Når processen rent faktisk er vigtigere end resultatet
Af: Chefredaktør Troels Mylenberg

Overskriften her er naturligvis strammet lidt. For det skal og bør altid være resultaterne, der er mest fokus på. I politik som i meget andet. Det er kun i sportens verden, at vi kan tale henført - måske især i Danmark - om, hvordan det var så smukt et nederlag, vi fik os. Og med foragt konstatere, at dem der vinder de store og fine titler ikke altid er dem, der spiller mest charmerende og betagende. Så kigger vi på os selv og nyder hellere processen, det smukke nederlag og drømmen der aldrig blev til virkelighed, og kigger næsten med foragt på de store pokaler og flotte titler. Processen var smukkere og måske endda vigtigere end selve resultatet. Det kan godt være, vi tabte, men hvor var det dog et smukt nederlag.

Slap af med planlægningen af, hvordan sejren skal fejres, eller hvordan et eventuelt nederlag skal camoufleres. Og hjælp os i stedet med at forstå, at den politiske proces er vigtig. For resultatet og for den demokratiske medleven.

Sådan er det selvfølgelig ikke - og skal heller ikke være det - i politik. Det er resultaterne, der tæller, det er beslutningerne, der påvirker os alle, og det er i sandhed resultaterne og påvirkningerne fra beslutninger, som vores politikere skal måles på. Dommens dag for politikere er, når der er valg. Det er på den dag, at vi borgere - vælgere - kan gøre regnebrættet op og sige klart, at vi er utilfredse eller tilfredse. At vi vil noget andet, eller bare gerne vil have mere af det samme. Imens er det op til politikerne, og vi kan så se til udefra, vurderes, samtale, lege med, debattere, blande os eller blot se til.

Og i det lys er det måske på tide at huske på, at processen faktisk er vigtig. Ikke nødvendigvis for resultatet, men for tiden der gik imens. For vores opfattelse og oplevelse af politik, og for vores individuelle stillingtagen til, hvor vi peger hen, når valget næste gang kommer. Som standpunktskarakterer eller udtalelser, der jo gives for et forløb og ikke mindst for at pege i en eller anden retning. Du skal levere mere af dette, eller mindre af noget andet, lyder det fra lærerne. Giv den en skalle, ræk hånden op noget oftere, eller hold den nede og tænk mere, før du taler. En slags handlingsanvisende rådgivning om, hvad der skal til, for at du, når eksamen eller valget kommer og resultaterne skal gøres op.

Processen er afgørende, og den er værd at interessere sig for. Tanken om, at alle politiske forhandlingsforløb holdes i et lukket rum, hvor intet slipper ud, hvor offentligheden ikke kan påvirke og hvor det alene er politikernes selv, der taler om det hele, er måske forjættende for politikerne selv. For den giver ro og fred, og ingen indblanding. Den ville give mulighed for at smide nye tanker på bordet og for at prøve ting af, regne dem igennem, for så at smide dem ud igen, fordi man blev klogere. Men det er bare ikke meningen i politik, at det skal være lukket.

Her skal vi alle nemlig gerne være med, og det er en særlig værdi, at vi som befolkning ret beset også er lidt med ved forhandlingsbordet.

Politikere taler tit om, at især pressen kun interesserer sig for processen, og at det hele derfor kommer til at handle om, hvem der sagde hvad hvornår og om, hvem der er vindere eller tabere i et forhandlingsforløb. Og det er også rigtigt, at det meget ofte bliver for meget. Men pointen er måske, at netop processen faktisk er den allermest lærerige og afgørende del af den politiske debat. Og at processen og det store fokus på netop den slet ikke er noget, vi skal fornægte eller synes er forkert.

Vi hørte ellers budskabet igen fredag aften, hvor næste års finanslov faldt på plads. Her prikkede politikerne også til journalisternes store interesse for processen, den, må man forstå, irriterende og afsporende interesse for hvor lang tid forhandlingerne har forløbet, og på hvad der nu var på eller af bordet. Interessen for sammenkædningen af finanslov med skatteforhandlinger og udlændingeforhandlinger. For forholdet mellem forhandlingspartierne og politikerne og alt muligt andet. Nu måtte journalisterne fokusere på resultatet og på den politiske sejr, som nogen præsenterede det som, i stedet for at se på hullerne i osten.

Det har de selvfølgelig en pointe i. Eller som det vist er Bismarck, der altid (og efterhånden klichéfyldt trættende) citeres for; "jo mindre folk ved om, hvordan man laver politik og pølser, jo bedre sover de om natten".

Det er en velkendt sandhed, og for politikkens vedkommende også en vedtaget af slagsen. Underforstået at det politiske håndværk er beskidt og forbudt for børn og sarte sjæle i en grad, at man skal lade håndværkerne arbejde i fred, for så alene at vurdere dem på resultatet.

Men er det nu også rigtigt? Længere? For som sagt ligger ikke bare forståelsen, men måske også endvidere accepten af politikernes arbejdsmetoder og arbejdsrum i dagens transparente samfund faktisk i, at alle kommer tættere med ind i processerne. At vi kigger med og dermed også får større forståelse for dilemmaerne, udfordringerne og de svære afbøjninger, som er helt naturlige i politik, er netop - naturlige.

Måske en større accept af processen som både vigtig og også værdig til grundig og vedholdende opmærksomhed rent faktisk styrker det politiske resultat. Det kræver naturligvis minimum et par ting. Dels at vi medier i højere grad beskriver processen som netop en proces, og ikke alene som et slagsmål med vindere og tabere og med opmærksomhed på, hvem der er blevet mest ydmyget eller har snøret modparten mest ved forhandlingsbordet. Politik er et pokerspil, men det er også meget mere end det. Her har medierne en stor opgave.

Men politikerne har også en opgave. Nemlig den at være mere meddelsomme i forhold til det faktum, at man faktisk skal bøje sig, og at der skal gives køb på både mål, principper og idealer, for at få skabt aftaler med et flertal bag. Det er indlysende, men hvis det alene er fokus på at "vinde" finansloven, skatteaftalen eller udlændingestramningerne, der lyser ud af politikernes øjne, så er risikoen for, at det også er det, medier og dermed vælgerne fokuserer på stor.

Så, hvis man må sige det direkte i denne bagkant, der måske kunne virke som en slags time out i en håndboldkamp, så kunne et råd lyde således. Slap af med planlægningen af, hvordan sejren skal fejres, eller hvordan et eventuelt nederlag skal camoufleres. Og hjælp os i stedet med at forstå, at den politiske proces er vigtig. For resultatet og for den demokratiske medleven.