Chefredaktørens røde stol: Det var alle prinsens skæverter, vi kom til at holde af

Avisen Danmarks chefredaktør, Peter Rasmussen.

Chefredaktørens røde stol: Det var alle prinsens skæverter, vi kom til at holde af

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Der er sjældent noget, der for alvor sætter dagsorden for hele landet mere. Vi læser hver især de nyheder, der i forvejen interesserer os og taler med de mennesker på eksempelvis Facebook, som vi i forvejen er enige med.

Men når hele Danmarks prins Henrik dør, så er der kun en dagsorden, der for alvor tæller. Selv efter en hel onsdag, hvor alle elektroniske sendeflader var dækket af prinsens bortgang, så var der rigeligt at tage fat på for den trykte presse.

Men vi gjorde det lidt forskelligt.

Her på avisen Danmark lod vi personer fra hele vores udgivelsesområde fortælle anekdoter og hjertevarme historier om deres møde med prinsen. Det blev for eksempel til historien om dengang direktøren for Randers Regnskov viste prins Henrik om en kongepyton, og prinsens resolut tog slangen på hovedet - formentlig for selv at blive lidt mere konge. Og dengang prinsen sad fast i en rutschebane i Tivolifriheden i Aarhus. Og dengang han forelskede sig i en butterfly, der sad om halsen på en kommunalpolitiker i Billund og byttede sig til den for et slips med kongehusets monogram.

På Ekstra Bladet lavede man et 16-sider tillæg og lod den gamle republikaner og tidligere chefredaktør Bent Falbert sige farvel med følgende salut: "Med prins Henriks død mister kongehuset 90 procent af sin humor. Hvor han kom frem, havde han altid en munter bemærkning, hvorimod resten af den kongelig familie kejter forfjamskede rundt, bare nogen stiller dem et simpelt spørgsmål".

På Information fylder kongerøgelsen ikke meget. Men en nekrolog blev det da til, hvor prins Henrik blev sammenlignet med Don Quixote i sin umulige kamp for en kongetitel. Et nært forhold mellem prins Henrik og det danske folk blev det ifølge Information aldrig til.

"Hver gang danskerne nærmede sig Henrik, trådte han på speederen. I 2015 meldte han afbud til Margrethes 75-års fødselsdag og sløjfede både gallataffel og balkonvink. Officielt var han ramt af en alvorlig influenza. Et døgn senere var han dog rask nok til at spankulere rundt i Venedigs gader".

På JyllandsPosten forsøgte man sig med en erhvervshistorie i anledning af prinsens død, uden at der kom så meget ud af det. For eksempel sagde kommunikationsrådgiver Jesper H. Christensen fra Advice om prinsens indflydelse på erhvervslivet: "Han har været udenfor nummer i enhver sammenhæng. Det gør det svært at sætte en masse ord på hans virke, uden at det kommer til at lyde forkert".

På BT var det nytiltrådte chefredaktør Michael Dyrby, der sagde personligt farvel: "Tak Henri Marie Jean André de Laborde de Monpezat. De var en berigelse for vort land og Deres familie".

Og Politikens leder mente, at vi allesammen kan takke prins Henrik for, at "han kom til landet med den inspiration, der var med til at gøre prinsesse Margrethe til den samlende dronning, hun er".

Større ros kan han vel næppe få. Men på en underlig måde er det efterhånden blevet alle prinsens skæverter, man kom til at holde mest af ham for. For eksempel hans elendige dansk, hans umusikalske tumlen rundt i at børn skal have smæk og kvinder skal passe hus. Og senest hans afvisning af at blive stedt til hvile i et glasrør til 29 millioner kroner i Roskilde Domkirke, hvor dronningen senere skal ligge.

Prins Henrik samlede måske aldrig helt den danske befolkning. Men for en dag samlede han i hvert fald den danske presse. Og mon ikke prinsen gør det igen på tirsdag, når han bisættes fra Christiansborgs Slotskirke?

Chefredaktørens røde stol: Det var alle prinsens skæverter, vi kom til at holde af

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce