De seneste to uger har ugeavisens klumme handlet om en fast forbindelse mellem Fyn og Als.

Først talte redaktør Torsten Cilleborg varmt for en fast forbindelse, og i sidste uge gjorde kollega Bent Warncke det modsatte.

Så nu gider I sikkert ikke høre mere om det. Men det bliver I nødt til. Vi må ud i forlænget spilletid, for selvfølgelig skal vi have en afgørelse.

Normalt skal man være varsom med at lægge sig ud med sin redaktør, men her må jeg sige, at jeg ubetinget holder med Bent.

En fast forbindelse mellem Fyn og Als er det mest meningsløse, formålsløse, nytteløse, talentløse, visionsløse, overflødige, unødvendige og urealistiske anlægsprojekt, Danmark har set i mange årtier.

Et luftkastel. Et fatamorgana. Kejserens nye klæder.

Mere er der ikke at sige om den ting. Så jeg vil ikke tale projektet yderligere ned, men i stedet tale noget andet op. Noget jeg rigtig godt kan lide.

Alsfærgen. Den er jeg helt tosset med. Den er fantastisk.

Altså hør nu lige her: Vi skal prise os lykkelige for, at vi bor i et land med en masse vand. En masse farvande mellem de forskellige landsdele og øer.

Farvande som gør det muligt at lave færgeruter.

Forestil jer, at I boede i Frankfurt. Der er cirka 400 kilometer fra Frankfurt til havet.

Eller værre endnu: Midt inde i USA. Eller midt i Rusland. Flere tusind kilometer til havet.

Der er masser af mennesker på jorden, der næsten aldrig ser havet.

Tænk lige på, hvor heldige vi er her i Faaborg. Vi kan gå ned og stille os ved havet hver dag, hvis vi har lyst. Vi kan sejle med færgen fra Bøjden til Fynshav og sidde og kigge ud på havet hver dag, hvis vi har lyst.

Bare det at bo i Ikast eller Ringe forekommer skræmmende.

Når jeg skal til Tyskland og videre ud i den store vide verden, kunne jeg aldrig drømme om at tage motorvejen over Lillebæltsbroen og hele den lange vej rundt om Kolding og hele den lange lige strækning ned mod grænsen.

Nej da. Jeg vil til en hver tid køre ad rute 8 mod Bøjden. Når jeg en tidlig lørdag morgen er kommet igennem Horne, befinder jeg mig kort efter på bakken oven for Bøjden. Herfra har jeg den flotteste udsigt, man kan have på hele Fyn, når jeg skuer ud over Bøjden Nor, Helnæsbugten, Helnæs, Østersøen og Als.

Kort efter triller jeg gennem Bøjden, ud ad dæmningen ved Bøjden Nor og holder snart i opmarchbåsene.

Jeg kører om bord og går straks op på soldækket, så jeg kan stå og kigge ind over Bøjden Nor og Horneland, mens færgen sejler ud.

Først når vi er kommet et stykke ud, går jeg ned i cafeteriaet og køber en kop kaffe og et rundstykke med ost og sætter mig og læser avisen, mens jeg indimellem kigger ud på havet og ser et par måger blæse forbi.

I god tid inden ankomst går jeg igen op på soldækket, så jeg kan stå og nyde udsigten mod Danmarks smukkeste kystskov, Nørreskoven på Als.

Færgeturen er for mig ikke bare et stykke transport, der skal overstås.

Færgeturen er en oplevelse i sig selv. En del af fornøjelsen. Jeg har sågar et par gange taget færgen til Fynshav, selv om jeg ikke skulle nogen steder hen. Færgeturen for færgeturens skyld.

Når jeg glæder mig til en ferie ud i den store vide verden, er kaffen og rundstykket med ost det konkrete fokuspunkt, jeg glæder mig til. Ikke at stå på en alpetop eller ligge på en strand nede sydpå. Men det øjeblik, jeg sidder og drikker kaffe på Alsfærgen.

Og hør nu lige her: For en brøkdel af de uhyrlig mange milliarder, en fast forbindelse koster, kan man godt nok få en fancy færge, der kan sejle i døgndrift i mega mange år.

Færgerne er et stykke dansk kultur, som vi bør værdsætte, værne om, udvikle og bygge videre på.

Så hold fingrene fra min elskede Alsfærge.

Gud bevare Alsfærgen.

  • Af: