I det jysk-fynske mediehus er vi meget optaget af, hvordan de artikler og videoer, vi laver, klarer sig på Facebook.

Bliver de læst? - bliver de delt? - bliver de kommenteret? - hvad er det for historier, folk derude ved skærmene reagerer på?

Min dygtige kollega Palle Søby har på det seneste noteret sig for nogle ret pæne Facebook-baskere, når han har indviet læserne i sit til tider belastende samliv med hankatten Lucas, der slæber halvstore nedlagte dyr ind gennem kattelemmen, og med jævne mellemrum overfalder Palles sagesløse ekskone.

Palle har fat i den lange ende her. Dyr med pels - især videoer med katte, der tumler rundt og kvajer sig på nuttet kattemaner - er bare noget af det mest populære på det sociale medie.

I mange år var Facebook noget af et mysterium for mig. Jeg havde naturligvis en profil, for det har man jo. Men hvad f... skulle jeg bruge den til?

Havde jeg dybest set brug for at vide, at en af mine kusiner netop havde set - og fotograferet - en flot solnedgang over Mariager Fjord - eller at en anden havde bagt en portion velsmagende vanillekranse lige op til jul?

Jeg fik selvfølgelig bekræftet, at mine kusiner er i live, og bruger deres tid til noget meningsfuldt. Men derudover - helt ærligt?

Men så var det, at det for et par år siden gik op for mig - bedre sent end aldrig - at der var noget, der hed grupper. Ja jeg kan godt være lidt langsom i det nogen gange - men altså sådan nogle grupper, hvor facebook-brugere med samme interesse deler erfaringer om lige netop det, de synes er det allervigtigste i hele verden. Det gik op for mig, at der faktisk var folk, der - ligesom mig selv - aldrig kan få nok af at snakke om Beatles og for folk, der samler på gamle vinylgrammofonplader.

Så var der ingen returbillet. Facebook havde omfavnet mig, og kærligheden blev gengældt.

Mine to teenage-døtre er naturligvis fuldstændig integreret i alt, der hedder sociale medier. Vi taler vel her nærmest om en slags afhængighed, der også gælder musiktjenesten Spotify.

Med panik i stemmen bad den den store i 3.G. forleden om en klar forsikring om, at familieabonnementet til Spotify, som vi har talt om at samles omkring, ikke komme til at afbryde strømmen af streamet musik i hendes hovedtelefoner.

- Jeg kan max. undvære Spotify i to timer, lød det klare budskab.

Men det er ikke bare sociale medier, der vender op og ned på vores virkelighedsopfattelse. Husets tv-vaner har også ændret sig radikalt det seneste års tid.

Det er lidt svært at få det sagt, men jeg tror faktisk, man bliver et lykkeligere menneske af at få fibernet ind i huset, og Netflix og TV on demand bliver en naturlig del af hverdagen. Nu kan jeg i fred og ro sidde og se det seneste afsnit af Bonderøven en fredag aften, mens andre hygger sig med det skaldede orakel i X-factor. Hvilken guddommelig frihed.

Og samtalerne - der for få år siden handlede om, hvad vi skulle se i TV i aften - handler nu om, hvilke serier, der er værd at følge på Netflix.

TV-programmerne fra DR, DR2, TV2 er nærmest blevet til et vejledende tilbuds-katalog, som man plukker i efter behag, og man slipper for at sidde og se på en masse skrammel, inden programmet, man egentlig gerne vil se, dukker op på skærmen.

Vores tv-forbrug har udviklet sig til en række af kvalificerede valg, og det føles godt.

Ja, mine kusiner bager stadig vanillekranse, og min fætters kone søger jævnligt gode råd i et ordspil, hun er meget optaget af.

Men det har faktisk udviklet sig til lidt hyggelig baggrundsstøj i mit liv på Facebook.

  • Journalist portræt

    Af:

    Journalist på lokalredaktionen i Faaborg med særligt fokus på børne- og undervisningsområdet, samt hvad der rør sig i det lokale erhvervsliv.