad tale om en mand, der har levet på livets solside. Som har spist af livet, det gode liv, kunsten, maden og vinen og samtidig levet med sine indre dæmoner og frustrationer over en skæbne, han selv valgte, men som stedse plagede ham.

Han blev født i Frankrig, i Talence, i 1934. Han var kun baby, da familien rejste tilbage til Vietnam, til byen Tonkin ved Hanoi, hvor hans bedstefar havde etableret sit forretningsimperium. Med spinderier, industri og sågar egen avis. Det var et kærligt, men strengt og gammeldags hjem, og krabasken havde sin faste plads på væggen. Da 2. Verdenskrig brød ud, rejste familien hjem til Frankrig, hvor forældrene gik ind i modstandsbevægelsen, men de vendte tilbage til Hanoi, så unge Henri kunne tage sin studentereksamen der.

I 1954 var det slut, da de franske koloniherrer blev smidt ud og Monpezat'ernes imperium forsvandt.

Kærlighedens spire

Henri Marie Jean Andre de Laborde de Monpezat, som prins Henrik blev født, voksede op som en lidt indadvendt, stille dreng. Lang og ranglet, noget af en drømmer.

"Et intenst indre liv blev min redning. Jeg søgte tilflugt i drømmen", skrev han i biografien "Skæbne Forpligter", som blev til i samarbejde med den franske journalist og forfatter, Philippe Viguie Desplaces.

Den udkom i 1997 og er en stor kærlighedserklæring til dronning Margrethe, som han mødte i London i 1965. Første møde blev bare en registrering fra hans side af en høj, genert kvinde, som dog overraskede ham med sit vid og sin humor. Et år senere mødtes de igen, og selvom han denne gang bemærkede, at hun røg utroligt mange cigaretter, var der tændt en flamme, så efter et par middage, hvor franskmanden rullede alle talenterne ud, kunne historien om Henri, der blev til Henrik, og Margrethe begynde.

Prinsgemalen

Det var Ekstra Bladets nu afdøde Bro Brille, der havde nyheden om tronfølgerens kærlighed. De havde ellers forsøgt at holde det hemmeligt, Margrethe og Henri, for hun skulle sikre sig, at hendes forældre sagde ja. Og han skulle sikre sig, at han ville leve et liv med en kvinde, som ville blive regent.

Hans egen far, André de Monpezat, advarede ham i hårde toner om at tænke sig godt om, inden han giftede sig med kronprinsessen fra landet højt mod nord. Han sagde direkte, at unge Henri skulle tale med kong Frederik og finde ud af, hvilken position han skulle have i det danske kongehus.

"Jeg råder Dem til at få kortlagt Deres situation," som prinsen gengav sin fars råd i "Skæbne Forpligter". Far og søn var De's, når de skrev til hinanden, og bogen blev det første offentlige pip om, at prinsen havde det svært med sin rolle i det danske monarki. Som dronningens mand, prinsen. Som nummer to og som ham, hvis rolle aldrig var blevet defineret som andet end prins.

Senere blev det til et højt offentligt skrig hos BT's Bodil Cath i 2002, hvor prinsen i den grad tog bladet fra munden og ikke længere ville finde sig i at blive talt ned til.

En kæmpe krise i kongehuset og familien ilede da også straks ned til Chateau de Caix, hvor prinsen opholdt sig.

Det, som hans far havde advaret imod, var blevet til virkelighed. Han havde fået sine egne penge, da han fyldte 50, hvor han fik en del af dronningens apanage, men titlen hang stadig. Efter opråbet i BT blev det til "prinsgemalen", for det var og er dronningen, der bestemmer. Hun bestemte sig til prinsgemal. Hun kunne også have bestemt sig til kongegemal, som prinsen senere ønskede at hedde, men det skete aldrig.

Vennerne og kunsten

Kunsten har altid haft en central plads i prins Henriks liv. Han skrev digte, malede og lavede skulpturer. Her, og i evnen til at udfordre sig selv og hinanden intellektuelt, har han og dronningen altid haft et fælles rum, og hun har gennem årene beholdt det forelskede blik, når hun så på ham.

Men hvor hun var og er den, for hvem pligten kommer først og skæbnen forpligter - selvom han skrev bogen - har han været den, der har levet det mere muntre liv med en vennekreds, som normalt ikke færdes i de royale gemakker.

Mens dronningens gamle venner er fra adelen og den intellektuelle overklasse, har prinsens venner ofte været fra den mere farverige del af erhvervslivet. Folk som modeskaberen Erik Brandt, nu afdøde finansmand Peter Zobel, finansmanden Fritz Schur, som han blandt andet spillede bridge med, og erhvervsmanden Christian Kjær.

Eller sagt på en anden måde: Hvor hun var til langrend i Norge, var han til alpine skisportssteder i Sydeuropa.

Fransk og fremmed

Prins Henrik var en fremmed fugl i de royale gemakker dengang i 1967, hvor han og dronningen blev gift. Og rygterne løb, som rygter løber i et miljø, hvor så få kommer indenfor og derfor ved noget. Mens så mange står udenfor og derfor intet ved.

I den helt uskyldige ende kan jeg huske, at jeg som lille pige hørte, at de spiste meget sent, og at der var lys om natten på Amalienborg. Som man gør i Frankrig, men som man ikke gjorde hjemme i min landsby, hvor maden stod på bordet klokken seks, og lyset var slukket ved ti-tiden. På Amalienborg var både mad, sengetider og børneopdragelsen fransk.

Jo flere, der oplevede prins Henrik i de tidligere år, inden han blev syg, jo flere så den folkelighed, prinsen var i besiddelse af. Hans gennembrud, hvis man kan kalde det det, kom på et sommertogt i starten af 1990'erne, hvor dronningen måtte melde fra - som hun måtte senere i Grønland - og prinsen tog over. Og danskerne oplevede en alt andet end en stiv franskmand, men derimod en mand med store armbevægelser og store smil.

Der har været talt meget om prins Henriks manglende evne til at tale dansk uden accent. Han har beklaget mange gange, og det er blevet lagt som forklaring på, at han i flere år ikke var så populær.

Men der mangler en detalje ved den historie. For op gennem 1970'ere og 80'erne var ikke bare prinsen, men hele Kongehuset slet ikke så populært, som det blev efter 1995, hvor prins Joachim giftede sig med Alexandra, i dag grevinde af Fredensborg. Det smittede selvfølgelig også af på prinsen og hører med, for at billedet bliver fuldkomment.

Havde døden med sig

De senere år har prins Henrik været syg og været tiltagende dement. Først i september sidste år, efter at han havde sagt, at han ikke vil begraves ved siden af dronningen, blev hans diagnose stillet.

I bogen "Enegænger" af journalisten Stéphanie Surrugue fra 2010, er prinsen meget ærlig om sine tanker om døden. Han har i mange år tænkt på den hver aften, når han lagde hovedet på puden. Men uden frygt.

'Jeg har tænkt på døden i hele mit liv, ikke fordi jeg har været nedtrykt, men fordi døden for mig at se er det grundlæggende princip i det faktum, at jeg er i live. Uden død, intet liv," siger han på sidste side i bogen.

Prins Henrik blev 83 år.

Nekrolog: Folkets franske prins er død

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.