Redaktørens røde stol

Jeg foretog min egen, private udflytning for snart fire år siden.

Efter 44 år i større byers vold rykkede jeg derud, hvor et Telenor-abonnement er omtrent skudsikker garanti for radiotavshed.

I det første stykke tid, efter at jeg var flyttet på landet, åbnede jeg døren til terrassen, når jeg kom hjem og lyttede. Intet kunne jeg høre. Ikke den konstante summen af motorvejen i det fjerne eller overboens skramlen i køkkenet. Kun stilhed. Så tyk, så man kunne skære i den.

Når en større, privat virksomhed vælger at flytte produktionen til den anden ende af landet - og i krav med love og regler tilbyder medarbejderne at flytte med eller finde et andet job - er der ikke sørgerand på dagbladet Politiken eller trist underlægningsmusik fra Emil Holms Allé.

De lokale spurgte næsten hver gang, vi mødtes ved købmanden, om "hvordan det var at være flyttet fra storbyen"?

Første gang, jeg fik den stukket ud, troede jeg ikke, at jeg hørte rigtigt. Måske var det den lokale, kantede dialekt, der spillede mig et puds.

Siden overvejede jeg, om de spurgte for at være morsomme - eller bare sarkastiske.

For jeg mener - Herning? Storby?

Men jeg svarede det samme hver gang: At det var dejligt.

Måske svarede jeg lidt på forventet efterbevilling i den første tid, sådan lige indtil jeg faldt til.

Sandheden er nok bare, at det gjorde jeg sådan set med det samme. For når døren til omverdenen var lukket, kunne jeg lige så godt have opholdt mig i Herning. Bortset fra støjen fra overboen. Eller i København. Bortset fra, at jeg aldrig nogensinde ville have kunnet tjene penge nok til at bo i så stort et hus som her ude i udkanten.

I denne uge skulle vi så atter gennem endnu en opvisning i, hvor stort et land, Danmark åbenbart er. Og hvor små vi er. Selv de mest skuffede provinsborgmestre var rene jubelhatte i forhold til den jammer, der lå som det konstant underliggende spor i mange reportager i de såkaldt landsdækkende medier - dem med postadresse i læ af Valby Bakke.

Jeg ved godt, at der er en del, der skal have atlasset frem for at udpege Løgstør eller Bogense. Men nu er hverken Aarhus eller Odense ligefrem Hjerl Hede - og de taler altså - en form for - dansk, selv i Løgstør og Bogense.

Når man prøver at forklare udlændinge om balladen om udflytningerne - som jo i sig selv er værdiladet - så kigger de ofte fåret på os og spørger: Hvad er problemet? Dels er afstandene så små, at man nærmest ikke tænker dem som afstand i større lande, dels er angsten for at skulle flytte sig et næsten utænkeligt parameter. Det skal nogle gange til - og det er udelukkende praktik for dem.

Jeg underkender slet ikke hverken personlige eller logistiske udfordringer ved at få sin arbejdsplads flyttet med et pennestrøg.

Men når en større, privat virksomhed vælger at flytte produktionen til den anden ende af landet - og i krav med love og regler tilbyder medarbejderne at flytte med - eller finde et andet job, så er der ikke sørgerand på dagbladet Politiken eller trist underlægningsmusik fra Emil Holms Allé.

Så er det jo bare konjunkturerne og tidernes ugunst, der byder, at den sønderjyske slagteriarbejder skal til at stave til Ringsted - og ikke skal gøre sig håb om ægtefællestøtte eller hjemmearbejdsplads i den anledning. Så selv om det aldrig er sjovt at lade andre bestemme sit udgangspunkt, så kunne det måske være godt at tænke lidt klart, når tårerne er tørret bort. I stedet for at jamre til hudløshed.

Jamen, ville du virkelig gerne bo helt derude på landet? Valgte du selv? Nej - og ja. Min kone - der dengang var på kærestestadiet - boede der, og efter at have kørt frem og tilbage i en uendelighed i næsten fire år var vi nået til det punkt, hvor vi ligesom skulle finde ud af, hvor vi skulle være. Sammen.

Og da hendes hus var større end min overpris-lejlighed, var det sådan set let, ud fra logi og økonomi.

Ja, jeg gik da lidt rundt om mig selv - i storbyen Herning - inden jeg bestilte den flyttebus. Men i dag må jeg indrømme, at jeg føler mig en smule hjemløs, når jeg en sjælden gang går op og ned ad gågaden igen. I den første stykke tid kom ormen af og til kravlende og gnavede i det: Jeg savner byen, fordi...

Sætningen kom sjældent længere. For hvad var det, jeg savnede? Jeg havde jo taget mit liv med mig.

Min far spurgte mig engang i en sjældent eftertænksom stund: Hvornår ved man egentlig, at man hører til et sted?

Jeg kiggede forundret på ham. Han havde på det tidspunkt boet 40 år i den by, han og min mor var flyttet til, nærmest ved tendenslodtrækning. Og selv om han ofte bedyrede, at han egentlig ikke havde noget forhold til byen, gav svaret alligevel sig selv - om ikke andet, når han med års mellemrum vendte tilbage til sit udgangpunkt og med vantro kunne konstatere, at "de havde lavet det hele om" - på de 40 år...

Og mon ikke også dem, der vover springet væk fra den toværelses på Østerbro eller rækkehuset i Smørumnedre finder sig til rette herude i det store åbne?

Efter et stykke tid kunne jeg høre igen: Traktorerne i det fjerne og børnene ovre på skolen.

Det skal nok gå alt sammen, djøffere.

  • fyens.dk