Gud ikke skyld i det onde


Gud ikke skyld i det onde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

MINDEGUDSTJENESTE: Christian Dickmeiss' prædiken i Odense Domkirke for flodbølgens ofre

DET ER NU 11 dage siden, at flodbølgen ramte kysterne i Sydøstasien og dræbte omkring 150.000 mennesker.

I dag er der ved at være oversigt over katastrofens umådelige omfang, og den død og ødelæggelse, som den har spredt, også over antallet af danske ofre. Og vi har dyb medfølelse med dem alle.

Verden har som aldrig før kunnet følge denne katastrofe gennem mediernes massive dækning, så vi næsten ikke kan holde det ud længere, fordi den svære balance mellem ægte medfølelse og medieskabt nysgerrighed er ved at tippe over.

NÅR VI ALLIGEVEL synes, at det giver mening at samles til en mindegudstjeneste for flodbølgens ofre i aften, så er det af to grunde.

For det første er og forbliver det et voldsomt anfægtende spørgsmål, hvor Gud er henne i forhold til en sådan naturkatastrofe, og da er bøn og forbøn en stor hjælp.

For det andet er vi nu der, hvor opmærksomheden må rettes imod den genopbygning, som må følge efter katastrofen, og ikke alene imod den øjeblikkelige nødhjælp, som heldigvis har været enorm og p.t. tilstrækkelig - og det er så den positive side ved vor tids voldsomme medieopmærksomhed.

FLODBØLGEN VAR både meningsløs og forvoldte, udenfor moral som naturen er, ondt.

Den var ikke menneskeskabt, så vi har ingen at give skylden. Det gør den sværere at håndtere end krig og terror.

Vi ser i et spejl i en gåde, og vi kan ikke få eller give noget fornuftigt, heller ikke noget religiøst fornuftigt, svar på, hvorfor denne naturkatastrofe skulle dræbe netop disse ofre.

Tilfældigheder og meningsløshed er et vilkår.

Men det er vigtigt at få sagt, at heller ikke Gud er skyld i det onde.

Guds forsyn betyder ikke, at han tilsender os ondt, fordi det skal tjene et for os ubegribeligt overordnet mål i hans plan.

Ej heller er det straf.

Der sker - ikke alene i vores tilværelse med hinanden men også i naturen - ondt, som er og bliver ondt.

Paulus siger det på den måde, at hele skabningen sukker og er i veer. Ikke kun menneskeverdenen, men hele skabningen, er af lave.

MEN VI HAR ét at klynge os til: At intet, hverken det høje eller det dybe eller nogen anden skabning skal skille os fra Guds kærlighed i Kristus.

Og Guds kærlighed i Kristus rækker til alle hans skabninger. Også alle dem, der er døde i flodbølgen.

Gud forvolder ikke det onde, men hans forsyn kan måske bedst opfattes sådan, at han skaber nye livsmuligheder, på trods af det onde, som sker.

Fordi han ikke slipper sin skabning.

Og Guds forsyn, hans videreførelse af skaberværket inkluderer os, hans skabninger, som opmærksomme og handlende individer.

LAD MIG PRØVE at tale konkret her: I to rejsebreve fra den 2. og 4. januar af Mogens Kjær, generalsekretær i Danmission - som er i de områder, hvor Indien er blevet ramt, fordi Danmission støtter Arcotkirken på Indiens sydøstkyst - fortæller han om en af de landsbyer, som Danmission har lovet at hjælpe på fode.

Mogens Kjær fortæller om nødhjælp, der her gives til et kastesamfund, hvor landsbyens ledere bestemmer, at alle fiskere - hvad enten de er rige bådejere eller fattige bådlejere, og hvad enten de blev ramt af flodbølgen eller ej - skal have lige meget.

Dog skal de kasteløse, fordi det er dem forbudt som kasteløse at være fiskere, ikke have del i hjælpen, skønt deres huse lå på stranden, og de dermed er hårdest ramt.

I denne situation skriver Mogens Kjær:

"Vi vil gerne hjælpe de fattige fiskere, så det undersøges, om der kan dannes nogle kooperativer, så de selv kan eje både og net og få fortjenesten. Katastrofen kan altså blive anledning til, at de fattige organiserer sig og vil få mere ud af deres hårde arbejde i fremtiden. Og kirkens folk vil være meget opmærksomme på, at den del af hjælpen, som går gennem kirken også kommer de allersvageste til gode."

KAN DER PÅ baggrund af denne flodbølge skabes bedre kår for de fattige i Sydøstasien?

Kan der skabes en større forståelse i verdenssamfundet for denne klodes nødlidende i det hele taget?

Man har lov at håbe det og arbejde for det.

Og sker det så, har vi lov at se det som et udtryk for Guds forsyn, hans videreførelse af skaberværket, som inkluderer os, hans skabninger, som opmærksomme og handlende individer.

På en måde er der så noget at komme videre med efter denne katastrofe.

HVAD SÅ MED de 150.000 døde.

Hvor er de i forhold til nye livsmuligheder?

Er det ikke nærmest ufølsomt at tale om Guds forsyns nye livsmuligheder, når vi tænker på dødsofrene?

Jo, hvis vi kun havde et dennesidigt perspektiv, men det har vi ikke som kristne.

Vi har ved de 150.000 døde, akkurat som ved hver gang et enkelt menneske dør, fået givet et håb: At Guds nye livsmuligheder rækker ud over vores død.

Det håb har vi, så ufatteligt det kan forekomme os, dog noget at have i: Troen på den opstandne herre Kristus.

Vi er genfødt til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse.

Som han opstod, skal vi opstå.

Og da skal der ikke være skrig og sorg og gråd og pine mere, for han gør alting nyt.

Amen.

Christian Dickmeiss er domprovst ved Odense Domkirke. Teksten herover er den trykte udgave af den prædiken, han holdt i aftes ved mindegudstjenesten for ofrene i Sydøstasien.

Gud ikke skyld i det onde

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce