Mylenberg om Vermund-bog: Intet nyt fra højrefronten

Troels Mylenberg er ikke begejstret for Andreas Karkers bog om Pernille Vermund, frontkvinden fra Nye Borgerlige.

Mylenberg om Vermund-bog: Intet nyt fra højrefronten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Ny bog om lederen og stifteren af Nye Borgerlige, Pernille Vermund, fremstiller hende langt mere uinteressant, end hun med sikkerhed er.

Politisk bog: Ingen kan med bare nogenlunde fornuft påstå, at lederen af Nye Borgerlige, den værdikrigeriske og unægtelig modige højrefløjsforkæmper Pernille Vermund ikke er en spændende person. Ikke bare er hun stifter af et nyt og tilsyneladende succesfuldt parti og leder af en ny politisk bevægelse. Hun sidder også med endog meget stor sandsynlighed med nøglerne til magten efter det kommende valg.

Får hun succes og mange mandater ved valget, vil Lars Løkke Rasmussen og resten af det borgerlige Danmark ikke kunne komme uden om at forholde sig til Vermund og hendes tre ultimative politiske krav.

Går det ikke efter Vermunds plan, taler meget for at det stemmespild i den borgerlige lejr, som hun kan stå tilbage med, kan være præcis det spild, der sikrer et magtskifte og Mette Frederiksen statsministerposten.

Så med det bagtæppe og kun få måneder til valget, skulle det nok være muligt at gøre bogen om Vermund interessant. Men sådan er det desværre ikke gået med journalist Andreas Karkers portrætbog "Værdikrigeren".

Fundamentet er ellers udmærket, hvad der da også kendetegner den erfarne og velorienterede politiske journalist Karker. Han taler mange timer med Vermund selv og dykker desuden ned i kilder af andre typer. Men når sidste af de cirka 250 sider er vendt, sidder man ærgerligt nok som læser tilbage med fornemmelsen af stort set ikke at vide mere om Pernille Vermund og hendes parti Nye Borgerlige, end ved begyndelsen.

Selvfølgelig får man historien. Om den kernedanske piges opvækst i Kastrup og Snekkersten, hendes skoleår, de obligatoriske teenage-opgør, ægteskab(er), stiftelsen af familie, egen arkitektvirksomhed og politisk vækkelse som konservativt byrådsmedlem i Helsingør og folketingskandidat. Og om skuffelsen over den manglende hårde linje i indvandrer- og udlændingepolitikken hos de konservative, der først fører til udmeldelse dernæst til skabelsen af Nye Borgerlige, nærmest hen over en nat - og vist primært, sådan sælges det i hvert fald, kom i stand på baggrund af en kikset Tinder-date.

Men dybere kommer vi desværre ikke. Og kritisk er bogportrættet slet ikke, hvilket på det nærmeste er en utilgivelig mangel. Kritikken skal jo ikke til blot for kritikkens skyld, men langt mere for at kvalificere Vermunds valg og tanker yderligere. Hvad driver hende egentlig, altså andet og mere end ønsket om opfyldelse af de tre ultimative krav - stop for asyl, udvisning af udlændinge efter første dom og krav om, at udlændinge i Danmark skal forsørge sig selv?

Det er selvfølgelig meget enkelt at fremstille det, som om der ikke er mere bag ved projektet. Men sådan er det jo ikke. Og det kunne bare en beskeden kritisk brod i portrættet have vist. Til gavn for både bogen, forfatteren og ikke mindst til gavn for den portrætterede Pernille Vermund.

For nok sælger hun sig selv, sit parti og sit budskab på denne enkle formel, ligesom hun gerne iscenesætter sig som en, der kun er i politik af nød, og fordi nogen må påtage sig opgaven at få løst problemerne med udlændinge. Men det forklarer på ingen måde, at hun nu gennem snart et årti faktisk har søgt politisk embede. Der må være andet og mere bagved og indeni kvinden og politikeren. Mere der fortjener at komme frem, når nu en hel bog skrives.

Pernille Vermund er en uhyre interessant fremadstormende (udlændinge-)politiker. Ikke bare fremstår hun som en ægte bærer af sine synspunkter, hun forfægter dem også med et stort mod og en ukuelig ligefremhed, som har gjort hende landskendt på rekordtid. Der lyttes til hende, og den eneste af bogens nyheder er da også, at Vermund har været inviteret til kaffe hos Venstres næstformand, finansminister Kristian Jensen, hvilket vidner om, at man selvfølgelig forholder sig til hende med både bæven og beundring blandt de etablerede partier.

Desværre ender bogen med sin ukritiske og næsten leflende tilbedelse af hovedpersonen og ensidig selvfremlæggelse af alle væsentlige emner og begivenheder med at blive omtrent lige så æggende som en partiproduceret pamflet til uddeling foran Brugsen i valgkampen. Nok får man viden om mærkesagerne og de politiske mål, men skal man købe og læse en hel bog om et menneske, skal man altså lidt dybere ned end blot til det polerede lak.

Om det er Karkers eller Vermunds "fortjeneste" fremgår ikke klart. Men desværre ender det med at skade dem begge. Journalisten bliver - måske uforvarende - til en reklamemedarbejder. Og partilederen og stifteren bliver mere glat og uinteressant, end hun med sikkerhed er.

Andreas Karker: "Værdikrigeren - et portræt af Pernille Vermund", 256 sider. Forlaget Gyldendal.

To stjerner

Mylenberg om Vermund-bog: Intet nyt fra højrefronten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce