Ugeavisens klumme: Når man går kold klokken 20


Ugeavisens klumme: Når man går kold klokken 20

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Fredag aften, ungerne sover, en lang uge er overstået, opvasken er taget, og NU skal vi til at hygge os. Nu er det endelig voksentid. Skal vi spille et spil? Høre musik eller måske se en film?

Filmen bliver det. 

Jeg kan se det på min kære husbond med det samme. Han tror ikke for alvor på projektet. Når man har oplevet noget tilpas mange gange, så får man jo det, der kaldes en erfaring. 

Men jeg skal vise ham. 

I dag holder jeg mig vågen. Hele filmen. I hvert fald indtil rulleteksterne. Oftest må jeg kapitulere, inden der er gået en halv time.

Det er tilsyneladende hårdt at være forældre. Eller i hvert fald at være mor. Jeg kan simpelthen ikke holde mig vågen efter klokken 20. Og sådan har det faktisk været nu i fire år. Sætter jeg mig først ned, er kampen tabt, og så kan jeg næsten ligeså godt gå i seng med det samme. Og dette har naturligvis ikke noget som helst med selskabet at gøre - det skal man endelig ikke tage fejl af. Det handler simpelthen om en fysisk umulighed.

Selvfølgelig er der knald på i løbet af dagen, og selvfølgelig får jeg ikke altid min nattesøvn i fred. Men alligevel. Klokken 20, helt ærligt.... Jeg er knapt rundet de 30, og jeg sidder allerede og småblunder i sofaen.

Det er egentlig noget pudsigt noget med det søvn.

For mine to døtre på hhv 2 og 4, virker søvn allermest som et nødvendigt onde. Noget, man kun overgiver sig til, når det er absolut uundgåeligt. Jeg har ladet mig fortælle, at det nok skal ændre sig. Jeg er stadig ikke helt derhenne, hvor jeg synes, at "bare vent til de bliver teenagere-kommentaren" sådan for alvor er sjov. Det er jeg lidt for træt til. 

Jeg husker selv, hvordan det var at være teenager. Man kunne sidde oppe og hygge sig den halve nat og blive vækket af sin mor på den anden side af middag. Og så kunne man alligevel godt lige tage en time eller to mere, inden dagen for alvor kom i gang. Om aftenen kunne man så sidde og grine af sin mor, og måske endda også lave lidt sjov med, at hun gik kold på sofaen midt i 21-nyhederne. Sådan er verden jo så uretfærdig. Og karma rammer mig med garanti tilbage lige i synet, når min egne børn bliver ældre.

I dag er jeg i udpræget grad blevet et A-menneske. Når først jeg er kommet op, så fungerer jeg ret godt om morgenen. Jeg møder ind på kontoret klokken 7, og jeg ser sjældent et øje den første time. Det er min mest effektive time på arbejdsdagen.

For nyligt læste jeg en artikel, hvor en forsker forklarede, at der findes såkaldte "longsleepers" og "shortsleepers". Longsleepers har brug for op til 12 timers søvn, mens shortsleepers kan klare sig for omkring 4-5 timer.

Forskellen skyldes formentlig genetik. Tilsyneladende skulle George W. Bush være en såkaldt "longsleeper", mens Margeret Thatcher er et eksempel på en "shortsleeper". Så ved man altså det.

Men lad os antage, at jeg er sådan rimelig gennemsnitlig. Et normalt fungerende menneske på min alder skal vel optimalt set have et sted mellem 7-9 timers søvn i døgnet. Men med et par års træning i søvnmangel, kan jeg faktisk klare mig med ret lidt. Bare der ikke er nogen, der forventer, at jeg ser godt ud imens.

Nå, men tilbage til fredagsfilmen. Lad mig bare sige det sådan, at det var godt, jeg havde set James Bond klare ærterne før. Jeg følte ikke, at jeg for alvor havde huller i handlingen, men jeg følte mig heller ikke hundrede procent overbevist om, at jeg havde været mentalt tilstede hele vejen.

Hvordan skal det dog ikke gå nytårsaften?

Der skulle jeg jo gerne kunne holde øjnene åbne, til klokken har rundet midnat, og propperne for alvor springer.

Jeg håber, der er en stor opvask eller noget andet praktisk, jeg kan holde mig vågen ved.

Ugeavisens klumme: Når man går kold klokken 20

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce