Skudramt fængselsbetjent fra Nyborg i ny bog: Tvivlede på, at dømt gerningsmand var den rigtige

Retssagen i Svendborg i eftåret 2017 foregik under usædvanligt stort politiopbud med kampklædte betjente, fordi sagen involverede Black Armys tidligere bandeleder og trak tråde til Loyal To Familia. Foto: Kim Rune

Skudramt fængselsbetjent fra Nyborg i ny bog: Tvivlede på, at dømt gerningsmand var den rigtige

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

  • Fængselsbetjenten, der blev skudt uden for Nyborg Fængsel i sommeren 2016, undrede sig under retssagen i Svendborg over politiets udpegede gerningsmand. Den tiltalte, som i byretten blev dømt for at være gerningsmand, lignede ikke den mand, der havde skudt ham to gange i benene.

  • Det fortæller offeret for skudangrebet i den nye bog "Huset vinder altid - frontberetninger fra et dansk fængsel".

- Jeg er vældig tilfreds med dommen. Jeg er glad for, at det lykkedes os at opklare den frygtelige forbrydelse i Nyborg, og at vi fik fundet og dømt selve gerningsmanden.

Sådan sagde anklager Kirsten Flummer foran Retten i Svendborg, lige efter retten i slutningen af september 2017 havde idømt det 21-årige, forhenværende Black Army-medlem Ali Ghani Al-Salmi seks års fængsel for at have skudt en fængselsbetjent to gange i benene lige uden for porten til Nyborg Fængsel den 12. juli 2016 om aftenen.

Så skråsikker var offeret for skudangrebet, 37-årige Chris, imidlertid ikke, da han under retssagen betragtede den mand, som politiet udpegede som gerningsmanden. Det fortæller den forhenværende fængselsbetjent i bogen "Huset vinder altid - frontberetninger fra et dansk fængsel", som udkom i denne uge på forlaget People's Press.

I bogen lader forfatter og journalist Casper Fauerholdt fire fængselsbetjente, der alle arbejder eller har arbejdet i Nyborg Fængsel, fortælle om, hvordan jobbet og livet i fængselsystemet har ændret sig, og hvordan det har påvirket dem.

Du kan læse et uddrag fra bogen, hvor Chris og en kollega fortæller om de dramatiske minutter foran fængslet, nederst i artiklen.

Skudsagen fra Nyborg
Den 12. juli 2016 klokken 22.45 bliver en fængselsbetjent skudt to gange i benene foran porten til Nyborg Fængsel, da han møder ind til en aftenvagt.Angrebet kommer efter en længere tids utilfredshed med forholdene i fængslet hos især personer med relation til banden Loyal To Familia.

Forinden er bandelederen Shuaib Khan den 8. juli med kort varsel blevet flyttet fra sin celle i Nyborg til et andet fængsel. I cellen finder fængselsbetjente bagefter en trussel ridset ind i væggen. "Vi glemmer aldrig, for vi bærer nag. Vi rammer dem, I elsker, når I mindst venter det!!!" står der.

Den 28. september 2017 idømmer et nævningeting ved Retten i Svendborg den 21-årige Ali Ghani Al-Salmi seks års fængsel for at være gerningsmanden bag skyderiet. Den tidligere leder af Black Army Wassim Daabas får 10 måneders fængsel for at have sørget for tyveriet af bilen, der blev brugt, og for at have sørget for, at bilen efterfølgende blev brændt af.

30. maj 2018 frifinder landsretten den nu 22-årige mand for selve skyderiet og idømmer i stedet både ham og eksbandelederen to års fængsel for at have medvirket til grov vold. Gerningsmanden, der skød, er aldrig blevet fundet, men politiets opfattelse er, at Loyal To Familia stod bag.

For kraftig og for lav

Mens kampklædte betjente bevogtede Retten i Svendborg, fulgte Chris sagen hjemme i Ishøj via livebloggen på Fyens.dk, der løbende skrev opdateringer fra retssagen. Han fortæller også i bogen, at han glædede sig til at få sat et punktum, men var utryg ved senere at skulle befinde sig tæt på den mand, der havde skudt ham.

På den fjerde retsdag skulle han vidne. Hans advokat havde bedt om, at de tiltalte ikke var til stede imens, og sådan blev det. Det var derfor først senere, at han så den tiltalte tidligere leder af Black Army, Wassim Daabas, og den 21-årige Ali Ghani Al-Salmi, som politiet følte sig sikre på, var manden, der havde trykket på aftrækkeren. Chris selv var i tvivl, fortæller han i bogen:

"Da Chris havde vidnet, slog det ham, at Ali Ghani ikke lignede den mand, der havde stået over ham og skudt ham to gange for et års tid siden. Ali Ghani var for kraftig og for lav. Gerningsmanden havde været mindst 10 centimeter højere. Men måske var det bare noget, han bildte sig selv ind? Det kunne have været Ali Ghani, der pegede 9-mm pistolen direkte mod ham og affyrede to skud mod hans ben. Chris lå jo på asfalten, da han så gerningsmanden sidste gang, og liggende på jorden kan det være svært at vurdere en persons højde. men fornemmelsen blev i ham: Måske var det slet ikke Ali Ghani, der havde skudt."

Under ankesagen i landsretten i maj året efter påpegede Alis forsvarer Sten Balslev også forskellen på staturen hos sin 105 kilo tunge klient og den adrætte mand, man så skyde og løbe væk på overvågningsbillederne.

- Uden at fornærme ham er han simpelthen for overvægtig og tyk til at kunne gøre det, sagde han om Ali Ghani Al-Salmi, der af mange blev kaldt "tykke".

Gerningsmanden aldrig fundet

Landsretten var enig: Det var ikke den 22-årige mand, man kunne se på videoovervågningen, og han blev frifundet for selve skuddene. Både Al-Salmi og eksbandelederen blev idømt to års fængsel for medvirken til grov vold af landsretten, som dermed slog fast, at ingen af dem var til stede ved fængslet den sommeraften.

Meget pegede på Loyal To Familia, der var utilfredse med forholdene i fængslet. Desuden var personer fra København med relation til LTF i kontakt med Daabas og befandt sig på Fyn i tiden op til skuddene. Men gerningsmanden er aldrig blevet fundet.

I bogen fortæller forfatteren, at Chris ikke længere kunne holde ud at bo i Ishøj, og at Kriminalforsorgen skaffede ham en lejlighed på en hemmelig adresse i en sjællandsk by. Lejligheden ligger et stykke oppe i bygningen, for fængselsbetjenten ville være sikker på, at ingen kunne kigge - eller skyde - ind. Læger og psykologer har vurderet ham til at have en varig mén-grad på 45 procent, og med både angst og posttraumatisk stress kommer han sandsynligvis aldrig tilbage i et almindeligt job.

Avisen bringer navnet på personer, der idømmes et års ubetinget fængsel eller mere. Redaktionen er bekendt med fængselsbetjentens fulde navn, men bringer af hensyn til ham ligesom i bogen kun hans fornavn. Han har desuden ikke villet have, at vi bringer billeder af ham.


Læs uddrag fra bogen

Efter aftale med forlaget People's Press bringer vi her et uddrag af bogen "Huset vinder altid - frontberetninger fra et dansk fængsel":

Efter den første af sine ni nattevagter forlod Chris fængslet tirsdag den 12. juli klokken syv om morgenen. Han satte sig ind i sin Volkswagen Lupo og kørte træt hjem til Ishøj, lagde sig til at sove og vågnede af sit vækkeur klokken 13. Det var nok søvn, selvom der altid lige skulle gå et par nattevagter, før han var inde i den nye døgnrytme.

Senere den dag skulle Chris se sin søn. Han stod op, gik i bad, tog tøj på og kørte mod sin ekskærestes hjem i Københavns Nordvestkvarter.
Chris glædede sig til at være sammen med sin søn. Efter at han og moderen ikke længere var sammen, så han kun sønnen et par gange om ugen, og nogle gange blev det kun til et par timer i løbet af eftermiddagen, ligesom denne dag.

De tog hjem til Ishøj, legede, spiste aftensmad sammen – og så tilbage til Nordvest. Midt på aftenen fandt Chris igen sin uniform frem og klædte om, så han var klar til sin anden nattevagt.

Chris bekymrede sig ikke om at skulle krydse Sjælland i sin lyseblå skjorte. Et par uger forinden var han kørt direkte fra arbejde til Nordvest for at hente sønnen, og han havde endda handlet ind i sin uniform. Chris opfattede ikke sig selv som en mand, der havde fjender.
Han startede Lupo’en og kørte mod Nyborg.

I Vollsmose satte en gruppe unge mænd også kursen mod Nyborg i to biler – en sort Opel Astra, stjålet dagen forinden i Vissenbjerg, og en rød Fiat, som folk fra Black Army rådede over. Mændene medbragte et print af et Krak-kort med en markering af en rasteplads tre kilometer fra Nyborg. Der drejede bilerne af motorvejen og parkerede. Efter et kort ophold fortsatte den sorte Opel Astra. Mod Nyborg Fængsel.

Klokken var lidt over halv elleve, da Annita drejede af Vindingevej og ind til Nyborg Fængsel. Hun var ligesom Chris på vej på nattevagt, og som altid mødte hun ind i god tid, iklædt sin uniform. Da hun standsede foran porten og steg ud for at åbne lågen ind til personaleparkeringen, så hun, at en sort bil var kørt op bag hende.

Hun kunne ikke se personerne i bilen, men det var nok bare nogen, der var kommet for langt ud ad Vindingevej og var drejet af ved fængslet for at vende bilen. Annita satte sig tilbage i sin bil og kørte igennem porten, som lukkede igen bag hende. Hun parkerede, gik indenfor, lagde sin mobiltelefon i et skab og gik ind i teknikrummet, hvor fængselsbetjente, der har nattevagt, skal møde.

Samtidig drejede Chris af motorvejen og fortsatte ind igennem Nyborg.
Han kunne se på uret i bilen, at han havde travlt. I Nyborg var det kutyme at møde på vagt et kvarter før, så han susede igennem en rundkørsel, forbi havnen, ud ad Vindingevej og til højre og ind på gæsteparkeringspladsen ved fængslet. Den plads var ikke hegnet ind og beskyttet, men der parkerede han altid, for det var nemmere, og ingen ville alligevel gøre ham noget.

Uret i bilen stod på 22.44.
”Jeg skal skynde mig,” tænkte Chris. Han skulle også nå at svare på et par beskeder på telefonen, som han måtte undvære indtil næste morgen. Han hev den frem, kiggede ned og begyndte at taste, mens han gik de sidste meter hen til porten.

Den sorte bil, Annita havde bemærket, holdt stadig ude bag de store træer langs Vindingevej. Men nu begyndte den at rulle lidt frem og nærme sig Chris, der gik med blikket mod telefonen og ikke ænsede meget omkring sig.

Han passerede forbi et cykelskur og styrede mod indgangen, mens bilen kom så tæt på, at han ville have bemærket, at det var en Opel Astra, hvis han havde kigget op.

Nu kom Chris i tanke om, at han manglede sit id-kort.
”For helvede,” sagde han til sig selv.
Hvis han ikke havde det med, kunne han ikke komme ind.

Chris vendte om og gik tilbage mod sin Lupo, stadig med næsen nede i telefonen. Den sorte Opel satte i bakgear og fulgte med tilbage til udgangspunktet. Chris stak armen ind og fiskede sit id-kort op af det lille rum ved gearstangen, smækkede døren og gik igen mod porten – og bilen ude på vejen kørte igen frem.

På den store skærm i teknikrummet indenfor i fængslet kunne Annita se overvågningsbillederne fra det kamera, som sad ved porten. Hun kiggede op og så, at der foregik noget usædvanligt derude.
En mørk bil holdt parkeret, og nogle mørke skygger bevægede sig.

Da Chris nåede hen til porten og fandt sit id-kort frem, hørte han en mand råbe bag sig. Hvad manden råbte, kunne Chris ikke høre, men han fornemmede på tonen, at der var optræk til et eller andet. Han vendte sig om og så, at en mørk bil var kørt op bag ham og holdt små ti meter henne ad vejen med motoren tændt og forlygterne lysende ud i sommeraftenens tusmørke.

To sortklædte mænd sprang ud af bilens bagdøre og løb frem. Den ene – en robust mand med elefanthue på – pegede med en pistol mod Chris. ”Læg dig ned!” råbte han.

Første var stemmen kontrolleret, men Chris kunne mærke, at manden blev mere desperat, for hver gang han gentog ordren:
”Læg dig ned! Læg dig ned!”

Chris var bange, men forsøgte at bevare roen. Han vidste med det samme, hvad det handlede om: at udsendinge fra bandemiljøet var kommet for at vise, hvad de var i stand til. Det var en trussel. En besked til systemet. Han skævede lidt rundt og overvejede, om han skulle forsøge at flygte, men nåede frem til, at hvis han bare gjorde, som manden sagde, ville de ikke skyde.

”Rolig nu. Jeg skal nok lægge mig ned,” sagde han så.
Han bøjede i knæene, plantede højre hånd på asfalten bag sig og var på vej til at lægge sig ned, da manden med pistolen bevægede sig helt tæt på. Da han var halvanden meter fra Chris, skød han. Chris faldt sammen på asfalten og rullede om på højre side og trak instinktivt benene op under sig. Han var ramt i låret, men følte ingen smerte. Hans krop var i en form for choktilstand.

Måske var det et uheld, at han havde skudt, nåede Chris at tænke. Men så kom manden endnu nærmere. Han lænede sig ind over Chris og rettede på klos hold pistolens munding mod venstre læg og skød for anden gang. Kuglen gik direkte igennem benet og borede sig ind i det andet. Nu kom smerten.

Det gjorde ondt, helt ulideligt ondt, og Chris var slet ikke rolig mere. Han var bange og troede, han skulle dø.

Liggende på asfalten vendte han sig rundt og råbte på hjælp ind mod porten, men kunne ikke se nogen. Så vendte han sig mod pistolmanden, der et kort øjeblik så ud, som om han ikke vidste, hvad han skulle gøre. Så stak han med ét i løb tilbage til bilen, som forsvandt væk fra fængslets indkørsel. Hvor bilen kørte hen, ænsede Chris ikke, men på overvågningsbillederne, hvor kollegerne chokerede fulgte med, kunne man se, at den kørte vestpå.

Chris vendte sig om igen og så, at kollegerne nu var på vej ud af porten.
Annita var hurtigt henne ved ham og satte sig ved hans hoved.
”Kig på mig, det skal nok gå. Der er hjælp på vej,” sagde hun.
Klokken var 22.46, da anmeldelsen indløb hos Fyns Politi i Odense. En anmeldelse om en fængselsbetjent, der var blevet skudt foran Nyborg Fængsel.

En kollega klippede Chris’ bukser op og lagde puder under benene.
”Det skal nok gå. Det ser ikke så slemt ud,” sagde han og besigtigede skudhullerne. Kollegaen var sygehjælper fra Forsvaret, så han vidste, hvad han snakkede om. Han så to skudhuller, og at knoglen i skinnebenet var knust.

Men der var ingen kraftig blødning, så mere alvorligt var Chris ikke ramt. Det var også heldigt, at kuglen ikke havde rikochetteret og ramt en af de store blodårer i Chris’ lyske, for det kan ske, når en kugle rammer asfalt.
Kollegerne var hurtige til at organisere sig.

Nogle ringede til politiet og ambulancen, nogle kørte biler frem og blokerede indkørslen, hvis gerningsmændene skulle komme igen, nogle løb ned til overnatningen for at vække de overnattende betjente, nogle forbandt Chris – og nogle gik i panik og blev sendt væk. I løbet af få minutter var 30-40 mennesker samlet foran fængslet.

Samtidig kom den sorte Opel Astra susende tilbage ind på rastepladsen lidt uden for Nyborg. Mændene sprang ud, overhældte bilen med benzin og satte ild til den, hvorefter de satte sig ind i den røde Fiat og kørte tilbage mod Vollsmose.

Klokken var 22.50. Det gik op for Chris, hvad der var sket.
”Det her kan jeg dø af, tænkte han og mærkede panikken brede sig.”

Skudramt fængselsbetjent fra Nyborg i ny bog: Tvivlede på, at dømt gerningsmand var den rigtige

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce
Annonce