Pårørende til kronisk og alvorligt syge lever med et pres, som der ofte ikke er nogen til at hjælpe dem med.

Da 51-årige Harald Fabricius' kone, Charlotte, for omkring syv år siden fik den invaliderende smertesygdom fibromyalgi, kastede det ham og familien ud i et jordskælv.

Som mange andre pårørende til kronisk og alvorligt syge blev også han presset ind i en ny rolle, han ikke havde ønsket sig.

- Hver gang vi havde de der opbrud i vores liv på grund af hendes sygdom, så gjorde det noget ved mig. I starten vender man det indad, indtil man ikke kan rumme det mere og bliver den sure, gamle mand, og hvor det tærer på forholdet, siger han.

Han var bekymret over, hvordan deres økonomi skulle hænge sammen, hvis hans kone endte på sygedagpenge. Til sidst fik hun endelig bevilget en førtidspension.

- Indtil vi fik overblik over økonomien og solgt vores hus, som jeg var meget knyttet til, og flyttede til en nemmere etplansvilla, var jeg nok ikke den støttende husbond, som hun havde brug for.

Alle de ting, hans kone ikke mere kunne i hjemmet, måtte han også overtage.

- Nogle gange fik jeg bare så meget nok af sygdom. Samtidig så jeg også mig selv som usympatisk og fyldt med skam, når jeg ikke kunne forholde mig til min kones sygdom.

- Da hun også fik den smertefulde hudsygdom rosen, skældte jeg hende hæder og ære fra. Det var så unfair, og jeg får det helt skidt nu over at snakke om det, siger han.

Han fik ingen hjælp og bad som mange andre mænd heller ikke om den.

- Når et menneske bliver sygt, så rammer det jo også de pårørende. Men ingen i sundhedsvæsnet spurgte nogensinde, om jeg havde brug for støtte eller mere viden om sygdommen.

- Så kan nogle sige: Det kunne din kone da fortælle dig. Men når samtalen skal foregå mellem den syge og de pårørende, så går der let følelser i skidtet, og alt muligt andet bliver blandet ind i det, siger han.

Han fik til sidst hjælp gennem Fibromyalgiforeningen, hvor han var heldig at klikke med en i samme situation.

- Havde nogen bare taget mig ved hånden noget før, så havde det skånet os for meget. Min kones sygdomsforløb var blevet et andet. Uden at det havde kostet samfundet det store, siger han.