Interview

Instruktøren Christian Tafdrups film "En frygtelig kvinde" har på mindre end en måned sendt 120.000 danskere ind i biografmørket for at se en satirisk statusrapport over, hvordan mænd nogle gange har det med at leve med deres kvinder.

Filminstruktøren Christian Tafdrup var slet ikke klar over, at han i virkeligheden satte sig i stolen som katalysator for mange mænds frustrationer i deres parhold, da han lavede filmen "En frygtelig kvinde", der havde premiere i juledagene.

Mindre end en måned senere har 120.000 danskere været i biografmørket for at se historien om Rasmus, der bliver klemt flad af sin kæreste Marie. Og for at se sig selv.

Noget tyder på, at Tafdrup har lettet på låget for et tabu, der længe har boblekogt hos det såkaldt "stærke køn".

Oplevelsen af, at kvinder har en ubændig trang til at forme deres mænd, indtil de er blevet, som de vil have dem. Hvorefter de bliver uinteresserede i den tomme skal, der er tilbage. Og hvor mændene føler, at de er blevet væk for sig selv.

Lyder det som jammer? Som ulidelig selvmedlidenhed fra det køn, der ellers altid omtales som "det stærke"?

Christian Tafdrup er ikke i tvivl. Mænd er ikke de stærke.

De er sådan set ligeså meget i tvivl og svage som kvinder. De må bare ikke rigtig have lov til at være det.

"Jeg har brugt mange år af mit liv på at have det dårligt i parforhold", siger han.

Kæresterne kunne gøre ham usikker på, hvad de egentlig ville have af ham, og det undrede Christian Tafdrup, at han - der ser sig selv som ret selvsikker, blev gjort usikker af kæresten. Og at han blev den svage i konflikterne.

De dagbøger, han skrev, viste sig at være en logbog over frustrationerne ved ikke at kunne være "rigtig" i forholdene, og da han viste optegnelserne til sin bror, var hans umiddelbare reaktion, at "det kunne der komme en god film ud af".

Så derfor blev "En frygtelig kvinde" til virkelighed på det store lærred, og selv om filmens Rasmus, der bliver til en underkuet tøffelhelt af kærestens dominerende adfærd over for ham, ikke er virkelighedens Christian, er inspirationen hentet fra instruktørens inderste - og fra de andre mænd, han møder.

Da filmen blev vist tidligere på året, blandt andet på filmfestivaler, viste det sig allerede der, at Christian Tafdrup ikke var alene med sine oplevelser.

Langt de fleste forstod godt hans humoristiske tilgang, der med hans egne ord også er kærlig over for kvinderne.

Men allerede da de første interviews dukkede op i medierne, fik tonen også en anden lyd.

- Jeg er glad for, at så mange har en mening om det, jeg laver, og at de læser sig selv ind i det, filmen behandler. Men jeg undrer mig over, at så mange lægger deres fastlåste meninger om, hvad mænd er for en størrelse ind i debatten om filmen, siger Christian Tafdrup, der fik ørerne i feminist-maskinen.

I en blog skrev Twerk Queen - alias bloggeren Louise Kjølsen - for eksempel:

"Forhåbentligt bestræber den næste instruktør, der laver en film om parforholdet, sig på at bidrage til alternative fortællinger om, hvordan mænd og kvinder agerer i stedet for bare at forstærke disse støvede klicheer."

Omvendt har andre kvindelige anmeldere kigget indad og givet instruktøren et vist medløb. I filmmagasinet Ekko skrev Freya Bjørnlund:

"Efter filmen kom jeg i tanke om noget. At det slet ikke er første gang, jeg har spurgt mig selv, om jeg er en frygtelig kvinde. Det sker fra tid til anden. Jeg kender flere veninder, som har fortalt mig, at de gør præcis det samme. Vi tjekker bare lige inde i hovedet, er jeg en urimelig kælling lige nu, hvor jeg beder dig om at smide dine strømper til vask - efter du har bedt mig om at sætte gryden i blød efter min havregrød?"

At hans film har afstedkommet så stor debat, overrasker Christian Tafdrup.

"En frygtelig kvinde" er ikke en dokumentarfilm om et parforhold - det er satire, ikke socialrealisme. Men satire kan sagtens rumme sandheden, mener han.

Siden filmen havde premiere, har hans mailboks modtaget bunker af beskeder. Fra psykologer, der siger, at han er blevet til sit køns talerør i en overset debat - og fra frustrerede mænd, der erklærer, at Tafdrup har beskrivet deres virkelighed.

- Jeg har fået mails fra mænd, der nærmest er på selvmordets rand over det parforhold, de er i, hvor de oplever, at deres kvinde ikke lytter til dem, men i stedet forsøger at lave dem op og til sidst latterliggør dem og kalder dem for en vatpik, når de ikke er stærke og siger fra.

Men manden må ikke kalde sig selv for et offer. Det er latterligt, siger Christian Tafdrup:

- Mændene skyder sig selv i foden, hvis ikke de må have lov til at være sig selv, men mange mænd oplever at komme til kort, når de prøver at sige fra. Det er jo ikke let for os bare at sige stop og gå. Det er en alvorlig sag at forlade et parforhold, også selv om man føler, at man er blevet fuldstændig væk for sig selv. Og hvor går man hen, spørger Christian Tafdrup og fortsætter:

- Det er vildt at skulle sætte sit forhold på spidsen på den måde, hvis det afstedkommer skænderier hver anden dag om småting. Så er der mange mænd, der i stedet vælge at bide det i sig og sige: Okay, skat! for at få fred.

Christian Tafdrup kender mænd, der brokker sig over deres parforhold hver eneste gang, de mødes - også selv om det er parforhold med årtier på bagen. Alligevel sker der ingenting. For ham er der tale om, at vi holder fast i alt for stereotype opfattelser af mænd og kvinder:

- Debatten om filmen fortæller mig, at problemet er større, end vi måske har været klar over. De mennesker, der har været inde og se filmen, er ret forskellige, både par og mænd sammen - og kvinder sammen. Og både unge og gamle. Og der er nogle mænd, der har skrevet til mig og sagt, at de blev enormt kede af det, når de hørte kvinderne gå ud af biografen og sige, at "han godt nok var en vatpik, ham Rasmus". Så er det et tegn på, at man ikke ønsker at forstå hinanden, at man er alt for stereotyp i sin opfattelse af mænd. I stedet for skulle filmen gerne åbne for, at vi begyndte at tale om, hvordan vi lever sammen. Og at vi kan grine ad den måde, vi gør det på.

- Jeg har ikke lavet filmen for at deltage i den aktuelle kønsdebat, men det er klart, at i og med, at den er kommet midt i den alvorlige #metoo-debat, så er den ufrivilligt blevet en del af diskussionen om, hvor de to køn behandler hinanden. Og #metoo er en væsentlig debat, som jeg egentlig synes, at mændene har været gode til at lytte på og tage alvorligt. Til gengæld synes jeg ikke, at kvinderne lytter til os mænd, når vi taler om, hvordan vi har det. Det er en del af en politisk dagsorden, hvor kvinderne har haft patent på offerrollen siden 1968, hvor det bliver latterliggjort, hvis mænd forsøger at tale om, at vi også kan føle os som ofre af og til. Så bliver vi kaldt for vatpikke - prøv at forestille dig den omvendte situation; hvis vi sagde til kvinderne, at de bare skulle tage sig sammen. Det er der en oplagt ubalance i, for mænd er også alt muligt - og ikke bare stærke hele tiden. Vi må kunne snakke om det.

Men den snak har tilsyneladende trange kår.

Ja, der er forskel på mænd og kvinder. Der er forskel på, hvordan vi håndterer tilværelsen i småt og stort. Selvom det er godt, at gamle dages magtforhold mellem mænd og kvinder er blødt voldsomt op, så har det også skabt en usikkerhed, som ikke altid er gavnlig for parforholdet.

- Jeg har så tit oplevet, hvordan kvinderne, når de har fundet en kæreste, de kan lide, begynder at reducere ham, hele tiden rette på ham i alt muligt og forbyde ham at interessere sig for nogle af de ting, han går op i, indtil de til sidst har afmonteret ham fuldstændig. Og så smider de ham væk, fordi han ikke længere er den mand, de forelskede sig i. Kvinder er gode til at finde mænd, der ikke er helt perfekte og vælge dem, som de kan bearbejde, dybest set for at skjule deres egen usikkerhed. Og det er noget, der er karakteristisk for kvinder, for mænd har slet ikke samme behov for at lave om på deres kvinder.

- Jo, der er nogle, der har sådan en præmiekæreste, men så er det mere at give hende store gaver og udstille, hvor lækker en kæreste han har. Og de mænd, der prøver at lave deres kvinder om, bliver let rubriceret som rene psykopater. Det ville man aldrig sige om en kvinde. I virkeligheden har jeg tit oplevet kvinder tillade sig at sige eller gøre noget over for deres mænd, der er ret groft eller ydmygende. Men det er bare sværere at få øje på, for kvinder er gode til at gøre det subtilt, mens vi mænd er åbenlyse i vores handlinger, siger Christian Tafdrup.

  • fyens.dk