Gennem de seneste år har en stor del af SDU's medicinstuderende været fra udlandet - særligt fra andre nordiske lande. En af dem var Ásta Theódórsdóttir fra Island, der husker, at studietiden var præget af en skarp opdeling mellem danskerne og de øvrige nordiske studerende. Hun brød selv mønsteret og slog sig ned i Odense.

På 8. sal på Odense Universitetshospital ligger Neurologisk Ambulatorium N5. Her sidder 37-årige Ásta Theódórsdóttir på et lille forskningskontor og forfatter en ph.d. om sklerosepatienters livskvalitet. Når hun da ikke tager sig af patienterne på Scleroseklinikken. Hun taler flydende dansk uden udpræget accent, og hvis det ikke var for hendes afslørende efternavn, så havde man næppe bemærket, at hun er islænding.

SDU's udenlandske lægestuderende

Syddansk Universitet har landets højeste andel af internationale kandidatstuderende på medicinuddannelsen. Det fremgår af en ny opgørelse fra Udannelses- og Forskningsministeriet. 

I 2016 var 34 procent af optaget på SDU's kandidatuddannelse i medicin udlændinge. Sammenlignet optog Århus Universitet 10 procent udlændinge på deres kandidatuddannelse i medicin, Aalborg Universitet optog 9 procent udlændinge, og Københavns Universitet optog 6 procent udlændinge. På tidligere årgange har andelen af udlændinge på SDU-uddannelsen været så høj som 53 procent.

 

Størstedelen af de udenlandske studerende kommer fra andre nordiske lande. SDU's egne tal viser, at cirka halvdelen er rejst ud af Danmark et år efter endt uddannelse. Efter tre år er kun tre ud af ti dimittender tilbage.

 

Dansk Folkeparti ser det som problematisk, at udlændinge får en gratis uddannelse og efterfølgende rejser ud af landet.

 

SDU mener ikke, de mange udlændinge i sig selv er et problem, hvilket bakkes op af en analyse lavet af Damvad Analytics på vegne af Danske Universiteter. Denne viser, at en international dimittend inden for sundhedsområdet i gennemsnit har bidraget med knap en million kroner til det danske samfund otte år efter dimission - inklusiv dem som rejser ud.

- Jeg flyttede fra Island til København i 2000. Min storebror havde skaffet mig et arbejde på Dominos Pizza som pizzabud. Jeg kan huske, jeg mødte op den første dag og fik udleveret nøglerne til en scooter, som jeg aldrig havde kørt før, og så skulle jeg ellers bare bringe pizzaer ud. Jeg havde intet kendskab til København og forstod overhovedet ikke, hvad folk sagde, så det var en brat start, siger Ásta.

Den første tid i Danmark var hård og ensom, og Ásta måtte bruge meget tid på at lære sproget og kulturen. Men da hun i 2002 flyttede til Odense for at læse medicin på Syddansk Universitet, var det nemt at falde til. Hun blev kæreste med en medstuderende - en dansktalende færing - og sammenholdet på studiet voksede sig hurtigt stærkt.

- Størstedelen af de andre kom ligesom mig fra et andet sted. Mange kom fra Jylland og Sjælland, og de havde lige så meget behov for en ny omgangskreds som mig. Og jeg kunne jo tale sproget, så jeg fik hurtigt en skare af danske venner, siger Ásta, der dog også husker en klar opdeling på holdet.

- Næsten halvdelen af min årgang var nordmænd og svenskere. Og selvom vi i starten havde kontakt med hinanden på kryds og tværs, så blev der relativt hurtigt dannet to grupper: En dansk og en norsk-svensk.

Lægernes parallelsamfund

I løbet af uddannelsen blev en stor del af den norsk-svenske gruppe overflyttet til andre universiteter. Typisk i forbindelse med kandidaten og typisk til enten et universitet i Norge eller Sverige eller måske København. Det handlede simpelthen om at komme tættere på hjemlandet, mener Ásta.

- Opdeling var stort set intakt gennem hele studiet. Men der var selvfølgelig også nogle enkelte, der rev sig lidt fri af grupperingen og blev mere blandet med resten af årgangen og deltog i de "danske arrangementer". Det var typisk dem, der havde fundet sig en dansk kæreste.

Selv forblev Ásta i sin danske vennegruppe, på trods af at der faktisk også var en stor islandsk gruppe på studiet. Også sin dansktalende kæreste holdt hun fast i - de to fik endda børn sammen, inden studietiden var forbi - og efter en kort afstikker til Aabenraa på turnus endte familien i 2011 igen i Odense, hvor Ásta fik en lægetjans på OUH's afdeling for neurologi. Selvom hun og manden kort efter gik fra hinanden, så er hun ikke i tvivl om, at han var en af hovedårsagerne til, at Ásta valgte at blive boende i Danmark.

Gift ind i Danmark

I dag er Ásta gift med en dansk lægekollega fra OUH og kan ikke forestille sig at flytte fra Danmark. Hele hendes tilværelse er jo her. Hun synes, det er en god idé, at SDU har indført obligatorisk danskundervisning for udlændinge på medicinstudiet, for hvis man kan tale sproget, så er man måske mere tilbøjelig til at mingle med danskerne frem for at isolere sig med landsmænd. Man skulle måske endda arrangere noget international speeddating de studerende imellem, joker hun.

- Alle folk søger tryghed. De søger kernefamilien. Og hvis ens forældre og søskende og gamle venner bor i et andet land, så skal der være noget tungt, der trækker den anden vej; en dansk kæreste eller nogle rigtig gode danske venner. Det er også det, jeg kan se blandt mine udenlandske venner fra studietiden: Hvis ikke de bliver virkelig velintegreret i det danske samfund, så tager de hjem, siger Ásta.

Pludselig går døren til det lille kontor på Neurologisk Ambulatorium op, og ind titter en mandlig læge med et spørgende ansigtsudtryk. Ásta fortæller kort, at det er et interview til Fyens Stiftstidende, hvorefter lægen trisser afsted igen. Ástas ægtefælle, lader hun efterfølgende journalisten forstå, hvorefter samtalen igen ender på SDU's mange udenlandske medicinstuderende.

- Selvfølgelig er der mange der rejser hjem, og det er ærgerligt, når man bruger tid og ressourcer på at uddanne dem. Men man fanger jo også nogen, der bliver gift og glade for Danmark. Og de ville næppe være kommet hertil, hvis ikke det var for studiet.

  • fyens.dk