Indsigt

John Chemnitz, lektor og læge på Neurobiologisk Forskning, forklarer, hvorfor donationerne af kroppe til SDU er så værdsatte og vigtige for medicinstuderende, læger og forskere

- Hvad sker der helt konkret med de mennesker, som har doneret deres krop til forskning? Når de er døde, hvad så?

- Så ordner de pårørende selv bisættelsen. Det foregår via bedemand, og det har vi intet at gøre med. Når man er færdig med bisættelsen, kører bedemanden kisten til universitet til vores afdeling, hvor vi tager mod den afdøde. Vi vil gerne have, at bisættelsen kan ske inden for tre-fire dage, og det er bedst, hvis den afdøde kan ligge på køl i de dage.

- Hvorfor?

- Når man er død, begynder der at ske processer i kroppen, som begynder at henfalde. Forskellige strukturer går i stykker, og vi vil gerne kunne bruge hele kroppen ordentligt.

- Hvad gør I med kroppen, når den er ankommet?

- Den afdøde bliver taget op af kisten og balsameret. Vi skal have standset nedbrydningsprocessen i kroppen, og derfor sprøjter vi en væske ind i karsystemet, så processen standses. Dernæst opbevarer vi den afdøde i en beholder med ethanol, og så ligger kroppen der, indtil den skal bruges.

- Hvor længe har I typisk en krop?

- Vi kan have den op til et år eller halvandet.

- Hvad bruger I kroppene til?

- Der er tre områder: Vi har dissektionskurser med de medicinstuderende, og vi har læger, som kommer og efteruddanner sig og får en krop stillet til rådighed, så de f.eks. kan øve en operation. Vi kan også tage materiale, f.eks. en lårbensknogle eller hjernen, ud til forskning. På det nye OUH får vi mulighed for at fryse afdøde ned, så man kan tø dem op. Det betyder f.eks., at kirurger kan øve sig på mere friske kroppe, og at vi nærmer os omstændigheder som med levende mennesker. Når man skal øve operationer, har det stor betydning, at kroppen er mest frisk - jo mere frisk, den er, jo lettere kan man eksempelvis spalte nerver og kar fra hinanden.

- Man kan meget med dyr og teknik - hvorfor er det vigtigt at bruge en rigtig krop?

- Det er væsentligt at opleve og arbejde med det tre-dimensionelle i kroppen. Vi bygger meget på teknik og dyreforsøg, men vi fastholder dissektion, fordi det er så afgørende en måde at lære kroppen på.

- Er der en nedre grænse for, hvor meget, der kan være tilbage af én, når I er færdige?

- Hvis vi bruger både hjerte, hjerne og forskellige dele af kroppen, er der ikke så meget tilbage. Men vi sørger altid for, at der er noget fra afdøde, der kommer i kisten igen og kommer tilbage til de pårørende, eller hvor den afdøde nu har ønsket det.

- Hvor mange donationer får I om året?

- Vi ligger mellem 20 og 50 årligt, og vi værdsætter meget, at folk testamenterer sig til os. Ved at gøre det optimerer man uddannelsen. Det er væsentligt, at de medicinstuderende kommer til at arbejde med de virkelige ting i stedet for at kigge i et atlas. Der er alt forfinet og ensartet - der er intet fedtvæv og bindevæv som i virkeligheden.

- Hvordan kan I være sikre på, at en studerende ikke pludselig sidder og kigger på Moster Oda?

- Hvis det er hele den afdøde, der bliver brugt, kan man selvfølgelig se ansigtet, men jeg har været her i 40 år, og jeg har aldrig oplevet, at der var én, jeg kendte. Godt nok kommer de fleste af vores afdøde fra Region Syddanmark, så vi kunne teoretisk være ude for, at en af vores medicinstuderende kendte én, men når vi sprøjter væske - det er cirka ti liter - ind i kroppen, ændrer man lidt på strukturerne, og det er meget svært at genkende nogen.

- Hvad med sig selv? Har du doneret din krop?

- Jeg er organdonor, men jeg er ikke donor hertil instituttet. Der er trods alt for mange, jeg har gået her sammen med i mange år.

  • Kim Skovsby

    Af:

    Jeg er journalist på erhvervsredaktionen på Fyens Stiftstidende. Her har jeg været ansat siden 2006, og jeg har dækket mange forskellige stofområder (bolig, mad, samfundsforhold), ligesom jeg i en årrække var lokalredaktør på redaktionen i Kerteminde. Jeg har været på erhvervsredaktionen siden 2014 og skriver blandt andet om privatøkonomi, social dumping og virksomheder. Jeg bor i Kerteminde og bruger bl.a fritiden på at ro havkajak.