Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


Livet efter døden i Banda Aceh


Livet efter døden i Banda Aceh

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

OPRYDNING: Ligene rådner under murbrokkerne i Indonesien, mens militær, hjælpearbejdere og beboere forsøger at vende tilbage til livet

INDONESIEN:Allahu Akbar! Allah er stor! Hyldesten gjalder ud fra moskeens højtalere, og et øjeblik stopper både hjælpearbejdere, achenesere og militærgrupper op. Mullahen, der kalder til bøn, er en tilbagevenden til det gamle liv i denne sønderrevne by.

Men pausen fra virkeligheden varer kun kort. Snart efter roder indbyggerne i Banda Aceh igen efter familiemedlemmer i ruinerne, militæret dirigerer igen trafikken og nødhjælpsarbejderne langer endnu en flaske vand ud fra lastvognens lad til de tørstende.

Det er tidlig morgen i byen på Sumatras nordligste spids. Banda Aceh fik naturens mægtige kræfter at føle, da flodbølgen 26. december skyllede syv kilometer ind i landet og rev alt med sig på sin vej. Denne morgen opjusterer de indonesiske myndigheder endnu engang de formodede tabstal i Aceh-provinsen.

Og ingen er i tvivl om, at mange af ofrene endnu ikke er gravet frem fra ruinerne.

Fra stranden og op til midt i byens centrum i et flere kilometer bredt bælte er alt jævnet med jorden. Alt fra små børnesko til busser ligger halvt begravet i mudderet. Og stanken af de rådnende lig under murbrokkerne bliver kun værre for hver dag, der går. Den river i næsen, sætter sig i tøjet og bliver til en dunkende hovedpine, der ikke findes nogen lindring for.

Leder efter lig

Det ved Maria og hendes studiekammerater fra universitetet kun alt for godt. De sidste seks dage har de frivilligt ledt i murbrokkerne efter kroppe eller det, der er tilbage af dem. Og stanken er blevet stærkere, fortæller den 23-årige pige.

- I morgen holder vi op med at lede. Vi kan simpelthen ikke få dem til at hænge sammen længere. Så melder vi os til at dele mad og medicin ud i stedet, fortæller hun.

Maria bor selv i Banda Aceh, og da bølgen ramte, sad hun i familiens hus sammen med sin mor og søskende.

- Vi spiste morgenmad, da jeg hørte vandet. Jeg troede, det var et terrorangreb, for det lød som en bombe, der eksploderede. Vi var rædselsslagne og begyndte bare at løbe væk fra huset og op mod bjergene. Nu bor vi i min onkels hus, selv om alle tingene er væk. Vores eget hus er helt ødelagt, fortæller Maria.

Hendes lille niece kom ikke med op i bjergene, og siden har ingen set hende.

- Selvom jeg leder, er det ikke lykkedes mig at finde liget. Men vi var heldige. Vi mistede kun én, siger hun og får våde øjne under tørklædet.

Sammenhold

Maria og hendes venner bærer masker for at kunne udholde stanken. De har kun været i gang i en time, men resterne af seks ofre for flodbølgen ligger allerede svøbt i sorte plastiksække langs vejkanten.

Det er længe siden, beboerne i Banda Aceh løb tør for ligposer. Og for flere dage siden blev det også opgivet at identificere ligene. Alligevel har Maria og studiekammeraterne fortsat arbejdet.

- Vi er alle i familie. Vi er alle muslimer, og vi føler med hinanden, siger hun.

Foran guvernørkontoret i den anden ende af byen har en skoleinspektør forsøgt at samle de elever, der overlevede flodbølgen. På trods af det massive bygningsværk er huset tomt indeni. Kun murene står tilbage.

I mudderet foran bygningen står eleverne iført skole-uniformer lidt betuttede på rad og række. Pludselig skriger de og løber alt, hvad remmer og tøj kan holde. Et jordskælv ryster Banda Aceh, og skrækken lyser ud af øjnene på de flygtende børn. Skolen bliver ikke genoptaget i dag.

Fælles bøn

Der er ikke ret mange, der smiler i Banda Aceh. Hører man lyden af latter, kan man være sikker på, at øjnene på den grinende har et skær af vanvid.

Beboerne hverken tørster eller sulter. Nødhjælpen når frem til byen, og oprydningen er i gang. Men hvad med de 35.000 forældreløse børn, der endnu ikke har fattet, at mor og far ikke kommer tilbage? Og hvad med de dybt traumatiserede mennesker, der har set forældre, søskende og børn blive slugt af havet?

For at komme videre, må beboerne holde sammen, mener Lettu fra den indonesiske hær. Og samlingspunktet er troen. Derfor har Lettu og de andre fra delingen brugt de sidste dage på at rydde op i byens største moské, der på mirakuløs vis stadig står efter flodbølgen.

- At kunne komme i moskéen og samles i bøn vil gøre hverdagen lidt mere normal for mange i Banda Aceh. Det har en stor symbolværdi at kunne mødes til fredagsbøn og dele smerten, mener Lettu, der tager et hvil på trappen foran moskéen.

Han er rejst hertil fra Vestsumatra for at hjælpe til. Efter oprydningen i moskéen venter bjergene af murbrokker.

- Det er ikke umuligt at få ryddet op. Men det vil tage måneder. Mindst. Og så taler vi kun om bymidten, siger han og nikker over mod en gravko, der synes lille som en myre i de uendelige ruinsletter.

Fattige hårdest ramt

Fattige mennesker bygger huse af træ og bambus, og rige bygger boliger af beton. Derfor er det også de fattigste, der har mistet mest. Det er fiskerne, der boede i små hytter tæt på stranden. Og det er risbønderne, der havde slået sig ned i en hel by af træhuse nede i det lavtliggende område for foden af bjergene.

Derfor er hele byer af fiskere og bønder blevet totalt udslettet i et mere end tusind kilometer langt bælte ned langs Sumatras vestkyst. Og det største problem lige nu er, at nødhjælpen slet ikke når ud til områderne uden for Banda Aceh, fortæller Lettu fra det indonesiske militær.

Der er ellers nok, der har meldt sig til at hjælpe. Katastrofen har tiltrukket en større gruppe fra Scientology, der forsøger at dele smerten med de overlevende. Og et par unge mænd med pandebånd fra den fundamentalistiske islamiske gruppe Hitzb-ut Tahrir tilbyder lægehjælp til de sårede.

Ved floden arbejder det australske luftvåben på at sikre vandforsyningen til byens beboere. Craig Cutler har været her siden nytår, og i begyndelsen var han travlt beskæftiget med at få de mange hjemløse sat på fly væk fra området.

- Ifølge det, jeg havde set på australsk tv, så handlede katastrofen mest om turister og ferieområder. Jeg havde slet ikke set billeder af flodbølgens virkelige omfang. Så det første, jeg tænkte, da jeg ankom, var, at vi nok skulle være her længe, fortæller han.

Det værste er børnene, mener Craig.

- Voksne finder jo altid en måde at komme videre på, men børn har virkelig brug for nogen at støtte sig til, siger han.

Under arbejdet med vand-rensningen har han og kollegerne fundet endnu et lig i floden. Det ligger nu i en sort plasticsæk ved vejkanten sammen med de andre.

I teltet ved floden sludrer australierne med nogle lokale, der gerne vil vide, hvor længe de bliver.

- Jeg ved ikke, hvor længe det er meningen, jeg skal være her. Men jeg har ikke lyst til at tage af sted, så længe der er noget, jeg kan hjælpe med, lyder svaret.

Livet efter døden i Banda Aceh

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.