De sjove krige og de sørgelige sange

Arne Mariager

De sjove krige og de sørgelige sange

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Det er træls, sagt på jysk. At skrive noget fredag formiddag som først bliver læst søndag morgen. Især når det drejer sig om så vigtige emner som en finanslov og måske - måske ikke - en skattereform og en stramning af udlændinge-politikken. Bedre bliver det jo heller ikke af, at håndboldpigerne i skrivende stund har en spændende kamp mod russerne til gode. Alle vi hun-bold-fans bruger tid og energi foran tv'et i disse dage. Men der er for mange spørgsmålstegn.

Heldigvis er der da fundet en enkelt brugbar løsning i den forløbne uge. Efter et meget langt tilløb lykkedes det Storbritannien og EU at klare det første, lille hop om en Brexit-aftale. Nemlig at finde en løsning på spørgsmålet om grænsepolitikken mellem republikken Irland, der også fremover er medlem af EU, og Nordirland, der som en del af Storbritannien følger England, Skotland og Wales ud af EU. Løsningen lyser langt væk af at være et kompromis. Og den er, som kritikerne siger, mere en formulering end et resultat. Men den er der. EU, briterne og irerne er enige. Hvad fremtiden så bringer, er en anden sag. For området Nordirland er et minefelt. Spændingerne mellem de britiske protestanter og det katolske, irske mindretal er enorm, stadigvæk. Det har umiddelbart intet at gøre med EU og Brexit. Men hvis der er nitroglycerin i en flaske, er det farligt, hver gang den rystes.

I øvrigt har det været en uge, hvor en af den grønne ø's store sønner trænger sig på i erindringen. Poeten, forfatteren, oprøreren, sangeren og - vel også -alkoholikeren Brendan Beehan. Han sagde en gang: Den irske sjæl repræsenterer på én gang en præst og en pirat, en digter og en kriger. Det er derfor, vore sange er så sørgelige og vore krige er så sjove.....

Beehan, der døde i 1964, kun 41 år gammel, havde nu ikke helt ret. For mange af de irske sange er sjove. Og de irske krige har været dybt sørgelige. Men overfører man hans påstand til dansk politik anno julen 2017, giver den en vis mening. Tre regeringspartier og et støtteparti, for nemheds skyld altid kaldet blå blok, er nemlig ofre for den Beehanske teori. De repræsenterer både præsten og piraten, digteren og krigeren. Og de er endda kommet længere end Beehan. For de kan repræsentere alle disse sindelag på samme tid - men sjældent på samme tid som den øvrige del af fællesskabet. De er aldrig i den samme stemning på samme tid som kollegerne.

Det store regeringsparti, Venstre med statsminister Lars Løkke Rasmussen i spidsen står med ansvaret for, at riget får en finanslov for 2018. Partiet vil gerne samtidig eller tæt på have gennemført en skattelettelse, især for danskere med små arbejdsindkomster.

Støttepartiet, Dansk Folkeparti, er ret ligeglad med en skattereform. Men partiet fik et skuffende kommunalvalg. For første gang i sin ret korte levetid gik partiet tilbage. Derfor har Dansk Folkeparti trukket sit sikre kort: Udlændingepolitikken. Den skal strammes, siger partiet. Ellers vil DF ikke være støtteparti. Selv om den danske udlændingepolitik de senere år er blevet strammet i en grad, så den balancerer på kanten i forhold til de internationale konventioner, vi selv har skrevet under på. Kan vi overhovedet juridisk gennemføre flere stramninger? Eller vil vi som befolkning overhovedet moralsk være med til flere stramninger? Som en gammel ven siger: - Der er en naturlig grænse for, hvor meget man kan bede en mus stramme røvhullet til. Men for Dansk Folkeparti er stramninger af udlændingepolitikken et krav.

Regeringspartiet, Liberal Alliance, vil have skattelettelser. Det er partiets mantra. Ikke så meget for mindre lønindtægter som for større. Og derfor siger partiet, at finanslov og skattereform skal vedtages i et hug. Ellers er partiet klar til at tage et valg.

Tilbage i blå blok er så Det konservative Folkeparti, der havde et fint kommunalvalg og som har fået gennemført en erhvervspakke. Partiet opfører sig elskværdigt. Men ellers er uenigheden markant. To af fire partier stiller ultimative krav. Og deres politiske studehandler bringer os som vælgere og borgere i demokratiet Danmark i nogle urimelige situationer, Tænk at skulle stå i stemmeboksen og spørge sig selv: Skal jeg nu stemme for en skattelettelse, som jeg gerne vil have - og så samtidig stemme for en stramning af en udlændinge-politik, jeg er flov over?

De politiske partier burde løse deres opgaver bedre, så befolkningen ikke blev taget som gidsler for politikernes ambitioner og angst for nederlag.

Og mens man så sidder og spekulerer over demokratiets svagheder, smider lederen af verdens største demokrati, USA's præsident, en tændstik ned i en sjat benzin. USA vil anerkende Jerusalem som Israels hovedstad og flytte sin ambassade fra Tel Aviv til Jerusalem. Tak for kaffe, hr. Trump. Når vi nu alle sammen ved, at for palæstinensere og arabere er Jerusalem lige så hellig som for jøderne. Pokkers med Trump. Han passer ikke helt til Brendan Beehans citat. For nok kan man ane både piraten og krigeren. Men hvor er præsten og digteren?

De politiske partier burde løse deres opgaver bedre, så befolkningen ikke blev taget som gidsler for politikernes ambitioner og angst for nederlag.

De sjove krige og de sørgelige sange

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce