Reportage: Rejseskildring fra en sovebus. Det er en ubekvem og til tider ubehagelig transportform. Men den er billig
Sæderne blev til underkøjer - ryglæn til overkøjer. Tæt ved midnat var alle passagerer blevet gennet ud af dobbeltdækker-bussen med besked om at rydde sæder og gang for al bagage. Og på tyve minutter blev bussen lavet om til et rullende soverum, hvor gæsterne sov i to niveauer på begge bussens etager.

Og det var mere end trangt.

Vores to teenagedrenge skulle sove over os. Deres seng lignede mere en aflang og bulet hattehylde end en køje. Når de lå på ryggen med hovedet på puden var der mindre end 10 centimeter fri luft til loftet.

At ligge inderst er ikke noget for en person med den mindste tendens til klaustofobi. Dertil krævede gymnastiske evner alene at komme op i køjerne - og ned igen. Det er svært at tale om bekvemmelighed.

Vi to voksne skulle sove nederst på turen til Sydfrankrig, hvor ferien skulle tilbringes i de sydlige Alper.

Nederst var der betydeligt mere plads - indtil vi opdagede, at det praktiske bord imellem sæder fra dagsturen ikke var fjernet. Det skulle vi sove under. Vi var nærmest låst fast, da vi endelig fik overkroppen ind under bordet.

Skulle vi få den ide at vende os i nattens løb, ramlede hoften mod bordet. Hvad nu, hvis vi pludselig skulle hurtigt ud af bussen?

Med vinterens uhyggelige busulykke i baghovedet havde ingen af os fået en plads i sovebussen, der beroligede nerverne.

Med fnis og hovedrysten kom de fleste passagerer efterhånden på plads. Jeg flettede tæer med en mand i køjen bag os flere gange i nattens løb, for der var ikke plads til at strække benene helt ud i det, der i brochurerne fra rejsebureauet blev betegnet som "en moderne sovebus af høj kvalitet."

Hvor meget, vi fik sovet i nattens løb, er svært at afgøre. Vi vågnede et utal af gange - når bussen stoppede, når arme eller ben sov på de sammenskubbede sæder, eller når den tørre luft irriterede i halsen. Vi lå tættest på chaufføren, der som den eneste må ryge i bussen. En snert af røg og aftershave kan også forstyrre nattesøvnen.

Og så ligger frygten og lurer i baghovedet. Billederne af totaltskadede sovebusser, ambulancer og tilskadekomne glemmer man ikke.

Ubekvem tur

Men pludeslig var der alligevel gået syv-otte timer, og da vi lurede ud af vinduerne, var der bjerge med sne på i horisonten.

Efter 22 timers buskørsel var vi i Frankrig.

Kroppen var mat efter den ubekvemme nat. Til gengæld var vi mere udhvilede, end hvis vi havde siddet mange timer i en bil for at nå 1.600 kilometer ned i Frankrig.

Efter 26 timers kørsel blev vi sat af på vores destination - blot et kvarter senere end tidsplanen. Friske i hovederne, men med mange timers buskørsel i kroppen.

Sovebusser er en nem og ubekvem transportform. Og billig. Man kan let spare op til 5.000 kroner for en familie på fire i forhold til flybilletter, og de kroner kan der trods alt spises en del fransk frokost for. Men egentlig burde rejsebureauerne overveje, om det typiske sovebustillæg på 150 kroner per person ikke burde udbetales til os stakkels passagerer til massage og fysioterapi.

Fire forskellige chauffører passede rattet i vores bus undervejs: En ekstra chauffør til at samle passagerer op i Danmark. To chauffører til Tyskland og en ny chauffør i Frankrig. Alle hviletider blev over-holdt. Der blev kørt fornuftigt og kompetent - men jeg tror, vi har taget den sidste sovebus.

Af hensyn til komforten.
  • fyens.dk