Mens vi sov...

Journalist Troels Mylenberg.

Mens vi sov...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Den indflydelsesrige og indsigtsfulde skribent og kommentator Thomas L. Friedman skrev det meget præcist i sin klumme i New York Times forleden:

"Donald Trump repræsenterer et stort dilemma for kommentatorer: At ignorere hans daglige udfald og udgydelser er det samme som at normalisere hans opførsel, men at skrive om dem hele tiden viser, at vi intet lærer."

I mine øjne en meget præcis pointering af den del af beskrivelsen af den nu et år gamle amerikanske præsident, der sandt for dyden har sat nye standarder for, hvordan verdensledere kan gebærde sig. For er tiden ikke kommet til at se mere på, hvad han beslutter, end hvad han tweeter? Se på, hvordan hans politik rent faktisk føres ud i livet - altså den af den, han kan få igennem. Lytte til de amerikanske vælgere. Dem som ret beset påvirkes noget mere af Trumps politik end alle vi andre, som nok på internationalt niveau kan finde meget at bekymre os om, når Trump trækker USA væk fra et internationalt ansvar og efterlader dels et enormt magt- og ansvarstomrum, dels et forandret trussels- såvel som mulighedsbillede, men som ikke påvirkes direkte. I hvert fald ikke endnu.

Omvendt kan vi næppe heller vende ryggen til den del af Trumps virke, som handler om hans menneskelige karakter. Det evindelige behov for selvhævdelse, for nedgørelse af politiske modstandere og kritikere, for udokumenteret undergravning af selv seriøse medier. Samt selvfølgelig hans helt igennem ucharmerende uopdragethed, som skurrer i alle sanser.

Hvordan kan verdens mægtigste mand dog finde på at opføre sig så skidt, at det får selv de værste bøller i en skolegård til at fremstå som dydsmønstre til sammenligning? Hvordan kan han være i besiddelse af så meget selvtillid og så lidt selvværd, at al kritik tages personligt og bæres som noget, der ligner livslangt nag? Hvis ikke det var så tragisk, så kunne man med et smil konstatere, at Bamse fra Bamse og Kylling fremstår som myndig og selvrefleksiv verdensborger til sammenligning med Trump.

Men det er ham, vi har på posten lige nu, og nu efter et år er verden trods alt hverken endt i atomkrig eller anden total nedsmeltning. I hvert fald ikke endnu. Og mon ikke Trump ligesom alle andre politikere rent faktisk besidder en tro på, at han kan gøre livet bedre for sine vælgere og borgere. Alt andet ville være besynderligt, og der er selvfølgelig også mange stemmer - høj som lav - i det amerikanske samfund, som kan få øje på gevinster ved Trumps politik.

Men som Friedman altså skrev i torsdags, så sker der ting og sager, mens vi har vendt ryggen til og slumret hen i forargelse, fornøjelse eller andre følelsestyngede reaktionsmønstre i en Trump-tid.

Friedman skrev således om sit besøg i computergiganten IBM's laboratorier, hvor han var blevet præsenteret for kvantecomputernes muligheder. Uden helt at kunne begribe substansen synes kvantecomputere at repræsentere nogle af de kommende års mest voldsomme forandringer i vores samtid. Det handler om hastighed, og om at disse computere vil kunne tage fat på løsningen af langt større opgaver, end vi kender i dag.

IBM-folkene kunne fortælle Friedman, at disse computere måske ville kunne blive op til 100.000 gange hurtigere end dagens velkendte processorer, og derfor kan computerkraften tage fat på beregninger og eksempelvis kortlægninger af molekyler, som vi slet ikke tidligere har kunnet forestille os, at vi kunne komme i nærheden af at kunne se eller forstå. Hvad det kommer til at betyde, er umuligt at sige, men at det bliver stort, er ingen vist i tvivl om.

Og imens mange af os stadig ikke kan forstå, at der er udsigt til selvkørende biler, robotter alle vegne, kunstig intelligens og alt mulig andet, der vender op og ned på den verden, vi kender, så er det øjensynligt kun småting i forhold til de forandringer, vi kommer til at opleve på mange andre fronter. Forandringer som vi end ikke har ord for endnu.

Skræmmende og spændende er det.

Jeg læste Thomas L. Friedmans ord og tanker, mens jeg selv var så heldig at besøge en af verdens mest internationale byer, nemlig Geneve i Schweiz. Her holder FN til, og her holder stort set alle internationale organisationer til.

Herfra udgår kernen i det internationale samarbejde, der binder os sammen. Her samtales der om krige, rettigheder, konfliktløsning og regler, der skal til for at verdenssamfundet fungerer. Der er nok at se til, og selv om succeserne faktisk er til at få øje på i en verden, hvor vi lykkes med meget, så kan man som besøgende ikke undgå at dvæle ved langsommeligheden. Det er i sandhed små skridt, der tages mange steder. Nogle gange ligefrem tilbageskridt, men Geneve og måske i særlig grad FN repræsenterer samtidig en imponerende insisterende vilje til at blive ved og ved og ved.

Måske nytter det ikke lige nu, og måske kan det virke udsigtsløst, at diplomater i jakkesæt og blanke sko taler og taler og taler og ingen vegne kommer i nær fremtid. Ligesom det åbenlyst i FN-bygningerne opleves som slidsomt at det initiativ, der for 70 år siden førte til samarbejdet mellem stater og for stater, i disse tider udfordres på omtrent selve eksistensen af selvsamme staters venden ryggen til bindende internationalt samarbejde.

Men ligesom med kvantecomputerne synes der så samtidig at ske alverden alligevel, mens vores øjne er rettet andre steder hen. For lys kommer der i øjnene på de FN-folk, der i stigende grad oplever, at byer, organisationer og helt nye internationale sammenkoblinger tager over, hvor staterne svigter. De oplever, at mens nationalstaterne styrkes af traditionelt tænkende politikere i mange lande, som trækker landene væk fra internationalt ansvar, så rykker individer, virksomheder og institutioner tættere på at repræsentere og tage ansvar. På den måde er de fremtiden for det internationale i en verden, der selvfølgelig bliver mere og mere international og grænseløs.

Det giver mange problemer og udfordringer og med sikkerhed også mange kommende voldsomme politiske diskussioner.

Men der sker altså en hel masse, mens vi har hovedet og opmærksomheden andre steder. Mens vi sover til den i realiteten søvndyssende lyd af Donald Trumps mange tweets, som Friedman udtrykker det. Måske vi skulle vågne lidt op og rette opmærksomheden mod alt det andet.

Trump går over. Måske lærer vi at leve med ham, og måske skaber han endda resultater. Vi ved det ikke. Men vi ved, at fremtiden er på vej uanset hvad.

Men der sker altså en hel masse, mens vi har hovedet og opmærksomheden andre steder. Mens vi sover til den i realiteten søvndyssende lyd af Donald Trumps mange tweets.
Der sker ting og sager, mens vi har vendt ryggen til og slumret hen i forargelse, fornøjelse eller andre følelsestyngede reaktionsmønstre i en Trump-tid. Foto: Scanpix
Der sker ting og sager, mens vi har vendt ryggen til og slumret hen i forargelse, fornøjelse eller andre følelsestyngede reaktionsmønstre i en Trump-tid. Foto: Scanpix

Mens vi sov...

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce