Endnu en gang viste vi danskere, at vi er langt mere nådige i dommen over de døde end over de levende.

Det var ikke alene sørgeligt og dybt højtideligt, da den store sølvgrå rustvogn ganske langsomt begyndte at køre bort fra Christiansborg Slotskirke. Det var også mærkeligt.

Det var tirsdag den 20. februar 2017, og vi vidste alle sammen, at hverdagen aldrig bliver helt den samme igen. Ikke helt. Kineserne har et mundheld, der lyder: "Vil du vide, hvor meget du betyder, så stik en finger i havet, træk den op igen og se, hvor stort et hul, den efterlader". Sådan bliver det for langt de fleste af os. Men sådan er det ikke helt med prins Henrik. Han efterlader et hul. Om ikke i havet så i det danske samfund. Vi blev alle sammen en lille smule fattigere, da han døde. Prinsen efterlader et savn. Fordi han var noget særligt.

Da de frysende mennesker foran slotskirken - og alle vi andre hjemme foran tv-apparaterne - så Volvoen forsvinde, havde mange af os garanteret en følelse af, at det var et menneske, vi kendte, der forlod os for aldrig at vende tilbage. Det er vel reelt det største kompliment, et medlem af kongehuset kan få.

Og helt i pagt med den charmerende franskmands liv i Danmark, gik han fra borde i røg og damp og med pibende fløjter. Og han fik det sidste ord. Musikkorpset fra Prinsens Livregiment spillede "Prins Henriks honnørmarch" - et stykke livsbekræftende, humørfyldt musik.

I TV 2-sstudiet havde de anbragt tidligere garder og forsvarsminister Hans Engell, som fortalte seerne, at dette musikvalg var højst usædvanligt. Det var alt for festligt til en bisættelse. Ja, selv af en march at være er denne meget munter, sagde Engell.

Men kamerafolkene fangede kronprinsen og dronningen lige netop, da musikken begyndte. De stod med deres sorg på slotskirkens trappe. Så bragede honnørmarchen ud over området, og kronprinsen lyste op i et befriende, stort smil og sagde et par ord til dronningen, der også smilede - gennem alvoren.

Prins Henrik havde selv skrevet en del af drejebogen for bisættelsen, Og det sidste musik, der blev spillet, mens han var iblandt os, var festligt. Det var et atypisk valg. Men det var prinsens valg. Og han fik det sidste ord. Det var vel derfor, hans ældste søn og hans hustru kom til at smile...

Alle vi andre bør måske overveje, om der i prins Henriks valg af "afskeds-musik" også var en hilsen til os, til danskerne. Og måske en lidt dybere hilsen end den helt umiddelbare: At livet har været godt. Det skal fejres, også ved udgangen. Måske var der lidt mere i honnørmarchen. Den kunne også være en hilsen fra en mand, der på falderebet ville sige: Kære danskere, farvel og tak. I har ikke altid været fair imod mig - men det blæser jeg på...

For vi må erkende, at prins Henriks død endnu en gang viste, at vi i det her land er langt mere nådige, når vi dømmer de døde, end når vi vurderer de levende.

- Fæ dør. Frænde dør. Selv dør man til sidst. Men ét ved jeg, aldrig vil dø: Dommen over død mands dåd!

Sådan står der skrevet i Hâvamål i den ældre Edda, sandsynligvis skrevet i første del af 800-tallet. Hâvamål betyder "den højeste tale", og derfor har vikingerne formodentlig ment, at det var selveste Odin, der her formulerede sig.

Der er gået 1000 år - en anden gud er kommet til. Men der fældes stadig dom over de døde. Men på det punkt er vi i Danmark nok blevet mildere stemt. Vi er nådige. Men i skæret af, hvordan vi dømte henholdsvis den levende og den døde prins Henrik, vil det være sundt, hvis vi både individuelt og kollektivt gør os nogle overvejelser. Hverdagene bliver måske lidt lysere, og mennesker bliver måske blive lidt lykkeligere, hvis vi lader storheden fra begravelses-talerne og nekrologerne finde vej til mennesker, mens de er i live.

Storm P. Sagde en gang, at der er noget vemodigt over at skulle udstoppe en fugl for at få den til at stå stille.

Der er også noget vemodigt over, at kendte mennesker skal dø, før danskerne opdager, at de kan lide dem.

  • fyens.dk