Interview

"Jeg tilgiver dig aldrig, hvis du laver en film om tro, håb og kærlighed". Sådan lød det fra en mor, da filminstruktør Erik Poppe talte med overlevende og pårørende om at lave en film om terrorangrebet på Utøya den 22. juli 2011. Ordene blev en væsentlig rettesnor for den film, der har skabt både debat og håb i hjemlandet, og nu kan ses i Danmark.

Mennesker klumper sammen i fælleshuset med frygt og forvirring malet i ansigterne. Hver gang, der lyder skud og nye skrig uden for døren, gibber det kollektivt i de forskansede unge. De er rådvilde og bange. Skal de flygte eller blive? Skal de holde døren låst eller forbarme sig og lukke dem ind, der kommer til sekunder senere og banker panisk på?

Minutter forinden har de været helt almindelige, politisk engagerede unge, der er samlet til Arbeiderpartiets Ungdoms årlige sommerlejr på Utøya. Meldinger fra hovedlandet om en bombe, der er sprunget i Oslo, skaber forundring og uro, men de føler sig trygge på øen. Der er vafler i madboden, mudder på gummistøvlerne, fællessamling om lidt og grin og snak på kryds og tværs. Da de første skud lyder, bliver de knap nok registreret.

Om Erik Poppe

Er oprindeligt uddannet fotograf og har høstet stor anerkendelse for sine spillefilm både blandt publikum og kritikere, nationalt og internationalt.Han debuterede som instruktør med filmen "Schpaaa" i 1998, og hans sidste spillefilm, "Kongens valg", blev udvalgt som Norges Oscar-kandidat i kategorien Bedste ikke-engelsksprogede film og udtaget i Panorama-programmet i Berlin i 2017.

Da de sidste skud lyder 72 minutter senere, er 69 mennesker på øen blev dræbt.

Et tidsrum, der i så mange andre sammenhænge kan føles som et knips med fingrene, men her føles som en evighed. Det mærker og forstår man for alvor, når man har set Erik Poppes film "Utøya 22. juli".

For ud over en indledende intro, der viser først bombesprængningen i regeringskvarteret i Oslo og siden sætter scenen i sommerlejren på Utøya, følger kameraet i et langt take uden klip, uden musik eller andre greb filmens hovedperson, Kaja, minut for minut, mens hun først flygter ind i fælleshuset og klumper sig sammen med andre unge, så leder efter sin søster, ringer til sin mor, trøster en døende, synger for en ven og skjuler sig på klipperne.

Filmen "Utøya 22. juli"

Filmen ønsker at flytte fokus fra gerningsmanden Anders Behring Breivik til ofrene. Derfor anes hans silhuet kun to gange i løbet af filmen.Filmen bliver fortalt i realtid i ét klip, hvor kameraet følger i hælene på filmens hovedperson, Kaja.

Der er ingen musik i filmen. Kun lyde, som der fandtes i virkeligheden: skrig, skudsalver, mennesker i løb, tilbageholdt åndedræt, hvisken og stilhed.

"Utøya 22. juli" har premiere i en række biografer landet over den torsdag den 3. maj.

Det er modbydelige, hjerteskærende, forfærdelige minutter, der går uendelig langsomt. For sådan var det i virkeligheden.

Manglende opgør

Den 22. juli 2011 var filminstruktør Erik Poppe sammen med sin familie på vej ind til Oslo i bil, da han blev ringet op af sin assistent.

"Noget forfærdeligt er sket", lød den korte, paniske besked om eksplosionen i hovedstaden.

Terrorangrebene 22. juli 2011

77 blev dræbt under bombesprængningen i Oslo og angrebet på Utøya. Mange overlevende lider stadig af både fysiske og psykiske eftervirkninger.Gerningsmanden, Anders Behring Breivik, begrundede angrebet på de unge på Utøya med, at de var "forrædere, der kæmpede for et multietnisk samfund".

Godt et år efter angrebet blev Breivik idømt forvaring på ubestemt tid.

Få minutter efter gik alle tv- og radiokanaler i breaking news. Først med historier fra Oslo. Et par timer efter med meldinger om skyderi på Utøya. Erik Poppes egen datter var medlem af Arbeiderpartiets Ungdom, men befandt sig ikke på sommerlejren. Det gjorde til gengæld andre venners børn.

- Det var kort fortalt en aften og nat, hvor alting stoppede, og ingen kunne begribe eller fatte noget som helst, fortæller filminstruktøren, da han genkalder sig den dag, hvor Anders Behring Breiviks terrorangreb kostede i alt 77 mennesker livet.

Erik Poppe husker de rædselsfulde helikopteroptagelser fra øen, lettelsen, da en gerningsmand blev anholdt, og den kollektive sorg, der lammede hele landet de efterfølgende dage og fik tusinder og atter tusinder til at forsamle sig tavst på torve og pladser med roser i hænderne.

- Jeg tror, at alle følte, at dette måtte vi aldrig glemme, og at vi skulle gøre alt for at forhindre, at det skete igen. Og da jeg selv stod der på Rådhuspladsen i Oslo og rakte en rose mod himlen, tænkte jeg, at nu kom opgøret mod den voksende racisme og nyfascisme, men siden var det, som om retsopgøret med Breivik og diskussionerne om et mindesmærke og jagten på fejl og syndebukke fik fjernet vores fokus, siger norske Erik Poppe, der er i Danmark for at tale om "Utøya 22. juli".

En film, han kort efter angrebet selv afviste, at man nogensinde ville kunne lave, men som endte med at føles som en nødvendighed af to årsager: Højreekstremismen fortsatte sin vækst og samtidig fortalte pårørende og overlevende enstemmigt Erik Poppe, at de følte sig glemt.

- Derfor blev det nødvendigt at genopfriske vores kollektive hukommelse og fortælle ofrenes historie, fortæller han.

Dyb skyldfølelse

Erik Poppe er en erfaren filmmand, der kan sine virkemidler og sine fortællemodeller, men denne gang var han i tvivl.

Var det overhovedet muligt at overføre det, der skete den dag, til film på en måde, så det gav mening - også for de overlevende og de efterladte?

Svaret kom fra netop de overlevende og de efterladte, som Erik Poppe havde mange, lange samtaler med, og som berettede om dagen, tiden, der fulgte, de fysiske skader og de psykiske og om skyldfølelsen, der tyngede de fleste.

- Der var forældre, der fyldte dyb skyld over det, de havde sagt til deres børn i telefonen, de råd, de gav - og at de ikke havde formået at redde deres børn. De unge følte skyld over at leve, mens deres nærmeste venner døde. De følte sig egoistiske og flove over, at de ikke tog mere hensyn og gjorde mere. Men ingen er helte ligesom på film, og ingen gjorde noget forkert. Kun én kan bebrejdes, og han sidder i fængsel, og jeg håber, at filmen kan give os en andre en større forståelse for, hvad der skete på den ø, så vi kan hjælpe med at fjerne skylden, siger Erik Poppe og nævner så ét særligt møde, der fik afgørende betydning for, hvordan han greb filmen an.

Mange var skeptiske over hans ide om en film. En del af de efterladte frygtede, at resultatet ville blive en spekulativ underholdningsfilm, og en mor, der mistede sit barn, gav udtryk for, at det var for tidligt.

- Hun troede ganske enkelt ikke, det var muligt, og så sagde hun noget, der blev ret definerende: "Hvis du på nogen måde prøver at lave en sentimental historie med tro, håb og kærlighed i stedet for at fortælle, hvad der faktisk skete - at mennesker blev dræbt, at min datter blev dræbt - så vil jeg forfølge dig og aldrig tilgive dig, for så har du spekuleret i min datters død". Og hendes ord understregede betydningen af, at det skulle gøres så præcist og virkelighedsnært som muligt og med den største respekt og værdighed.

En anderledes film

De fleste film ender med et glimt af håb. Først er der ulykke, udfordringer, kampe, der skal tages, men så kommer forløsningen.

Alt dette måtte Erik Poppe lægge til side til fordel for en så sand historie som muligt.

Ud af hundredvis af samtaler blev der skabt en fortælling med fiktive karakterer, så ingen efterladte skulle få fornemmelsen af, at det var deres barns historie, de så, men det, man ser i filmen i øvrigt, skete i virkeligheden.

Et sted på øen sang skræmte unge "True Colours" for at holde modet oppe. Et andet sted forsvandt alt håb, da det gik op for de unge, at helikopteren over dem ikke var der for at hjælpe, men for at tage billeder til tv.

Filmen er optaget på få intense dage på Utøya, og under hele forløbet allierede Erik Poppe sig med en gruppe af de overlevende. Nogle vil kalde dem konsulenter. Erik Poppe kalder dem for sine "nej-mennesker", fordi deres vigtigste funktion var hele tiden at holde filmholdet så tæt på virkeligheden som muligt.

- Og alle, som var med på projektet, fik den samme introduktion af mig, hvor jeg mindede dem om, at vi skulle møde alle med værdighed. Filmen er ikke for ofrene, den er for dig og mig, men den er OM ofrene, og hvis de ikke følte, at de kunne stå bag projektet, skulle vi ikke lave dem. Derfor skulle vi være ordentlige og ikke bare i mødet med dem, men i hele måden vi greb det an på, siger Erik Poppe og nævner som eksempel, at der helt usædvanligt ikke findes en trailer fra filmen, fordi ofrene ikke skal konfronteres med løsrevne bidder her og der.

De efterladte og de overlevende har også som de første fået mulighed for at se filmen ved en række lukkede visninger.

Vreden genfundet

"Filmen formår at gøre os følsomme for vold igen".

Sådan lød det i en af anmeldelserne i kølvandet på visningen ved filmfestivalen i Berlin i marts.

Erik Poppe tager de ord som en ros og håber i det hele taget, at indblikket i, hvad der skete på øen, at den frygt og rædsel, som sætter sig i kroppen i biografmørket, vækker lysten til at tage det opgør med højreekstremismen, som udeblev efter den 22. juli 2011.

Og noget tyder på, at det er ved at ske, mener han. De fleste af dem, der forud for filmen, insisterede på, at det var alt for tidligt, bakker nu op.

En kulturkommentator skrev for nyligt, at filmen, der allerede er set af en kvart million i hjemlandet, hjælper nordmændene igennem noget ubearbejdet, og for få uger siden valgte Norges justitsminister, Fremskrittspartiets Sylvi Listhaug, at trække sig efter et tweet om terror med tråde til angrebet på Utøya.

- Mit håb har hele tiden været, at vi ved at vise, hvad de unge oplevede, kunne genfinde den vrede, der skal til for at gøre op med de fjendebilleder, der nærer højreekstremismen. For få uger siden var jeg stadig i tvivl, men nu ved vi, at filmen var med til at skabe en regeringskrise, og jeg ved, at de overlevende er lykkelige for, at vi endelig får debatten.

  • fyens.dk