Da regeringen fremlagde Vækstplan DK i slutningen af februar, var især Socialdemokraterne ved at flækkes på langs over den lettelse af selskabsskatten fra 25 til 22 procent, som planen foreslår og som der er politisk flertal for med de borgerlige partier. Topfolk som Henrik Sass Larsen og Mette Frederiksen argumenterede imod, højlydt, men Helle Thorning-Schmidt og Bjarne Corydon stod fast. De ville have selskabsskatten ned, selvom partiet igen og igen havde argumenteret for det modsatte.

Det gik flere topsocialdemokrater til at sukke, at man da i det mindste kunne have holdt det tilbage som den luns, der skulle få Venstre og Konservative til at sige ja til hele pakken.

Det gjorde regeringen ikke. Den valgte i stedet at fremlægge en hel og fuld pakke og kom dermed til at spænde sin egen politiske elastik så stramt, at S er ved at gå op i sømmene, at SF er gået yderligere i gulvet og at selv Radikale er begyndt at få problemer med deres bagland.

I den anden ende af det politiske landskab har den borgerlige opposition stået i den situation, at de havde fået næsten alt, hvad de kunne drømme om at bede om. F.eks. selskabsskattelettelserne, som er fast ingrediens på enhver borgerlig ønskeseddel. Halveringen af den offentlige vækst fra 0,8 til 0,4 er også sød musik i borgerlige ører, selvom det er noget mindre end den nulvækst, Lars Løkke Rasmussen ellers plæderede for på Venstres landsmøde i efteråret. Men det ved Venstre godt, at de ikke kunne få og derfor har de med glæde taget imod regeringens halvering.

Lars Løkke Rasmussen lagde ikke engang skjul på det, da forhandlingerne gik i gang. Han sagde helt åbent, at Venstre kunne stemme for det hele, hvis regeringen valgte at lægge lovforslagene frem i salen.

Så blå blok har virkelig skullet dybt ned i kassen med politiske ønsker og krav i de seneste uger, hvor vækstplanens to halvlege er blevet forhandlet. Det blev til billigere sodavand og øl og eftersyn af SU-udbetalingerne til udlændinge, da første halvleg faldt på plads i weekenden og det blev til krav om at fjerne arveafgiften for generationsskifte i de familieejede virksomheder. Den kom ikke med i aftalen, til gengæld blev der reserveret to milliarder, som en eventuel blå regering kan bruge til at fjerne arveafgiften, hvis de vinder valget.

Det har været et forløb, hvor den borgerlige opposition har taget hele opmærksomheden. Hvor Lars Løkke krævede at kunne genindføre et kontanthjælpsloft efter et valg - hvad han kan i forvejen, der er ikke forlig. Det fik hans navnebror, Lars Barfoed, til at sætte foden ned. Den konservative leder var ikke uenig i det politiske indhold, men han var uenig i metoden og han var også uenig, da Lars Løkke stillede ultimative krav om, at det skulle være en aftale og ikke et forlig. Om igen, lød kravet fra Barfoed. Som igen i dette forhandlingsforløb har taget rollen som ham, der fik det til at glide, når Venstre skruede op for kravene. Ligesom det skete med skattereformen sidste sommer, hvor det netop var Lars Barfoed, der holdt forhandlingerne flydende, mens Lars Løkke sad i Rio og Venstre var ved at skrive sig ud af en aftale, der i lange stræk var præcis deres egen politik.

Så langt kom det ikke denne gang. Hertil lå der for meget i det oprindelige udkast, Vækstplan DK.

  • fyens.dk