- Hvad er det, din far laver? spurgte jeg Anton.

Vi var lige kommet fra torvet med fem blomstrende potter, der skulle plantes ud, inden pinseroen kunne sænke sig. Antons far lignede Monty Pythons gakkede gangarter og kaninen fra Alice i Eventyrland, som han for rundt i nabohaven.

- Nåh, sagde Anton.

- Det er fars apple watch med aktivitets-app, der siger ham, at det er tid at bevæge sig.

- Nåh, sagde Anton. Det er fars apple watch med aktivitets app, der siger ham, at det er tid at bevæge sig. Jeg tav! Jeg er træt af at siger:ahvad?

Jeg tav. Jeg er træt af at sige ahvad, hver gang, der dukker nye ting op, som jeg langsommelige gamling ikke er "nede med", som nabobørnene siger.

Antons far så på sit nye ur, trak vejret betydningsfuldt som en marathonløber, tog nogle sidebøjninger og drønede videre i kapgangs-tempo.

- Det er vigtigt, at måle sin puls og bevæge sig, pustede han, da han stoppede ud for os med hæks afstand imellem.

- Vi mennesker kan dø af at sidde for meget ned.

Antons far så på sit ur, som jeg altid har troet bare var et moderne vandtæt dykkerur.

- Dér kan man se, sagde jeg, medens jeg skyllede min mors gamle syltekrukker, der nu skulle være potteskjulere for de nyindkøbte roser og hortensia.

Jeg sendte en kærlig tanke til hende og min barnepige Bertha i Kyseborgstræde, der for over 60 år siden skyllede de samme store brune krukker med atamon, når der var fælles syltedag af sødt og surt en sen sommerdag.

- Madsen siger, at I havde en ekstra skolefridag, en tredje pinsedag, da han var barn.

Antons søster Astrid kiggede over hækken. Hun skulle alligevel flytte sin solstol, da den stod for nær hendes fars private pinseløb.

- Ja, det havde vi også, da jeg var barn, råbte jeg højt og skingert, for ligesom at sætte på plads, at der trods alt er en hel konfirmand i aldersforskel mellem vejens pensionerede læge Madsen og mig.

- Vi fik hvert år nyt tøj før pinseskovturen til Christiansminde. Pinsesnit, der gerne var en helt ny sommerkjole og sko, sagde jeg for at sætte trumf på.

Virkningen hos Astrid udeblev ikke.

- Altså for dårligt, sagde hun med et teen-surt blik til sin mor Ingrid, der lige var kommet ud med kaffekanden.

Ingrid gestikulerede bedende til mig, at jeg skulle komme ind og snakke gamle dage med kaffegæsten. Jeg var nådesløs. Pegede på Anton. Ham var der gået gartner i. Han havde pottemuld fra krøltop til sandaler. Der kom ikke så meget i krukkerne.

- Se, jeg har jord i hovedet, grinde Anton.

- Har du altid haft, snerrede hans søster og forsvandt ned i sin solstol med mobilens propper i ørerne.

- Hvorfor var pinsen så meget mere en gang før mig, spurgte Anton.

- Der er stadig pinsefest, skovene er grønne, folk tager på picnic. Vi gik bare mere op i tingene, fordi vi ikke havde alle de skærme og underholdning, som vi har i dag, sagde jeg og børstede Anton for muld, så der var nok til planterne.

Jeg sendte en kærlig tanke til en hvid ny sommerkjole med små blå blomster og sirlig smocksyning på forstykket, som Bertha havde syet og som stod til mine ny-kridtede sommersko.

- Det var pinse, når min mors højhælede lærredspumps og mine små tullesko, stod ny-hvidtede til tørring i solen på skraldebøtterne i haven, sagde jeg til Anton.

Skoene var slet ikke nye. De havde fået en tur med vandopløst kridt på tube. Skoene skinnede om kap med pinsesolen, når vi drog til skovs. Her var ens fædrende ophav allerede marcheret ud sammen med sine sangerbrødre. De gav pinsekoncert. Vi bragte madkurv og glæde. De hvide sko var trods soltørring helt græsgrønne, når vi vendte hjem.

- Jeg vil bygge en tidskapsel, så vi kan opleve gamle dage sammen, sagde Anton.

- Du ville kede dig, sagde jeg.

  • fyens.dk