Søndag med Mylenberg

Ulve, omskæring, land/by, burka, betalt frokostpause.

Det er en konfliktfyldt tid, vi lever i. Og hvor uenighed som bekendt gør stærk, så kunne noget tyde på, at lige præcis den gamle læresætning bør skrives om. For hvor stærke bliver vi egentlig som samfund i en tid, hvor det ikke bare er meningsdannere på de høje piedestaler, der diskuterer? Det er også alle andre, høj som lav, der tilsyneladende ligger i konstante debatkrige på alle de platforme, vi overhovedet kan komme til at diskutere på.

Mens vi i generationer har hyldet det danske samtaledemokrati og dets velklingende højskoleskønhed og idealer om kompromisser og gensidig bøjning mod hinanden betinget af argumentets kraft og viljen og evnen til at kunne se en sag fra modpartens synspunkt, så eksisterer den slags måske efterhånden kun i fantasiens verden.
Troels Mylenberg

Diskutere, debattere - det skulle gerne være en samtale. Men det minder mere om et skænderi, et evindeligt skænderi. Forskellen på samtaledebat og skænderi er velsagtens det forhold, at i skænderiet lyttes der ikke så meget til hinanden, her gælder det alene om at fremføre eget synspunkt, og når modsynspunktet leveres, byder man blot ind med gentagelse af eget synspunkt - i et opskruet decibelniveau.

I den store offentlige samtale er det yderst sjældent, at luften bliver renset. Yderst sjældent at et af de store vedvarende offentlige skænderier gør andet end at forurene.

Det skal ikke her handle om skyld eller skam over skænderierne, mest bare den konstatering, at vi som samfund ser ud til at have lukket ned for centrale dele af samtalen for i stedet at stå og råbe fra hver vores talerstol.

Ulvedebatten er et eksempel. På den ene side står fortalerne. Dem der hilser det vilde og sky rovdyr velkommen tilbage til den danske natur. Og som hverken forstår frygten eller forslag om indhegning.

Mordet på en ulv forleden, hvor en 66-årig mand tog loven i egen hånd og skød et af de fredede dyr, skar fronterne endnu stærkere op. Og alt andet end ulve blandes nu ind. For eksempel, som nogen hævder, at der her er tale om endnu et element af debatten om land og by. Hvor byboerne, der jo kun har nattelivets og værtshusenes ensomme "ulve" at bekymre sig om, hverken kan eller vil forstå og acceptere landfolkets noget mere lavpraktisk betingede bekymring.

Fra at være en potentiel interessant debat og mellemfolkelig samtale om mulige løsninger, bekymringer og forsøg på forståelse af hinandens udgangspunkter, har vi på ulvefronten i stedet fået et slagsmål.

Måske bedst af alt illustreret i et radioprogram på P1 fredag eftermiddag, hvor den tidligere TV-Avisen-studievært Reimer Bo Christensen bagte op til det helt store konfronterende interview med tv-manden og dyrekenderen Sebastian Klein.

Reimer Bo var så optaget af at sætte en konfrontatorisk tone, at han slet ikke havde fået fat i, hvad Klein egentlig mente. Uenigheden var øjensynligt vigtigere - sjovere - end meningsudvekslingen og muligheden for Klein til at få forklaret, hvorfor han mener, at frygten for ulven er overdrevet, og at problemet slet ikke er ulven, men i stedet vores ubegrundede frygt for den.

Nuancerne, pointerne og substansen tabes nemt, når debatter bliver til skænderier. Måske det ligefrem er definitionen af forskellen på debat og skænderi. Som det også gælder med meget andet end ulve. Tag burkadebatten (eller skal vi kalde det burkaskænderiet), omskæring, udflytning af statslige arbejdspladser eller de overenskomstforhandlinger, der i skrivende stund stadig foregår i den 11. time, der efterhånden har været i uger.

Det er nok naivt at forestille sig, at debatter ikke indimellem ender i skænderier. Og der er da nok også en grund til, at vi ofte taler om det gode skænderi, der renser luften og som i alle mulige relationer kan være ganske kærkomment.

Men i den store offentlige samtale er det yderst sjældent, at luften bliver renset. Yderst sjældent at et af de store vedvarende offentlige skænderier gør andet end at forurene. Og man kan spørge sig selv hvorfor?

Om ikke det i ret høj grad handler om den grundlæggende tilgang til uenighederne? Vil man vinde en debat (et skænderi), så skal den anden part jo tabe. Der er ikke sølv- og bronzemedaljer i skænderier, og heri ligger nok den egentlige kerne i udfordringen.

For mens vi i generationer har hyldet det danske samtaledemokrati og dets velklingende højskoleskønhed og idealer om kompromisser og gensidig bøjning mod hinanden betinget af argumentets kraft og viljen og evnen til at kunne se en sag fra modpartens synspunkt, så eksisterer den slags måske efterhånden kun i fantasiens verden. Forestillingen om, at processen er den vigtige, at samtalen i sig selv er målet, og at en debat med vindere og tabere gør alle til tabere, har fortonet sig.

Lige på det område må vi nok konstatere, at den danske model - samtalemodellen - har spillet fallit. Eller i hvert fald har brug for både kunstigt åndedræt og hjertemassage. Hvis vi altså vil den overhovedet. For det handler jo om os selv, om vores egen vilje eller mangel på samme til at ville lytte og til at ville opsøge kompromisser og forståelsen.

Selvfølgelig er der emner, hvor kompromisser ikke er nemme eller måske endda helt umulige at stræbe efter. Enten er man for eller imod, og der skal træffes en beslutning. Skal noget forbydes eller tillades?

Men som det er gældende i langt de fleste debatter, er der argumenter på begge sider, som giver mening. Det er de færreste sager, der er sorte eller hvide, og det er de færreste beslutninger, der træffes med overbevisningen 100-0. Ofte er det 80-20, 60-40 eller måske endda 51-49. Også inde i os selv.

Den slags kunne det nok være godt at huske på, når vi tager luft ind til endnu et ulveskænderi, en omgang om overenskomster eller endnu et slag om burkaer, omskæring, udflytninger og udligningsordninger.

Det er ikke sort-hvidt, men heller ikke nødvendigvis gråt i gråt. Lige netop i de gode debatter er det jo i gråzonerne, at alle farverne findes.

  • fyens.dk