Anklager i 45 år: Det var vigtigt at give ofrene en stemme

Sidste år gik en af landets mest erfarne anklagere på pension, og selvom Anne Birgitte Stürup på mange måder nyder den nyvundne frihed, kan hun godt savne livet i retten og tilfredsstillelsen ved at løfte bevisbyrden i en kompliceret sag. Foto: Carsten Lauridsen

Anklager i 45 år: Det var vigtigt at give ofrene en stemme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Gennem sine 45 år som anklager har Anne Birgitte Stürup særligt interesseret sig for de tunge sager om drab, voldtægt og misbrug af børn, for selvom sagerne har været voldsomme og svære, har det været vigtigt for hende at give ofrene en stemme.

En novemberaften for 50 år siden kom en sygeplejerske cyklende på vej til sit arbejde i Klampenborg, da hun pludselig blev overfaldet, væltet af sin cykel og derefter voldtaget i et nærliggende buskads.

Året efter sad den formodede gerningsmand på anklagebænken - og en ung jurastuderende sad blandt tilhørerne for at få et indblik i, hvordan en nævningesag foldede sig ud i den virkelige verden.

Den unge jurastuderende hed Anne Birgitte Stürup, og nok havde hun allerede her et levende engagement i det fag, hun var ved at blive klogere på. Men forud for retssagen havde hun endnu ikke helt bestemt sin retning. Det havde hun til gengæld, da hun forlod Østre Landsret.

Sagen mod den tiltalte var ganske vist stærk. Han var tidligere dømt for voldtægt, og i hans bukseopslag var der pollen- og planterester fra den busk, han havde gemt sig bag. Men det afholdt ikke forsvareren fra at gå hårdt til offeret, der blev forsøgt fremstillet som en kvinde, der sandsynligvis selv havde lagt op til sin gerningsmand. For at underbygge sin påstand dyrkede forsvareren detaljer om offerets liv, der intet havde at gøre med voldtægten.

Sygeplejersken blev offer i en tid, hvor der hverken var bistandsadvokater eller hjælp i øvrigt, og retssagen var så ydmygende for hende, at Anne Birgitte Stürup gik derfra fuldt overbevist om to ting: Hvis hun nogensinde selv blev voldtaget, ville hun aldrig anmelde overfaldet. Til gengæld ville hun gøre alt for at hjælpe ofrene, så efter retssagen stod det klart for hende, at hun ville være anklager.

Anne Birgitte Stürup
Født 17. juni 1946 og blev færdig med sit jurastudie på Københavns Universitet i 1972.Hun blev i første omgang ansat som politifuldmægtig i Gladsaxe, skiftede derefter til Gentofte og kom i 1977 til Københavns Politi, hvor hun var i to år, inden hun blev fuldmægtig hos Statsadvokaten på Sjælland.

Hun arbejdede i en kort periode også for Kriminalforsorgen, men blev i 1990 ansat hos Statsadvokaten i København, hvor hun blev frem til sin fratrædelse sidste år.

Hun bor i Hellerup, er gift med forhenværende forsker Don Bennett. Parret har tre børn og fem børnebørn.

"På ofrenes side - en anklager fortæller" er netop udkommet på forlaget Lindhardt og Ringhof.
Ifølge Anne Birgitte Stürup er der sket rigtig meget godt i forhold til voldtægtsofrene gennem de senere år, og hun byder debatter og bevægelser som #MeeToo velkommen, fordi det er med til at sætte fokus på, hvordan vi forhindrer overgreb. Foto: Carsten Lauridsen
Ifølge Anne Birgitte Stürup er der sket rigtig meget godt i forhold til voldtægtsofrene gennem de senere år, og hun byder debatter og bevægelser som #MeeToo velkommen, fordi det er med til at sætte fokus på, hvordan vi forhindrer overgreb. Foto: Carsten Lauridsen

Et rigtigt menneske

Her - godt 50 år efter oplevelsen i Østre Landsret - kan Anne Birgitte Stürup se tilbage på et arbejdsliv, hvor hun ikke bare lykkedes med at fuldføre missionen om at blive anklager. Hun kan også se tilbage på et arbejdsliv, hvor hun gennem langt mere end 100 nævningesager har stillet sig på ofrenes side og insisteret på, at de - både de levende og de døde - blev behandlet med respekt.

Sidste år gik hun på pension, og nu kommer så et opdateret portræt af hende i bogen "På ofrenes side - en anklager fortæller", hvor der tegner sig et mønster: Nemlig, at hun aldrig er gået efter de lette sager, der lå lige til højrebenet, men tværtimod har insisteret på at løfte de tunge sager, hvad enten det har handlet om drab, voldtægt eller misbrug af børn.

- Nogen skulle jo tage de sager, som hun i dag kort konstaterer uden at ville gøre det store væsen af indsatsen gennem årene, men føjer så alligevel lidt flere ord på det, der kan forklare engagementet:

- Jeg ville jo gerne have, at ofrene - eller deres efterladte - fik indtryk af, at nogen tog sig af det, de havde været udsat for. I drabssagerne var det vigtigt for mig, at den afdøde ikke bare var en krop på et obduktionsbord, men et rigtig levende menneske som nogen havde taget livet af, siger Anne Birgitte Stürup og taler om den skyld, hun også har ønsket at løfte fra ofrene.

For et langt liv med sager, hvor mennesker er blevet lemlæstet, voldtaget og ødelagt, har lært hende, at ofre - og måske særligt kvinder - har en udpræget tendens til at tage skylden på sig.

- Der er heldigvis sket meget og mange kraftige forbedringer siden den sag med sygeplejersken, men skyldfølelsen er svær at gøre op med, selvom vi er enige om, at det er mændenes opgave at passe på egne drifter.

3 sager med Anne Birgitte Stürup som anklager
1. I marts 2008 passede den 16-årige Deniz Uzun sin tjans som avisbud på Amager, da et brødrepar og deres kammerat kørte forbi ham i bil. De tre mente, at avisbuddet nidstirrede dem, så de sprang ud af bilen og en af dem slog ham i hovedet med en kølle. Deniz Uzun døde efter få dage i respirator. De tre blev i første omgang dømt henholdsvis fire et halvt år, tre og fire år for drabet. Ved ankesagen i Østre Landsret blev straffen til drabsmanden skærpet til fem år.2. I september 2010 blev en 17-årig pige udsat for en grov voldtægt, og dna-spor fra et efterladt kondom knyttede efterfølgende gerningsmanden til endnu en voldtægt samt et drab på en 40-årig skolelærer. En 45-årig mand blev anholdt, og siden udvidede politiet tiltalen til også at omfatte et drab på en 73-årig kvinde i 1987 samt fire voldtægter af fire kvinder på Amager. Den 22. december blev den såkaldte "Amagermand", Marcel Lychau Hansen, idømt fængsel på livstid.

3. Natten mellem den 8. og 9. august ankom den unge italienske turist, Antonio Currá til København med toget. Kort efter søgte han mod Nørrebro, hvor han kom i skænderi med en gruppe unge. Angiveligt over en klump hash. Pusheren stak Antonio Currá et par gange med en kniv, inden italieneren stak af. Han bad forgæves nogle mennesker om hjælp, blev indhentet af pusheren og hans fætter og stukket igen. Denne gang var det dødeligt. De to tiltalte blev idømt henholdsvis otte og ti års fængsel samt udvist for bestandig.
Selvom Anne Birgitte Stürup først og fremmest er på ofrenes side, har hun med egne ord ?tit haft lige så ondt af gerningsmanden?. Det er nemlig ofte tragiske livsomstændigheder, der ligger bag menneskers kriminalitet, mener hun. Foto: Carsten Lauridsen
Selvom Anne Birgitte Stürup først og fremmest er på ofrenes side, har hun med egne ord ?tit haft lige så ondt af gerningsmanden?. Det er nemlig ofte tragiske livsomstændigheder, der ligger bag menneskers kriminalitet, mener hun. Foto: Carsten Lauridsen

Vigtige samtaler

Anne Birgitte Stürup har nok lagt anklagerens sorte kappe fra sig, men engagementet er tilsyneladende uforandret. Hun taler insisterende om de samtaler, vi må have med vores børn og unge om, hvordan de passer bedst på sig selv.

For selv dygtige anklagere kan - heldigvis - ikke sende folk i fængsel ude beviser. Og beviserne mangler - desværre - en gang imellem i de mest udbredte voldtægtssager, nemlig de såkaldte kontaktvoldtægter, hvor offer og gerningsmand kender hinanden i forvejen.

Hun fortæller om en sag, hvor en kvinde blev voldtaget af en ekskæreste, der havde fået lov til at overnatte på hendes sofa. Kun fordi overboen havde hørt hende hulke, og kvinden efter voldtægten var løbet nøgen ud på gaden efter hjælp, lykkedes det at dømme gerningsmanden. I mange andre sager er det ord mod ord, og det er sjældent nok.

- Alt for mange voldtægtssager er påstand mod påstand, og derfor bliver vi nødt til at tale om, hvordan kvinderne undgår at udsætte sig selv for den risiko. Det handler om ikke at drikke sig i hegnet og om at passe på hinanden og om at erkende, at der er forskel på mænd og kvinders drifter. Det er noget lort, at det er sådan, men vi bliver nødt til at forholde os til virkeligheden. Lidt ligesom at vi ved, det er farligt at færdes i trafikken, og derfor skal man huske at bruge cykelhjelm, når man cykler, og sikkerhedssele, når man kører bil, fastslår hun med anklagerens overbevisende myndighed.

- I langt de fleste forbrydelser er der en forurettet, som gerne skulle have en følelse af, at samfundet, politiet og vores retsvæsen tager sig af og interesserer sig for deres lidelser og vil prøve ved hjælp af lovgivningen at sørge for nogle konsekvenser, der muligvis afholder gerningsmanden fra at gøre det igen, siger Anne Birgitte Stürup, der har arbejdet som anklager i 45 år. Foto: Carsten Lauridsen
- I langt de fleste forbrydelser er der en forurettet, som gerne skulle have en følelse af, at samfundet, politiet og vores retsvæsen tager sig af og interesserer sig for deres lidelser og vil prøve ved hjælp af lovgivningen at sørge for nogle konsekvenser, der muligvis afholder gerningsmanden fra at gøre det igen, siger Anne Birgitte Stürup, der har arbejdet som anklager i 45 år. Foto: Carsten Lauridsen

Noget, vi må tage på os

Den erfarne anklager taler gerne om sine mange sager. Hun forklarer på opfordring præcist, hvorfor retssikkerhed er bedre at kæmpe for end retfærdighed. For retfærdighed er, som hun uddyber, en subjektiv størrelse. Det kan virke uretfærdigt, når en gerningsmand går fri, fordi bevisbyrden ikke kunne løftes. Men hellere det end at risikere at sende en uskyldig i fængsel.

Anne Birgitte Stürup argumenterer ubesværet for retssystemets vigtige rolle i samfundet og beklager de gange, hvor en sag er blevet besværliggjort eller endda umuliggjort, fordi vigtige vidner har valgt at tie. Enten af frygt eller modstand mod systemet.

- Hvis ikke du kan få folk til at vidne, så har du ingen sag, og det er et meget stort problem, at folk ikke vil vidne, og i sidste ende dybt uretfærdigt over for de ofre, der oplever, at ingen af vidnerne vil hjælpe med opklaringen. For ja, det kan være ubehageligt at vidne af flere årsager, men det ubehag må man tage på sig, for vi har alle et ansvar, når det handler om at hjælpe ofrene og sørge for, at gerningsmændene får deres straf, siger Anne Birgitte Stürup.

I bogen beskriver hun blandt andet, hvordan hun som anklager i den såkaldte "Currá-sag" oplevede vigtige vidner klappe i, selvom mange tilsyneladende var helt klar over, hvem der stod bag drabet på den unge italienske rygsækturist i København, og hun nævner den også under interviewet som et konkret eksempel på de udfordringer, det giver, når vidner ikke vil tale.

- Jeg ville jo gerne have, at ofrene - eller deres efterladte - fik indtryk af, at nogen tog sig af det, de havde været udsat for. I drabssagerne var det vigtigt for mig, at den afdøde ikke bare var en krop på et obduktionsbord, men et rigtig levende menneske som nogen havde taget livet af, siger Anne Birgitte Stürup. Foto: Carsten Lauridsen
- Jeg ville jo gerne have, at ofrene - eller deres efterladte - fik indtryk af, at nogen tog sig af det, de havde været udsat for. I drabssagerne var det vigtigt for mig, at den afdøde ikke bare var en krop på et obduktionsbord, men et rigtig levende menneske som nogen havde taget livet af, siger Anne Birgitte Stürup. Foto: Carsten Lauridsen

Det skal være konkret

I det hele taget foretrækker hun at underbygge sine fortællinger og pointer med konkrete eksempler. Generelle betragtninger bliver lidt for luftige og dermed ligegyldige, og sådan er det måske, når man som anklager i et langt arbejdsliv har erfaret, at det er det konkrete, de håndfaste beviser, de letforståelige eksempler, der er afgørende for, hvordan en sag falder ud.

Et æggeur hjemme fra privaten i Hellerup blev for eksempel brugt i sagen mod "Amagermanden", hvor hun som anklager skulle overbevise nævningene om, at den tiltalte havde haft til fortsæt at dræbe sine ofre.

Æggeuret blev brugt til at vise, hvor lang tid tre minutter er. Det er det tidsrum, det - som minimum - tager at kvæle et andet menneske, og Anne Birgitte Stürup ønskede at illustrere, at ingen "kommer til det ved et uheld".

Der er nemlig rigeligt tid til at slippe taget undervejs, når offeret begynder at blive først rød og siden blå i ansigtet.

Aldrig bange

Sagen mod "Amagermanden" er en af de mest opsigtsvækkende sager herhjemme, og mange af sagens detaljer er så uhyrlige, at det er svært at forestille sig, at man selv som anklager kan gå upåvirket gennem sådan en retssag. Og nok har denne sag, som mange af de andre, givet stof til eftertanke, men Anne Birgitte Stürup mener selv, at hun altid har været god til at lægge sagerne fra sig, når det blev fyraften. For sådan måtte det nødvendigvis være.

- Hvis man tager alle de lidelser på sig, kan man ikke arbejde. Man må lægge sig selv til side og se væk fra alt det blod og sæd og andre gyselige ting og forholde sig professionelt til, hvordan man bedst præsenterer sin sag.

Hun fortæller om, hvordan hun samtidig har forsøgt at skærme de pårørende ved en gang imellem at anbefale dem ikke at være til stede under dele af retssagen. Det var for eksempel tilfældet, da sagen om en norsk stewardesse, der brutalt blev slået ihjel på et hotelværelse i København, kom for retten, og hendes efterladte mand og to sønner rejste hertil for at følge den.

- Jeg skulle selvfølgelig ikke blande mig i deres dispositioner, men jeg vidste samtidig, at der er forskel på at vide, hvordan hun blev dræbt, og på at vide, hvordan hun så ud. Og min opgave i retten var jo netop at udpensle, hvor slemt det var for at skabe en forståelse for en rimelig straf, siger Anne Birgitte Stürup, der trods de mange voldsomme sager, hun har fået detaljeret kendskab til, aldrig selv er blevet bange for at opleve noget lignende selv. "For jeg ved jo også, hvor sjældent sådan noget sker". Til gengæld er hun måske blevet endnu mere indigneret.

- Men det er jo kun godt, for det har motiveret mig til hele tiden at gøre mit bedste som anklager, lyder det fra kvinden, der ganske vist ikke længere har sin faste gang i retten. Til gengæld holder hun nu foredrag om sin tid som anklager, om sagerne, beviserne og ofrene, der stadig fortjener en stemme.

Anklager i 45 år: Det var vigtigt at give ofrene en stemme

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce