Interview

Formanden for de offentligt ansatte djøf'ere er kommet på en vanskelig opgave. Sara Vergo skal både varetage vrede københavnske medlemmer og positive provinsansattes interesser i den slagmark, der kaldes udflytning.

Udenfor ringer Københavns kirkeklokker for prins Henrik. I DJØF-huset i Gothersgade er der stille. Det er vinterferie, men formanden for de offentligt ansatte DJØF'ere føler stilheden som at sidde i orkanens øje.

For rundt om Sara Vergo blæser stride vinde. Hendes medlemmer puster hårdt til hende og insisterer på, at der skal gøres noget for at afbøde effekterne af den anden, store runde udflytninger af offentlige arbejdspladser, som regeringen netop har søsat.

Sara Gundelach Vergo

Født 11. december 1971 i København

Uddannet cand.techn.soc. (RUC 2001)

Formand for DJØF Offentlig, fagforening for jurister og jurastuderende samt erhvervsøkonomiske og samfundsvidenskabelige kandidater og studerende., der er ansat i det offentlige - i alt 24.986 medlemmer.

I alt har DJØF 92.008 medlemmer.

Og det er ikke helt let at manøvrere i. For mens hendes medlemmer i det storkøbenhavnske er vrede, fortvivlede, bitre og uforstående, har Sara Vergo også tusindvis af medlemmer vest for Valby Bakke, der sådan set ser frem til nye og flere kolleger.

- Prøver jeg at påpege de mange problemer, der er i at flytte funktioner fra København til provinsen, så er mine medlemmer i Jylland utilfredse. Og forsøger jeg at berolige vores medlemmer i København, så synes de, at jeg er ufølsom over for de udfordringer, de har ved udsigten til at skulle forlade deres kendte arbejdsplads og rykke familien op med rode. Så det er en umulig kommunikationsopgave, erkender formanden - med antydningen af et skævt smil.

Det er ligesom vejvrede, den umotiverede vrede, der kan opstå blandt trafikanter. Her er der tale om en provinsvrede, hvor man sviner hinanden til.

Sara Vergo, formand for de offentligt ansatte DJØF'ere

For sandt at sige har hun heller ikke ret meget positivt at sige om regeringens stålsatte hensigter med at få spredt offentlige arbejdspladser ud til områder, hvor afgangstiderne med offentlig transport tælles i timer og ikke minutter. Det er helt forfejlet at tro, at tilrejsende ansatte på et nyt offentligt kontor får den store betydning for et lokalsamfund, mener hun.

- Udflytningen giver ikke de lokale samfund skolen eller sygehuset tilbage. Der kommer ikke de samme synergier ved at flytte den slags statslige arbejdspladser ud, som hvis det havde været arbejdspladser på institutioner, der er forankret i lokalsamfundet, og som man bruger lokalt.

Sara Vergo kan godt forstå, at mange lokalsamfund, der er blevet administrativt udsultede efter strukturreformerne for ti år siden, hungrer efter nyt blod, men:

- Der er ikke nogen som helst synergi i at have Dansk Sprognævns 12 ansatte siddende i Bogense. Det betyder ikke noget for sammenhængskraften i lokalsamfundet i det daglige, og da mange af de institutioner, der flyttes ud, arbejder med sagsbehandling eller lovforberedende arbejde, er det jo ikke sådan, at der kommer en masse mennesker forbi kontorerne. De landmænd, der skal have deres godkendelser igennem, behøver jo ikke køre ned i Landbrugsstyrelsen på Augustenborg Slot, siger Sara Vergo.

God hensigt, men...

Hensigten med at "skabe et Danmark i bedre balance", som det sloganagtigt hedder i regeringens udspil, er sådan set god nok, mener hun.

Men også totalt urealistisk.

- Tendensen er bare - overalt - at folk vil bo i de store byer. Langt de fleste af de unge, der rejser fra provinsen for at få en uddannelse, siger: "Jeg skal aldrig tilbage til Skive", når de først har oplevet pulsen i en større by. Så er det meget svært at få dem til at vende tilbage der, hvor de kom fra. Tag Næstved som eksempel. Så langt ligger byen heller ikke fra hovedstadsområdet, og der er udmærkede transportmuligheder til byen, men alligevel er det de færreste, der har lyst til at flytte dertil, hvis de bor i Storkøbenhavn.

DJØF-formanden bor selv uden for Vordingborg og pendler hver dag med toget til København. Hun kender godt til miserabel mobildækning og det lokale pizzeria som eneste repræsentant for restaurantliv.

En ting er, at hendes medlemmers arbejdsgiver flytter rundt på de ansatte som ludo-brikker, men det generer også Sara Vergo at opleve adskillige af landets borgmestre optræde som forventningsfulde turistguider, der har travlt med at lokke de offentligt ansatte med udsigten til skov og strand.

- Borgmestrene opfører sig underlødigt og har udvist en stærk mangel på respekt for folks faglighed, når de rejser rundt og fortæller, at alle kan gå ind og tage de job.

For sådan er det ikke, understreger hun.

- Det har vist sig at være svært at rekruttere erfarne akademikere nok. Og man er ikke engang færdig med første runde af udflytningerne. Det er naturligvis fint nok, at de udflyttede institutioner giver muligheder for nyuddannede i f.eks. Aalborg, Aarhus eller Odense at få et job, så de kan blive boede i en af de tre byer i stedet for at skulle til København. Men det ændrer ikke på, at der går en masse erfaring tabt på den konto.

Kun fem pct. af de ansatte i de udflyttede institutioner har valgt at flytte med, mens 12-15 pct. har valgt en løsning, hvor de kan pendle på arbejde - i hvert fald i et stykke tid. Indtil de finder et job tættere på hjem igen.

Og det er ikke svært at finde, siger Sara Vergo.

- Man skal lade være med at lokke dem, der ikke vil med. Hvorfor skulle de flytte med, når de relativt nemt kan få et nyt job uden at skulle flytte fra københavnsområdet? Dem, der flytter med, er unge uden børn og dem, der ikke tror på, at de ville kunne få et nyt job. Og så dem, hvor børnene måske er flyttet hjemmefra og man er frisk på at prøve noget nyt.

Og det er et problem, siger hun:

- Der er et vigende antal ansøgere - og dem, der er, er ikke de rigtige. Det er ikke sundt, hvis det kun er nyuddannede - og ikke rationelt, hvis de kulturbærende medarbejdere ikke er med.

Lykkelig nyskabelse

Men det kan rent faktisk lykkes at flytte ud, skabe noget nyt - og finde kvalificerede medarbejdere. Nævnenes Hus i Viborg er det eksempel på en ret lykkelig nyskabelse, der fremhæves igen og igen. Nævnenes Hus har nemlig vist sig at være attraktiv for unge akademikere.

- De nyuddannede er lykkelige. For i stedet for at skulle forlade Aalborg eller Aarhus for at få job i København, kan de nu blive boende og nøjes med at pendle til Viborg, siger Sara Vergo.

Men det har ikke fyldt meget i det store mediebillede - i hvert fald ikke det billede, der er malet med udgangspunkt i København.

- Jeg anerkender fuldt ud, at der skal være karrieremuligheder også i provinsen. Der er ikke mange, der ønsker at være 40 år det samme sted længere, så det er godt, at der er øgede muligheder for at skifte job. Men man burde have grebet det mere realistisk an og i stedet have satse på at skabe nogle vækstcentre i de større byer, hvor man kan have gavn af at have flere samlet, og hvor det er lettere at rekruttere ansatte i stedet for at smøre det hele ud som tynd leverpostej over hele landet. Men det kræver politisk mod at sige, at ikke alle 98 kommuner skal have deres del af kagen. Det behøver heller ikke være det eneste saliggørende at have arbejdspladserne. For de omkringliggende kommuner kunne fungere som bosætningskommuner, siger Sara Vergo.

Men den slags argumenter er indtil videre prellet fuldstændig af på regeringen.

- Mine medlemmer høre staten sige, at man er ligeglad med det faglige miljø og oplever nærmest, at man bevidst søger at splitte det ad. Det er et politisk projekt, ikke noget der er drevet af et ønske om større faglighed. Der bliver brugt utrolig mange skattekroner på manøvren. Alene befordringsfradragene til dem, der fremover skal arbejde i Næstved i stedet for København, overstiger den husleje, man har haft i København. Dertil kommer så, at der skal bygges nyt i Næstved, forklarer Sara Vergo.

Kørt over af en folkestemning

Hun har det, som om hun og medlemmerne er blevet kørt ned bagfra af noget, der ligner en folkestemning. En bevægelse i tiden, der har travlt med at udskamme hendes slags.

- Vi er havnet i en stærk anti-elitestemning, som man også ser i udlandet med Trump og Brexit. En stemning, hvor der stilles spørgsmålstegn ved alle autoriteter. En undersøgelse viser, at halvdelen af danskerne ikke har tillid til det danske embedsværk. Det er overraskende, når alle ellers er enige om, at det hører med til blandt de bedste i verden. Men modviljen mod akademikere er en vrede i samfundet. Det er ligesom vejvrede, den umotiverede vrede, der kan opstå blandt trafikanter. Her er der tale om en provinsvrede, hvor man sviner hinanden til. Man italesætter os som "forkælede københavnere" og har gjort "djøfere" til et skældsord, man bare kan slynge ud efter forgodtbefindende. Vi er skyld i alt med vores bureaukrati, regler og papirarbejde, som vi påfører alle mennesker. I virkeligheden gør vi kun det, vi er blevet bedt om af politikerne. Det er dem, der tager beslutningerne og beder om detailforslag, siger Sara Vergo.

- Politikerne siger, at de gerne vil samle Danmark - og nu sker det modsatte, mest fordi der er nogle, der gerne vil genvælges i Jylland.

  • fyens.dk