Lægen, der blev bæltefikseret

Den tidligere læge, der gerne vil være anonym, har selv oplevet at være bæltefikseret under en indlæggelse på psykiatrisk afdeling i Odense. Det er en voldsom oplevelse, siger hun. Hun er glad for, at regionerne arbejder på at nedbringe brugen af tvang. Foto: Vibeke Volder

Lægen, der blev bæltefikseret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lone Jensen er flere gange blevet bæltefikseret under en indlæggelse på psykiatrisk afdeling i Odense. Hun har en psykisk lidelse, er tidligere læge, og har flere gange klaget over bæltefikseringer.

I et rækkehus i Odense bor en kvinde, der er psykisk syg. Hun har en bipolar lidelse og har 12 gange været indlagt på psykiatrisk afdeling i Odense. Første gang, det skete, var hun medicinstuderende. Dengang blev hun ikke bæltefikseret under indlæggelsen, men det er sket flere gange siden, når hun ifølge journalerne har optrådt truende, så lægerne har forladt hendes stue i løb.

- Det var sådan, da jeg blev udskrevet, at jeg rystede lidt på hovedet og tænkte "hvad fanden er der foregået", siger hun.

Hun vil gerne kaldes Lone Jensen, men hendes rigtige navn er redaktionen bekendt.

Det er to år siden sidste indlæggelse på psykiatrisk afdeling, da hun ved spisebordet i stuen byder på kaffe. Hun har hvidt hår og et strikket sjal over sin grønne bluse, og hun har klassisk musik i radioen og en udgave af Ugeskrift for Læger stående i en avisholder. På bordet ved siden af hende, har hun sat en kasse frem med journaler, og hun tager en bunke papir op fra kassen. På flere af siderne har hun sat streger med rød farveblyant og blå kuglepen.

- Det er svært, at man kan blive sådan, at folk beskriver en på den måde, siger hun med papirerne foran sig på bordet.

Hoppede i sengen

Det, der står i journalerne, afdækker blandt andet hvordan den stille kvinde, der lytter til klassisk musik og ror kajak, er blevet bæltefikseret under indlæggelse på afdeling P i Odense. I dag er hun 62 år, men det er kun få år siden, hun hoppede i sengen og råbte til Vor Herre på psykiatrisk afdeling. Flere af fikseringerne har hun klaget over, mens enkelte måske har været nødvendige, mener Lone Jensen.

- Det var mindre voldsomt end at blive holdt af 10 personer, hvor man også bliver vredet. Men det er voldsomt, voldsomt, voldsomt, jeg kan også mærke det på mig selv. Bare at sidde her og snakke om det, selv om der er gået fem år. Det er meget voldsomt, siger hun.

Men meget af det, der fremgår på siderne i journalerne, kan Lone Jensen ikke slet ikke genkende. Blandt andet forløbet, der førte til den hendes første bæltefiksering.

I stedet husker hun, at hun rejser sig op af stolen, da en overlæge ordinerer en bestemt slag medicin. Hun vil ikke have medicinen og føler, at den bliver ordineret hen over hovedet på hende. Hun rejser sig op af stolen for at gå ud af lokalet, og idet har den kvindelige læge følt sig truet, tænker hun.

- Så styrter lægen ud og kalder alarm, for da jeg kommer ud, står der en sværm af mennesker og kigger på mig, som om de er i et amfiteater, og jeg råber om hjælp. Jeg knæler ned for at bede dem om hjælp. Og til sidst råber jeg så højt, jeg overhovedet kan, for jeg vil have huset til at styrte sammen, så jeg kan komme ud af det her hus.

Bagefter falder hun til ro, husker hun.

- Jeg går med dem ind på stuen og sætter mig på en stol, og da kan jeg se, at de er ved at lægge bælte på sengen, og jeg skal derop og ligge i det. Det vil jeg selvfølgelig ikke, men så bliver jeg løftet op og lagt i bæltet, og de vrider mine arme og hænder, og jeg siger til dem, at de skal passe på hænderne, for jeg skal bruge dem igen. Det ender med, at jeg kun får bælte om maven og kan vælge mellem nogle tabletter eller nogle sprøjter. Så vælger jeg tabletterne, siger hun.

Ordinerede egen medicin

På trods af den sygdom, som flere gange sendte hende til psykiatrisk afdeling, blev hun uddannet læge og arbejdede i flere år som sygehuslæge uden kontakt med psykiatrisk afdeling.

- Det var et tabu, som man ikke snakkede om i mange år, og ingen måtte vide det, og ingen måtte se det, siger hun.

Derefter gik der mange år uden kontakt til psykiatrien, men på et tidspunkt gik det galt. Hun ordinerede sin egen medicin, der havde bivirkninger, der gav hyppige vandladninger og diarré. På et tidspunkt skulle hun på vandretur og senere på kanotur, og der valgte hun helt at stoppe.

- Men jeg vidste godt, at jeg gik på en knivsæg, for der er meget stor risiko for tilbagefald, når man bare holder op, siger Lone Jensen.

Hun blev indlagt i to en halv måned og blev senere førtidspensioneret, efterfølgende fik hun det bedre og har blandt andet holdt oplæg for sygeplejerskestuderende om tvang i psykiatrien. Sygdommen følger hende stadig, men hun har i dag et almindeligt aktivt liv og går både til dans og ror kajak. Men det er hårdt og følelsesladet at kigge i journalerne, for hendes sygdom har kostet hende meget over årene: job, ægteskab og venner. Hun får tårer i øjnene.

- Det er socialt en meget invaliderende sygdom, siger hun.

Lægen, der blev bæltefikseret

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce