GOD AND IGEN: Her er redaktøren med opskriften på den perfekte juleand
Man kan skrive mange ting i en avis, uden at læserne opdager det. Eller i hvert fald uden at de reagerer.

Man kan skrive om, hvordan Anker Boye og hans socialdemokratiske styre forvalter byens ve og vel. Eller hvordan det er at spille golf på Odenses forskellige baner. Men den dag, man skriver om, hvordan man steger den perfekte juleand - tja, da kimer det ikke blot til julefest. Da kimer telefonen i et væk.

Sådan har det været for Hans Kiel, Stiftstidendes estimerede Odense-redaktør gennem de seneste 18 år.

Svend fra Kødbyen

Den dag, han satte sig til tasterne for at viderebringe en opskrift på den korrekt stegte juleand - ja, da havde han i dusinvis af læsere i røret. De ville vide, om det også kunne passe, at man kunne stege en and ved 120 grader i seks timer, uden at den brændte på. Eller om man kunne stege en gås på samme måde og ved samme temperatur. Eller en kalkun, eller en flæskesteg.

Og så havde han i virkeligheden bare været på vej til golfbanen, da han i bilradioen hørte, hvordan den store folkekære Svend fra Kødbyen i København ville stege sin juleand.

"Seks timer på 120 grader," sagde Svend.

Prøven

Hans Kiel undrede sig, så han var lige ved at køre i grøften. Det må jeg prøve, sagde han til sig selv, og så sneg han sig ud og købte en and, uden at hans Lisbeth opdagede det, gav den seks timer ved 120 grader i huset derhjemme i Gerthasminde og fik ros af fruen.

Aldrig havde han stegt så god en and, og han havde dog stegt et par stykker, for and er altså hans bedste spise, som han ikke bare spiser juleaften, men lige så gerne til sankthans. Og det er ikke engang en and.

Fynsk folkekrav

Det skrev han så om i avisen, og siden har det været intet mindre end et fynsk folkekrav til Stiftstidende, at bladet ikke kunne udkomme i dagene op mod jul, uden at det endnu en gang gengav opskriften på den perfekte juleand fra den nu snart 52-årige Odense-redaktør, der trods sin fortid i Aalborg er så - ikke fynsk, men odenseansk som nogen.

Og derfor bringer vi naturligvis redaktørens opskrift nok en gang, men samtidig vil vi på utallige opfordringer fortælle lidt om manden bag anden.

Dyreryg og franske oste

Vi træffer ham i et af hans utallige gøremål her op mod jul - en julefrokost med dyreryg og franske oste på menuen i gode venner og kildes lag.

- Hvorfra har du din interesse for ænder?

- Helt fra mit barndomshjem, lyder svaret.

- Her fik vi altid and juleaften. Men jeg kan sagtens spise and om sommeren også.Jeg tror, at jeg spiser en fem-seks ænder om året, hvor andre formentlig kun spiser en.

- Jeg husker en sommer, hvor vi stod nogle stykker henne på Christian IV og snakkede om vor fælles interesse: and. Det er i orden, sagde jeg, jeg har en liggende derhjemme i fryseren. Den kan vi spise hjemme hos mig på søndag, og så sad vi ude i haven og spiste and i 30 graders varme med rødkål, brune kartofler og hele skidtet.

Klasser bedre

- And er klasser bedre end kylling og alle mulige andre former for fjerkræ, også end gås og kalkun. De har en tendens til at blive for tørre, mens anden har en god smag og en god konsistens, og så passer den lige til to eller tre mennesker.

- Laver du mad derhjemme, også når menuen ikke står på and?

- Ja, dagligt.Jeg kan godt li' god mad. Nu har jeg også være så lykkelig og priviligeret, at jeg har rejst en del i bladets tjeneste, og herunder har jeg stiftet bekendtskab med køkkener rundt omkring. Det har så inspireret mig til at gå i køkkenet og prøve at lave noget, der står i kogebøgerne.

Kineserne kan

- Hvad er så verdens bedste køkken?

- Det er det kinesiske, ingen tvivl om den sag, skarpt forfulgt af det tyrkiske. Og med det italienske på en tredjeplads.

- Men det kinesiske er helt formidabelt, for her formår man at lave mad af ingenting. Vokser der en blomst i en grøftekant, spørger man, om man kan lave mad af den, og det gør man. Tyrkerne gør det nogenlunde på samme måde, dog med den forskel, at de arbejder mere med krydderier end kineserne, men også med utraditionelle råvarer og nogle spændende smagssammensætninger.

- Lidt af det samme finder man i Italien, hvor man laver små og spændende ting med pasta som det gennemgående tema, altså vel at mærke den hjemmelavede pasta.

Det jordnære

- Du har fået mere respons på din opskrift på den perfekte juleand end noget som helst andet, du har skrevet i Stiftstidende. Hvad siger det dig?

- Det siger mig, at folk kan forstå alt det jordnære. Jeg kan skrive en ottespaltet artikel om, at kommunen har overskredet sine budgetter med et hundrede millioner, og det giver naturligvis også en form for respons, men slet ikke i det omfang. Der er jo ikke mange, der ringer ind og kommenterer den artikel, men er der en fejl i en madopskrift, så er der telefonstorm, for det vedkommer naturligvis os alle, hvad vi skal spise juleaften.

- Mig siger det, at de nære ting skal være der, uden at vi dropper det andet om, at regeringen er i krise, eller at statsfinanserne har det dår-ligt.

Troværdig

- Har du nogen sinde lavet en and i avisen?

- Det har jeg jo nok, selv om jeg ikke kan huske det. Jeg mener altid, at jeg har prøvet at være troværdig i min journalistik. Sensationer er ikke at foragte, men mindre kan gøre det. Og derfor har jeg bestræbt mig på at være en troværdig journalist, som læserne kunne regne med. Jeg venter hellere en dag med at bringe en historie, hvis ikke jeg er sikker på, at den holder.

Flæskefrådsere

- Du er medlem af en forening for fingerspisende fynske flæskefrådsere. Burde vi have en tilsvarende forening for fynske andefråsere?

- Det kunne vi godt. Jeg har bare aldrig fået mig taget sammen til at lave en sådan forening. Men er der én, der tager initiativet, er jeg med.

- Svarer det at spise en god and til at få hole in one?

- Jeg ved det ikke. Jeg har spist mange gode ænder, men jeg har aldrig fået hole in one, så jeg ved ikke, hvordan den følelse er. Men jeg har været sammen med nogle, der har: Citychef Johannes Lolles-gaard fik hole in one. Han hoppede otte meter op i vejret.

- Ingen papænder

- Er der andetyper, du sætter speciel pris på?

- Nej, det må bare ikke være en pap-and, altså en and der er under 3000 gram. Får man en and på 2500 gram, kan man være sikker på, at den forsvinder under stegningen, og det gør den i hvert fald, hvis man som de fleste danskere knalder den ind i ovnen ved 200 grader i to timer.

- Så er der ingen and tilbage. Derfor skal en and være på 3000 gram eller derover. Så er det ligegyldigt, hvor den kommer fra. En god dansk and er lige så god som en hvilken som helst anden and. Den skal bare være fed nok.

Dansk landrace

- Hvad er så din favoritand?

- En dansk landand, der er stor, opdrættet ude på landet og vejer 3200 gram stegt ved 120 grader i seks timer. Det er fidusen, og den slår aldrig fejl, specielt ikke, hvis man samtidig serverer en kraftig vin, gerne fra Rhone-området.

Siger redaktøren. Og det er ingen and.
  • fyens.dk