Håndboldprofil lever med kræften: Alle dage skal tælle lige meget

Daniel Svensson er aktuel med bogen "Der er kun dage", som er fortællingen om en imponerende håndboldkarriere og ikke mindst to alvorlige kræftforløb. Den tidligere håndboldspiller håber, at hans ærlige fortælling kan være med til at hjælpe andre med kræft tæt på livet. Foto: Carsten Lauridsen

Håndboldprofil lever med kræften: Alle dage skal tælle lige meget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Selvom den tidligere håndboldspiller Daniel Svensson har været kræftfri i mere end et år, har han efterhånden erkendt, at han skal leve med sygdommen resten af sit liv. For den har forandret ham - og hans nære omgivelser - på godt og ondt. Nu håber han, at hans erfaringer kan hjælpe andre.

Daniel Svensson ømmer sig med et grin, da fotografen beder ham sætte sig på hug.

- Så må vi se, om jeg kan komme op igen.

Han har lige styrketrænet for første gang i tre måneder. Hans deltagelse i "Vild med dans" har ikke bare taget hans tid. Den har også taget de fleste af hans kræfter, så der er blevet økonomiseret med de fysiske udfoldelser. Sådan må det nødvendigvis være, når for eksempel lungerne har taget så meget skade af strålebehandlingen, at to kilometers sammenhængende løb ikke længere er inden for rækkevidde. Men Daniel Svensson slår det hurtigt hen.

- Jeg har det jo i bund og grund fantastisk, siger han flere gange og lader forstå, at der er forskel på at tale åbent om de to runder kræft, han har været igennem på fire år, og på at "spille kræftkortet", som han kalder det. Når han for eksempel sagde ja til at være med i "Vild med Dans", var det bestemt ud fra et ønske om at dele sin historie til glæde for andre kræftpatienter. Men seerne fik aldrig at vide, at han ikke kunne træne lige så meget som de andre deltagere. De så heller ikke støttestrømperne under dansebukserne.

Ikke fordi han var flov over det. Eller forsøgte at skjule det.

- Jeg gider bare ikke klynke. For mig handler det om at få det bedste ud af hver dag, og så handler det om at hjælpe andre i samme situation.

En dag i efteråret 2013 sidder Daniel Svensson på en træningslejr i Sverige og forsøger at trække hætten på sin trøje ned over ansigtet, så ingen kan se, at han græder. Det har været et turbulent år.

I marts får han konstateret en form for lymfekræft, og fra sin lejlighed i den tyske by Lübbecke, hvor han spiller for håndboldklubben TuS, har han kæmpet sig gennem en intensiv kemobehandling.

I juli bliver han erklæret kræftfri og rejser tilbage til Danmark. Han har skrevet kontrakt med Skjern, og en opslidende, målrettet og benhård kamp for at vende tilbage til håndboldbanen begynder. Men det er ikke derfor, han pludselig begynder at græde den dag i Sverige. Han græder, fordi han i pauserne læser Brian Holms bog "Den sidste kilometer", der blandt andet handler om cykelrytterens kamp mod tarmkræft, og historien gør ikke bare indtryk. Det er på nogle måder som at stirre ind i et spejl.

- Den bog flyttede SÅ meget i mig, fordi det var første gang, jeg for alvor mødte en, der havde det ligesom mig. Da jeg så blev syg anden gang, besluttede jeg mig for, at hvis jeg kom igennem dét forløb, så ville jeg forsøge at hjælpe andre i samme situation, fortæller Daniel Svensson, der lige har udgivet bogen "Der er kun dage" for netop at dele og fortælle og hjælpe alt det, han kan - her godt et år efter, at han for anden gang blev erklæret kræftfri, og et halvt år efter, at han stoppede som håndboldspiller.

Daniel Svensson gider ikke klynke. Men han gider heller ikke levere en skønmalerisk fortælling om elitesportsudøveren, der nok fik kræft to gange, men kæmpede sig tilbage og nu lever upåvirket videre som et bevis på, at hvis bare man vil det nok, så klarer man den. For det har intet at gøre med virkeligheden. Livet ér ganske vist fantastisk. Bevidstheden om, at det kan slutte, før man aner det, har tilføjet en vis nerve.

- Og jeg forsøger at få det bedste ud af hver dag, siger Daniel Svensson og tilføjer så det vigtige og ærlige "men":

- Men jeg har også mange store spørgsmål, som jeg ikke har fået svar på endnu. Jeg ser anderledes på tingene end før min sygdom. Jeg ER en anden person. Det kan jeg mærke. Men jeg er stadig ikke helt klar over, hvem jeg så er, og hvad jeg nu vil. Vil jeg have børn? Vil jeg bo i et parcelhus i Aalborg eller i en lille lejlighed i København? Vil jeg begynde at spille jazzmusik?Det sidste spørgsmål bliver stillet med et grin, for dét kommer nok ikke til at ske, men det illustrerer hans følelse af, at alt er åbent, og sådan en frihed kan man godt blive lidt svimmel af. Han beskriver det selv som en følelse af at have et stort blankt rum indeni, som han først nu skal til at fylde med indhold. Og det er slet ikke så ligetil, særligt ikke fordi kæresten, Julie, der har støttet ham gennem hele forløbet, også er en del af ligningen.

- Jeg føler, at jeg har fået en meget egoistisk tankegang eller i hvert fald et skarpt fokus på, hvad jeg vil. For jeg har jo haft følelsen af, at der ikke skulle så meget til, før jeg slet ikke var til længere. Men er det forkert at have drømme og mål for sig selv? Og kan jeg holde dem op mod min kærestes ønsker? Kan vi finde en fælles vej? Mange spørgsmål, der er svære at finde svar på.

Han ved godt, at det er en lang rejse, han har begivet sig ud på, og at han selv skal finde svarene, men han har efterhånden også lært, at han ikke kan klare rejsen uden hjælp udefra. Daniel Svensson er ikke en mand, der hænger sig i ting, han skulle, kunne eller burde have gjort anderledes, men én ting fortryder han alligevel. Nemlig, at han ikke gik til en psykolog fra starten.

- Da jeg fik kræft første gang, var det altoverskyggende for mig at blive håndboldspiller igen. Min drivkraft var ønsket om at vise, at jeg både psykisk og fysisk kunne komme tilbage, så jeg skubbede alt andet til side, og håndboldbanen blev min mentale friplads, men efter det andet kræftforløb fandt jeg ud af, at der jo var så meget andet, der skulle bearbejdes. Det gik op for mig, at det var en god ide at tale med en psykolog.

Psykologen har givet ham nogle redskaber til at forstå de mange tanker og acceptere, at det for eksempel er helt naturligt med det forstærkede fokus på, hvad der er vigtigt for ham, men hun har også lært ham, hvordan han skelner mellem, hvad der er vigtigt, og hvor han kan file lidt på drømmene.

Ikke mindst har psykologen givet Daniel Svensson en forståelse for, at kræften altid vil være en del af ham.

- Der findes en bog, der hedder "Blandt løver", som meget fint sammenligner det at have haft kræft med at gå gennem livet med en løve ved sin side. Man ved, den er der. Til gengæld ved man ikke, om den kan finde på at springe på en igen. Og når det nu er sådan, nytter det ikke noget at lade som om, den ikke er der. Så er det bedre at se den i øjnene og tage den med mig som en påmindelse om, at jeg skal sørge for at få det bedste ud af alle dage. Jeg mærker den jo alligevel hver dag. Jeg bliver nødt til at forholde mig åbent til, at jeg er forandret.

- Hvordan er du forandret?

- Der er ting, jeg ikke længere kan, og så har det været underligt for mig at mærke, at jeg for eksempel har fået en lille smule social angst for store forsamlinger. Mig, der ellers er det mest sociale menneske i verden!Det er kun over for kæresten, han hidtil har sat ord på den forandring, men når man nu har sat sig for at være åben om efterdønningerne af et kræftforløb, må man også dele det hele.

- Jeg ved ikke, om jeg kan forklare det, og det er heller ikke noget, jeg som sådan indretter mit liv efter. Jeg kan bare mærke, at der er en lille angst forbundet med det, og det er virkelig underligt at have fået det sådan, men det tager jeg så med.

10 dage efter, at Daniel Svensson bliver erklæret kræftfri første gang, møder han op til sæsonstart hos Skjern. Da de andre spillere løber en 3000 meter-test, klarer han 400 meter. Så er der ikke luft til mere, og fødderne er fyldt med vabler. Men dagen efter løber han 800 meter, og dag for dag arbejder han sig gennem kroppens muskelgrupper - en ad gangen - velvidende, at det kommer til at gøre ondt.

Den fysiske vej tilbage til håndbolden er levende beskrevet i bogen "Der er kun dage" med den vigtige note, at han har været så privilegeret, at hans arbejde også blev hans genoptræning, og at ikke alle kan gøre som ham. Men, understreger han her fire år efter det første kræftforløb, blandt alt det, han gerne vil give videre, er også budskabet om, at det godt kan betale sig at finde sin egen grænse - og så gå hen over den.

- Jeg har jo en vis ekspertise i netop det, som han siger.

- Jeg har været professionel håndboldspiller i 17 år, og jeg har fået seks operationer i det ene knæ. Jeg har været tæt på at stoppe, men har presset mig selv tilbage gang på gang, og det kan på sin vis sidestilles med kampen efter en kræftsygdom, selvom det selvfølgelig er endnu hårdere. Jeg ved bare, hvor vigtigt det er, at man tør presse sig selv. Også selvom det både fysisk og mentalt er hårdt imens.

I mindst fire år endnu skal Daniel Svensson til jævnlige kontroller for at få svar på, om kræften er vendt tilbage. Han beskriver den paniske følelse i tiden omkring hver kontrol. Når man ikke bare én gang, men to gange har prøvet at få vendt livet på hovedet, tager man ingenting for givet.

Så der er dage, hvor "det ikke spiller", som han siger. Der er dage, hvor en uvant smerte eller et lille knude på huden stikker til frygten for, om kræften er vendt tilbage, men han er blevet bedre til at nyde dagen alligevel, og han er ikke længere bange for at tale om døden.

- Jeg tør godt være i det, der er svært, og når jeg godt kan bære det, føler jeg også en forpligtelse til at tale om det, så andre kan få gavn af det, men jeg har også en kæmpe respekt for dem, der ikke er klar til at tale om kræft. Jeg har venner, der har det svært med at tale om døden, og så nøjes vi bare med at tale om politik eller sport. Det er helt fint. Man skal ikke tvinges til at åbne op, hvis det føles ubehageligt, men jeg håber da, at jeg kan inspirere til lidt mere åbenhed, fordi min erfaring er, at det altså hjælper, siger Daniel Svensson, der allerede nu har planlagt flere foredrag, samtidig med at han står i spidsen for en fond, der skal hjælpe kræftramte børn. Og midt i det hele står han selv og skal navigere i efterdønningerne af fire opslidende år, der også har belastet kæresten og udfordret deres forhold.

- Jeg har hele tiden sagt til Julie, at der ikke findes noget rigtigt og forkert at gøre i sådan en situation. Det er en voldsom livskrise, vi har gennemlevet på fire år, og det er uundgåeligt, at det forandrer noget. Det vigtigste for mig og for os er, at der kommer to hele mennesker ud på den anden side.

Daniel Svensson
Født 3. april 1982 og vokset op i København og Søborg. Begyndte at spille håndbold som helt lille og fik sin debut som professionel håndboldspiller som 18-årig. Han har spillet for bl.a. Ajax Farum, FCK Håndbold, spanske Toledo, tyske TuS N-Lübbecke og senest Skjern Håndbold.Han indstillede karriere i foråret og har siden arbejdet som håndboldkommentator og stået i spidsen for en fond for kræftramte børn.

Han bor i Aalborg med sin kæreste.

"Der er kun dage" er netop udkommet på forlaget People's Press.

Håndboldprofil lever med kræften: Alle dage skal tælle lige meget

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.