Medieudspil med originalitet, visioner og mod - og to store lysende spørgsmålstegn

Journalist og kommentator Arne Mariager. Foto: Vibeke Volder

Medieudspil med originalitet, visioner og mod - og to store lysende spørgsmålstegn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

De gamle Don-kosakker havde en brutal tradition. De rullede deres nyfødte drengebørn i sneen. Nogle af de små fik lungebetændelse og døde. Men det gjorde ikke så meget. De var alligevel aldrig blevet til rigtige kosakker!

I den socialt orienterede brugsforening, kendt som Danmark, er en sådan tankegang heldigvis uforståelig. Selv om det var en dansker, Thomas Madsen-Mygdal, der formulerede sætningen: Lad falde hvad ikke kan stå.

Mygdal var oprindelig radikal, men gik over til Venstre, fordi han ikke brød sig om de radikales tanker om, at staten altid vidste bedre og skulle blande sig i alt. Han var statsminister i perioden 1926-1929, og Mygdal-Madsen ville givetvis rotere kraftigt i sin grav på Hellerup Kirkegaard, hvis han kunne se, hvordan den danske stat efterhånden har overtaget ansvaret totalt fra den enkelte borger. Fra pasning af børn til spredning af de dødes aske, fra hvilke ord, vi må bruge, til hvad vi skal se på tv. Staten bestemmer.

I den forløbne uge præsenterede kulturminister Mette Bock (LA) så det længe ventede udspil til den fremtidige mediepolitik. (For naturligvis vil staten også bestemme, hvad vi skal se og høre). Der er tale om en plan, regeringen derefter vil diskutere med Folketingets øvrige partier med henblik på at vedtage et stort og langtrækkende medieforlig - frem til 2023.

Naturligvis har forslaget fået en blandet modtagelse på Christiansborg. Men det er bemærkelsesværdigt, at ingen - absolut ingen - har kaldt udspillet for fantasiforladt, visionsløst, traditionelt eller kortsynet.

Man kan mene, hvad man vil, om Mette Bocks tanker. Men kulturministeren har tænkt ud af boksen, som det hedder på nudansk.

Udspillet rummer store forandringer, mægtige, men også spændende udfordringer til medieverdenen og dens udøvere og viser en erkendelse i forhold til den tid, vi lever i. Det kan godt være, vi er nogle stykker, der stadig henter en stor del af vores orientering fra morgenavisen - sammen med rundstykkerne og kaffen. Men både vi og trykpresserne nærmer os bagdøren. De digitale medier fylder stuen.

Den bedrøvelige kendsgerning (man har vel lov til at hade udviklingen, når man er blevet 66) tager Mette Bocks udspil højde for. Vi har for en gangs skyld fået et politisk udspil, der rækker langt frem. Og som ud over nytænkning rummer det mod, der er dens forudsætning.

Men midt i oplæggets spændvidde og dynamik er der i det mindste et par dybt alvorlige spørgsmål, der står som selvlysende skilte midt i det hele. Og nej, det er ikke den voldsomme besparelse af DR's budgetter, jeg tænker på. Eller den brutale nedskæring af tilskuddet til Radio 24syv. Det er voldsomme krav, men har man som jeg arbejdet på et par af landets mindste dagblade (Morsø Folkeblad og Helsingør Dagblad), ved man, at der kan laves god journalistik, selv om ressourcerne er små. Der skal blot prioriteres. Nej, de store spørgsmålstegn står et par andre steder i programmet.

Først og fremmest i forbindelse med den såkaldte "public service"-pulje, der afsættes i det nye medieforlig. Puljen øges gradvist fra 35 til 220 millioner årligt. Hensigten er flot: At gøre det muligt for mange forskellige, private producenter at fremstille public service-programmer.

Og så er vi tilbage ved historien om kosakkerne. For gode public service-programmer skal rulles i sne, så de stærke, de gode overlever. Men sådan bliver det jo ikke i virkeligheden. Når man kender til kampen for overlevelse i producent-laget, ved man, at programmerne vil blive rullet i sukker!

Vi vil som seere få endnu flere idiotiske programmer camoufleret som public service. Bortset fra ordet "demokrati" er der næppe et ord så misbrugt som netop public service. Det bliver meget værre fremover. Den store bagedyst kommer til at stå som et intellektuelt program.

Det andet mægtige spørgsmål knytter sig til planen om at sælge 40 pct. af TV 2.

Denne station har under Merete Eldrups ledelse udviklet sig til en god forretning. Og helt i pagt med nyere tids tradition i dansk politik skal den derfor sælges.

Jeg mener - politikerne har solgt vort nationale teleselskab, vort nationale energiselskab, solgt ud af vort nationale transportsystem. Hvorfor i al verden skal vi så ikke sælge noget så ligegyldigt som en tv-station? Men til hvem? Det bliver afgørende.

Og når jeg går i seng i aften, vil jeg folde hænderne og bede til, at det bliver en køber, der vedgår sig et udgiveransvar, en "publisher".

Så vi ikke får en mægtig, international bolsjefabrik, der kun vil give danskerne noget sødt at sutte på.

Jeg vil endda håbe, at det bliver JP-Politikens Hus, som køber.

For på Rådhuspladsen og i Viby har de vist, at de kan skelne mellem forretning og samvittighed. Det bliver der brug for, hvis alle de fine ord omkring fremtidens mediepolitik skal få gang på jord.

Jeg mener - politikerne har solgt vort nationale teleselskab, vort nationale energiselskab, solgt ud af vort nationale transportsystem. Hvorfor i al verden skal vi så ikke sælge noget så ligegyldigt som en tv-station?

Medieudspil med originalitet, visioner og mod - og to store lysende spørgsmålstegn

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce