Kunstneren Keld Moseholm er så småt begyndt at spekulere over, hvad der egentlig skal ske med ejendommen, hvor han har sit livsværk. Han ærgrer sig over, at der endnu ikke er lavet en nationalpark i Faaborg-Midtfyn, og så synes han, det skal være gratis at købe over Storebælt.

Hvad er dit helt personlige juleønske?

- Jeg er så heldig, at mit juleønske går i opfyldelse i år. Hele min familie med børn, børnebørn og bonusoldebarn bliver samlet her for at holde jul, dog lige med undtagelse af én, der er bortrejst på skiferie. Det glæder jeg mig rigtig meget til. Så bliver vi en stor forsamling, hvor vi aldersmæssigt spænder fra halvandet år til mine 81 år. Det bliver en oplevelse.

Juleønsket

Ugeavisen Faaborg har i ugerne op mod jul spurgt en række erhvervsdrivende, kulturpersonligheder, frivillige m.fl. om deres juleønsker - dels de personlige, dels for kommunen og byen.Svarene kan du følge i serien "Juleønsket".

- Jeg er oprindelig fra Midtfyn, hvor jeg er født og opvokset på mine forældres gård. Efter endt studie i København flyttede min kone og jeg tilbage til Fyn og byggede hus på mine forældres grund. Her boede vi, frem til jeg blev 65, og vi flyttede her til Dyreborg. Så man kan næsten sige, at jeg først flyttede hjemmefra, da jeg var 65. Huset, vi forelskede os i, var oprindeligt en gammel landsbyskole, men i en meget sørgelig forfatning, så det blev et kæmpe renoveringsprojekt.

- Bronzestøbningerne til mine værker fik jeg lavet i Italien, og det var indimellem en udfordring, at forstå hinanden, når man ikke kan andet end kropssprog. Der var dog ét ord, jeg hurtigt lærte at kende, og det var domani, domani - som betyder i morgen, i morgen. Det fortæller lidt om den italienske arbejdsmåde. Da renoveringsarbejdet i huset var færdigt, og vi stod for at skulle flytte ind i den gamle skole med galleri og det hele, tilbød Jørgen Svendsen ved Skulpturstøberiet i Svendborg at støbe for mig, mens vi flyttede. Ja den flytning har så indtil videre varet i 17 år.

- Jeg har den glæde, at det, jeg laver, bliver forstået på tværs af lande og sprogbarrierer. Jeg kan ikke sprog, kun fynsk, men så har jeg en stor hjælp og støtte i min kære hustru, Bente. Hun varetager jobbet som tolk på vore ture rundt i verden. Altså det eneste, jeg kan sige, er "My wife speeks for me". Jeg har så efterfølgende fundet ud at, at der åbenbart er flere kunstnere rundt i verden, der også har det sådan - det har vi grinet af mange gange.

Hvilke ønsker har du til dit liv og virke det kommende år?

- Selvfølgelig ønsker jeg, at mit helbred må holde mange år endnu, for jeg har egentlig ikke tænkt, at jeg nogensinde skulle herfra - men livet, det varer jo ikke evigt. Selv om jeg nu er 81 år og flere gange har overvejet at lade mig pensionere, så kalder lidenskaben stadig og trækker mig tilbage til nye skitser og modeller. Jeg har en umådelig glæde ved hele processen omkring at skabe nyt, og jeg føler aldrig, jeg bliver færdig med at udvikle et værk. Jeg er så at sige hele tiden på vej. Nogle skulpturer er hurtigt færdige, nogle arbejder jeg på i årevis, og andre bliver jeg aldrig helt færdige med. Det kan være budskabet eller kompositionen, der bliver ved med at udvikle sig, og som forlænger processen. Jeg går gerne og tumler med en masse ideer i hovedet, så bliver de sat på skitser, og herefter laver jeg små modeller i voks. På den måde, kan jeg prøve ideerne af, inden de sættes op i størrelse. Størstedelen af de mindre værker, har jeg selv et eksemplar af, nummer 0, og jeg laver kun op til otte styk af hver figur.

- Kombinationen er ofte granit og bronze, og når målene til skulpturen er helt på plads, så bestiller jeg granitten, som hedder Blå Rønne, fra de bornholmske stenbrud. Det er faktisk en sjov historie, hvordan det endte med at være bornholmsk granit. Det kom sig af, at jeg engang udstillede i København, og her mødte jeg tilfældigvis ham, der markedsførte den bornholmske granit. Han var meget interesseret i at indgå et samarbejde med mig, lige indtil han hørte, at jeg brugte svensk granit - så blev han godt nok noget lang i ansigtet. Efterfølgende blev jeg dog kontaktet af direktøren for granitbruddet, og vi fløj sammen til Bornholm, hvorefter jeg fik en komplet rundtur i granitbruddene. Ja, og sådan gik det til, at jeg i stedet for svensk granit kom til at bruge Blå Rønne-granit.

Hvad sker der af nyt og spændende i den nærmeste fremtid?

- Jeg er meget interesseret i at komme uden for landets grænser med mine værker og har gennem årene deltaget i mange forskellige udstillinger blandt andet i USA, Brasilien, Canada og Skotland. Aktuelt forbereder jeg mig til at deltage i en udstilling i Schweiz, der holdes hvert tredje år, og som man indbydes til at deltage i, og her er jeg med for sjette gang. Værkerne skal være klar i marts 2018, så vi er på nuværende tidspunkt i gang med støbearbejdet i bronze. Jeg deltager med tre store skulpturer og nogle mindre. De to store skal udstilles i Schweiz og den sidste i Liechtenstein, der grænser op til.

- De seneste 12 år har jeg været med i udstillingen "Sculpture by the Sea" i Sidney, Australien, som er en censureret udstilling. Her sender man forslag ind, hvorefter en censurkomité så foretager til- eller fravalg af kunstnere. Jeg har altid haft én stor og flere små skulpturer med fra min eksisterende produktion. Håbet har selvfølgelig været, at værkerne blev solgt i forbindelse med udstillingen, så jeg ikke skulle have besvær med at få dem fragtet hjem igen. Det ønske har jeg været så heldig at få opfyldt, da de fleste er blevet solgt. Den seneste udstilling i Australien var i Sidney her i november, og i marts 2018 skal mine skulpturer så videre til Perth.

- Faktisk har jeg lige afsluttet en udsmykning i Stenbjerg i Nationalpark Thy ved Vestkysten. Den har jeg arbejdet på i otte år. Planen var egentlig, at den skulle opstilles på molen, men det blev ikke godkendt af fredningsmyndighederne. Derfor gik tiden, og værket, som hedder "Livlinen", er derfor først nu blevet afsluttet. Det endte med en placering ved indkørslen til byen, hvor den tager sig flot ud. Måske der var en mening med, at projektet i sin tid ikke blev godkendt, for den dag i dag er molen, den skulle stå på, helt opslugt af havet. Så jeg er lykkelig for, at mit værk ikke endte sine dage på bunden af Vesterhavet.

Hvad er din vision for Faaborg-Midtfyn?

- Jeg tænker generelt, at jeg ikke bryder mig om de skellinjer, der er mellem by og land. Det er en skævvridning, hvor bl.a. huspriserne er vildt forskellige. Min vision er, at der skal ske noget i de mindre byer og på landet. Vi har noget særligt og særegent på Sydfyn, som kan trække folk til. Jeg kunne godt ønske, at vi, som i Nordjylland, fik en nationalparkstatus. Da der i sin tid var tale om at lave nationalpark i kommunen, mødte forslaget stor modstand, og det er jeg helt uforstående overfor. Med en nationalpark ville der blive en øget opmærksomhed og et langt større fokus på alle de tilbud, vi har, hvilket også ville trække flere folk til udefra.

- Nu, du spørger mig om fremtiden, kan jeg ikke undgå at tænke på, hvad jeg skal stille op med mit eget livsværk. Faktum er, at stedet her kræver vedligehold, og det mere end jeg og mine ansatte kan blive ved med at klare. Det er en stor ejendom med en fantastisk beliggenhed, og vi har gennem tiden købt mere jord til, så værkerne kan komme til deres ret ude i naturen. Det kunne være sjovt, om det efter min tid kunne bevares. Det ville jeg være glad for. Måske man kunne tænke sig, at en fond eller et museum havde lyst og interesse i at overtage bygningerne og samlingen efter mig. Det er mit personlige håb for fremtiden. 

Hvad skal der, efter din mening, til for at opfylde din vision for Faaborg-Midtfyn Kommune?

- Afskaf toldmuren i landet, så det er gratis at køre over Storebælt. For mig er det altså kun en motorvej. Selvfølgelig skal vi betale for vedligehold af vores vejnet, men det skal ikke ske via Storebæltsbroen. I stedet kan man indføre vejskat for herboende, turister og udenlandsk transport.

- Man bør genoverveje etablering af en nationalpark, således at vi skaber opmærksomhed omkring alle de herligheder, vi har. Man skal ikke være bange for at prøve nye tiltag, for vi har noget ganske særligt her i kommunen, f.eks. Faaborg Museum, øhavet og Svanninge Bakker, og det kan vi være stolte af.

  • Af: