Historiker Eg Groa fra Faaborg kaster i ny bog fra Øhavsmuseet lys over et stykke krigshistorie, som nærmest ingen kender: Om de tyske flygtninge, der kom til Danmark i slutningen af 2. Verdenskrig og blev indkvarteret på blandt andet Korinth Kro, Espe Kro og Forsamlingshus og på Horne Vænge.

Faaborg: Billederne af syriske flygtninge, der kommer vandrende op ad den sønderjyske motorvej i 2015, står stadig klart i erindringen hos de fleste. Nøjagtig som beretningerne om syriske flygtninges farefulde færd over Middelhavet i skrøbelige både.

Netop på det tidspunkt i 2015 gik historiker Eg Groa fra Faaborg i gang med at afdække en næsten identisk flygtningehistorie. Den foregik bare 70 år tidligere. Og i stedet for syrere var det tyskere, der i slutningen af 2. Verdenskrig kom sejlende eller gående til Danmark.

De uvelkomne fra øst

Bogen er skrevet af historiker Eg Groa, Faaborg.

Udgivet på Øhavsmuseet Faaborgs Forlag.

Udgivelsen er støttet af Farumgaard-Fonden og Aage og Johanne Louis-Hansens Fond.

Bogen koster 100 kroner og kan købes på Faaborg Byhistoriske Arkiv, Øhavsmuseet, Arresten og i Bog & Idé, Faaborg.

Øhavsmuseet udgav onsdag en ny bog, "De uvelkomne fra øst", hvor Eg Groa kaster lys over historien om de tyske flygtninge, som næsten ingen kender til.

- Dér i 2015, da flygtninge kom vandrende på motorvejen, tænkte jeg godt nok: Det er tankevækkende. Det er ikke første gang, det sker, siger Eg Groa.

Dengang i 1945 var det civile tyskere fra de tyske østområder, blandt andet Østpreussen, der flygtede fra krigen, efterhånden som Den Røde Hær trængte frem.

Dér i 2015, da flygtninge kom vandrende på motorvejen, tænkte jeg godt nok: Det er tankevækkende. Det er ikke første gang, det sker.

Eg Groa, historiker, Øhavsmuseet.

- Nogle kom gående ind i Danmark via Jylland, men mange kom sejlende i faldefærdige både fra de tyske østområder. Det var især kvinder, børn og gamle samt enkelte syge soldater. Mange blev bombet af Den Røde Hær, og de, der var heldige, nåede frem til de danske kyster, for eksempel på Sydfyn. Lige pludselig stod de her, tyskerne, ligesom syrerne gjorde i 2015. Men den store forskel var - og det er ret tankevækkende - at selv efter fem års besættelse tog danskerne faktisk ret godt imod fjendens civile. Det var i høj grad civilbefolkningen, der tog imod dem og hjalp dem med tæpper og så videre, for der kom ikke noget fra de danske myndigheder, fortæller Eg Groa.

Troede de skulle dø

Det store rykind af tyske flygtninge kom i de allersidste dage af krigen, helt hen omkring de første dage i maj 1945, og da den tyske værnemagt forsvandt, var det den danske modstandsbevægelse, der stod for at indkvartere tyskerne.

- I første omgang var de rædselsslagne. Da de tyske kommandanter rejste ud, troede de tyske flygtninge, at de skulle dø. Men efterhånden fandt de jo ud af, at de faktisk blev behandlet ordentligt.

I Faaborg-området blev tyskerne indkvarteret tre steder: Korinth Kro, Espe Kro og Forsamlingshus og den tidligere tyske ubådsladestation på Horne Vænge, hvor der i forvejen var barakker.

I begyndelsen blev cirka 70 indkvarteret i Horne, men det tal voksede siden til omkring 400. Cirka 175 blev indlogeret på Korinth Kro, og omkring 220 i Espe Kro og Forsamlingshus.

Fodbad i kroens gryder

- Korinth Kro var luksus-versionen, for her havde de værelser. Men der var så mange, at de også var nødt til at sove på halmknipper i den store sal. De blev så ryddet væk om dagen, så der var plads til, at de kunne spise og så videre. Kroens ejer var rigtig træt af, at de brugte hendes gryder til fodbad. De havde nogle frygtelige fødder, da mange af dem havde gået langt, og de var meget beskidte, fortæller Eg Groa.

I Espe var der en tysk lejrleder, som skød sig selv og sin kone, da han hørte, at Hitler havde begået selvmord. Konen overlevede dog.

- Men man kan undre sig over, at den danske modstandsbevægelse ikke havde tjekket, om der var nogen, der havde våben. Og bagefter var de mest optaget af, hvem der skulle have pistolen - ikke så meget om der var andre våben. For man skal huske på, at i starten var den danske modstandsbevægelse splittet mellem en kommunistisk og en borgerlig del, nævner Eg Groa.

Nogle af tyskerne endte med at arbejde for de lokale danskere og kunne på den måde supplere den meget sparsomme kost, de fik i lejrene.

Korinth og Espe lukkede hen over sommeren 1945, og tyskerne herfra blev i første omgang samlet i Horne. Men her var det svært at varme barakkerne op, og det viste sig at være for usikkert at gøre lejren i Horne forsyningssikker om vinteren, så også den blev lukket, og beboerne sendt til store lejre i Jylland og på Sjælland.

- De tyske flygtninge var meget taknemmelige og gav de danske værter gaver, da de skulle væk fra lejrene. Det viser et imponerende overskud, siger Eg Groa.

Hele historien om de tyske flygtninge i Danmark sluttede omkring 1949, da de sidste rejste hjem.

Historien gentager sig

Det var lidt af en tilfældighed, at Eg Groa overhovedet blev fanget af historien om de tyske flygtninge.

- Jeg kendte ikke ret meget til historien på forhånd. Jeg havde en projektansættelse på Øhavsmuseet, hvor jeg skulle gennemgå arkiverne i Byshistorisk Arkiv med henblik på digitalisering. Her opdagede jeg, at der var en masse billeder og papirer om emnet, og så spurgte jeg vores direktør, Peter Thor Andersen, om ikke vi skulle lave noget om den historie. Det syntes han var en god idé. Vi søgte penge hos fonde. I første omgang langt mere end de godt 30.000, vi endte med at få. Vi blev enige om at lave et formidlingsprojekt, som nu er mundet ud i den her bog, fortæller Eg Groa.

- Det sjove er jo at se parallellerne fra dengang til nu, hvor man må sige, at meget har sgu ikke ændret sig, konstaterer Eg Groa.

  • Af:

Mere om emnet

Se alle
Den løbende historiker

Den løbende historiker