Klumme: Jeg havde mareridt over Dronning Margrethe

Dronning Margrethes seneste officielle besøg i Faaborg var 6. juni 2012. Måske var det minderne fra den dag, der pludselig dukkede op i drømmen forleden nat. Arkivfoto: Robert Wengler

Klumme: Jeg havde mareridt over Dronning Margrethe

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Jeg havde mareridt forleden nat. Og Dronning Margrethe var hovedperson i mit mareridt.

Nu skal jeg skynde mig at sige, at jeg altid har været stor tilhænger af kongehuset.

Jeg synes i bund og grund, det er vigtigt, at vi har noget, der er hævet over Folketinget og regeringen. Jeg synes, det er en skræmmende tanke, hvis politikerne på Christiansborg - suppleret af en præsident - var de øverste hoveder i det her land.

Så rør ikke ved kongehuset. I kan godt glemme alt om at gøre Danmark til en republik.

Og når nogen begynder at kritisere størrelsen af kongehusets budget, står jeg helt af. Få jer dog et liv - og drop jeres latterlige smålighed.

Hvis medlemmerne af kongehuset ikke skulle leve som konger og dronninger og prinser og prinsesser, ville de jo netop ikke være konger og dronninger og prinser og prinsesser.

Gud bevare kongehuset.

Så Dronning Margrethe er god nok, og hun kan faktisk ikke gøre for, at hun pludselig blev hovedperson i mit mareridt.

Jeg var på arbejde her på avisen. Pludselig fik vi nys om, at Dronning Margrethe var i Faaborg. Lynhurtigt blev det min opgave at suse ud i byen og lave en reportage og tage nogle skarpe billeder af dronningen.

Jeg drog frejdigt af sted, men i min iver glemte jeg redaktionens kamera. Ja, hvor dum kan man være?

Nå, men jeg havde jo min mobil, så det var vel fint nok.

Jeg satte kursen mod museet, hvor dronningen ifølge rygterne skulle befinde sig. På afstand så jeg en stor menneskemængde. Da jeg kom derhen, så jeg en stor mørk bil køre væk. Det var dronningens bil, Krone 1.

Menneskemængden satte sig i bevægelse og gik i samme retning som kongebilen. Jeg fik kæmpet mig frem til nogle af de ansatte på museet for lige at få et par informationer om, hvad der var foregået.

Straks efter ilede jeg efter menneskemængden. Nu fik jeg et chok. Min mobil var væk. Den havde jeg lagt på en betonmur ved museet, mens jeg snakkede med museumsfolkene.

Jeg ved ikke, hvorfor jeg ikke bare løb tilbage til museet efter mobilen. Men i drømme gør man ikke altid det mest rationelle. I stedet løb jeg hele vejen tilbage til redaktionen for at hente avisens kamera.

Men nu anede jeg ikke, hvor dronningen og menneskemængden befandt sig. Det var ikke godt, det her. Hvad ville min redaktør sige, hvis jeg kom hjem uden billeder af dronningen?

Jeg løb gennem byens gader. Hid og did. På må og få. Blev forpustet og fik galoperende hjertebanken.

Pludselig så jeg dem. Dér var de! Jeg så lige halen af en menneskemængde, der drejede rundt om et hjørne. Jeg skyndte mig derhen.

Det var vildt besværligt at komme igennem menneskemængden, men endelig lykkedes det. Og nu stod jeg pludselig lige foran Krone 1. Dronningen steg ud og vinkede til folket. Wow et billede, jeg ville få nu.

Jeg trykkede og trykkede på kameraet. Trykkede igen. Intet skete. Uarghhh! Der var ikke mere batteri på!

Nu var gode råd dyre. Der var kun ét at gøre. Jeg måtte tilbage til museet i håb om, at min mobil stadig lå på betonmuren.

Jeg løb igen gennem byens gader, mens jeg tænkte på, hvor mange der kunne være kommet forbi og så let som ingenting have hugget min mobil.

Men nogengange sker der mirakler i drømme. Det gjorde der her. Min mobil lå på betonmuren, hvor jeg havde efterladt den.

Gud bevare min mobil.

Jeg skyndte mig tilbage i samme retning, jeg var kommet. Da jeg kom tilbage til det sted, hvor dronningen og menneskemængden havde været lige før, var der ingen. Alt var tomt.

Hvad gør jeg nu? Jeg begyndte at løbe. Videre ud ad vejen.

Jeg løb og løb. Hjertet hamrede. Kameraet uden batteri dinglede om halsen på mig og bankede mod min mave for hvert skridt.

Pludselig befandt jeg mig i gader, jeg slet ikke kunne genkende. Det lignede overhovedet ikke det rigtige Faaborg. Det var pludselig en meget større by, med mange flere gader og helt andre kvarterer, end jeg kendte fra Faaborg.

Jeg løb og løb og løb.

Pludselig sagde det "pling". Jeg lå i min seng. Badet i sved. Kiggede mig omkring. Jo, det var mit soveværelse. Jeg greb mobilen på natbordet. 5.13 var klokken.

Det var søndag. Jeg havde fri. Og gudskelov for det. Uanset hvad ville det ikke blive mig, der skulle ud og tage billeder af dronningen, hvis hun pludselig skulle komme til Faaborg.

Men kære Dronning Margrethe: Hvis du læser Ugeavisen Faaborg, skal du vide, at du altid er velkommen i Faaborg. Og jeg byder gerne på en kop kaffe - hvis jeg kan finde dig.

Gud bevare Dronningen.

Klumme: Jeg havde mareridt over Dronning Margrethe

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce