Vi bruger cookies!

fyens.dk bruger cookies til at give dig en god oplevelse og til at indsamle statistik, der kan være med til at forbedre brugeroplevelsen. Hvis du klikker på et link på www.fyens.dk, accepterer du samtidig vores cookiepolitik. Læs mere


De afslappede tider i Mexico er historie

1980'ernes landstræner Sepp Piontek var en mester i at håndtere pressen, som han skiftevis revsede og jokede med. Til venstre den daværende assistent Richard Møller Nielsen, der til tider var i clinch med pressen, men omvendt brugte det blomstrende billedsprog som våben. Arkivfoto: Steen Heiberg

De afslappede tider i Mexico er historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Når medierne i vore dage skal dække en VM-slutrunde foregår det på en vis, der minder om et internationalt topmøde. Tilbage under Danmarks første VM i Mexico i 1986 kunne man endnu gå direkte ned i omklædningsrummet og interviewe spillerne om, hvad der var gået galt. I vore dage står spillerne indhegnet som i en stald.

Fodbold: For fjerde gang deltager Danmark i en VM-slutrunde.

Og denne gang med budskaber fra Rusland med kærlighed som i den gamle James Bond-film - og med nyheder om hele spillet i kulissen.

Akkurat som dengang tilbage i 1986, hvor verden var ung og uskyldig, og den danske dynamit erobrede den halve verdens gunst og storspillede i den indledende gruppe med sejre over Skotland, Uruguay og Vesttyskland, inden en 1-0-føring i ottendedelsfinalen mod Spanien efter til tider naivt spil blev forvandlet til et smertende 1-5-nederlag mod Spanien - hvis grib af en angriber Emilio Butragueno straffede danskernes mere og mere skødesløse forsvarsspil.

Dengang rejste den danske verdenspresse i samme fly som landsholdet, og det var ikke bare, fordi DBU havde brug for pengene. Både før og efter kampene var kontakten til spillerne og DBU-lederne tæt, uden at det hindrede pressens ædle gesandter i at være snertende hårde og nådesløse, hvis ikke danskens bedste mænd havde formået at banke selv pænt store nationer.

Det var en del af den uformelle kontrakt, fordi det var var showbusiness, og alle kendte det gamle Simon Spies-slogan om, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

Det var før de pænt glatte og strategisk tænkende 9-16-spindoktorers højtid og fest, hvor alle budskaber - som det nu er blevet sædvane - blev aftalt mellem spillere, træner og ledere i minutterne efter kampen, så ingen fik og får ridser i den skinnende lak.

Tilbage i slutningen af 1970'erne og start-firserne trippede journalisterne ind i omklædningsrummet dybt nede i katakomberne i den gamle Københavns Idrætspark, og man satte sig på bænkeraderne i omklædningsrummet og ventede på, at de rødhvide stjerner kom ud fra badet - iført kun et håndklæde. Og ofte hurtigt med en øl og en smøg i hånden.

Det var dengang dagblade - og især boulevardaviserne Ekstra Bladet og BT - havde den største magt og endda friheden til at skrive lidt ekstra underholdende, fordi det dybest set var i alle parters interesse. Når det var gode tider, og der ikke var grund til kritiske penne.

Piontek styrede showet

I 1986 var Sepp Piontek som bekendt landstræner, og tyskeren havde et medfødt talent for at tøjle journalisterne og endda under pressemøder gå i rette med dem. Til tider ved at kalde dem op fra bænkene til en skideballe - ofte med et lunt glimt i de de skarpe øjne.

Afløseren Richard Møller Nielsen var en mere koldsindig og til tider mistroisk type - til tider med rette i forhold til pressen - men endnu i 1990 efter Møller Nielsens første kamp mod England på det gamle Wembley kunne pressens ædle gesandter trisse direkte ind i omklædningsrummet, og her erindres spørgsmålet om, hvorfor debutanten - den jættestærke Carsten Dethlefsen - havde haft det så svært i starten af kampen. Møller Nielsens øjne lynede, og ret hurtigt mærkede man, at det var konstruktivt at forlade den klejne, fugtige kabine, for Møller Nielsen var ikke at spøge med efter et 0-1-nederlag.

De lidt amatøriske tider ændrede sig, og med pressechef Frits Ahlstrøms ankomst indtraf der sig en mere professionel sportschef, der med fortid som sportsredaktør på Politiken var godt rustet til at time og dreje budskaberne korrekt.

I 1998 var den svenske gentleman Bo Johansson arriveret, og Johansson var på fornavn med både alle journalister og endda deres bedre halvdele og børn og hunde og kattedyr. Og kunne selv efter svære nederlag udtale sig så positivt og i runde vendinger, at pressen havde svært ved at hugge og stikke i svenskeren.

Totalt reguleret

Efter århundredskiftet steg både kravet om sikkerhed og om styring af budskaberne fra DBU og spillernes og ikke mindst deres agenter.

Pressen kunne dog stadig møde selv de største stjerner under afslappede former, so da Danmark i 2002 i nordjapanske Niiagata skulle prøve at forklare, hvad der var gået galt, da England slog danskerne glat 3-0 i VM-ottendedelsfinalen. Denne skribent fik sig en pænt lang uformel snak med den engelske megastjerne David Beckham, fordi spillerne endnu dengang fik lov til at bevæge sig pænt frit.

I dag er kontakten til spillerne totalt reguleret, og der sker efter direktiver fra verdensforbundet FIFA, der kører sin manual ind over hver eneste turnering, og interviews foregår i de såkaldte mixed zones.

Men det skal dog nok lykkes for Jysk Fynske Mediers udsendte at få leveret de selvstændige historier, som alle efterlyser, uanset tv-stationerne har en klar fordel med interviews kort efter slutfløjtet.

Men der kræves stor årvågenhed og et øje på hver en finger og hver en kulissen i udvikling, hvis man skal være opdateret.

Danmark deltog sidst i en VM-slutrunde for otte år siden i Sydafrika, og der var afskærmningen og sikkerheden på allerhøjeste niveau af gode grunde.

Når slutfløjtene har lydt, er der dog altid én sandhed. Det er stadig boldens magi og cifrene på måltavlen, der er den vigtigste historie - uanset hvad landstræneren og spillerne siger bag deres afskærmede bokse som i en kostald.

De afslappede tider i Mexico er historie

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.