Bjørn Ramming forlod i en alder af 57 år familien i Faaborg og drog til Afghanistan for at arbejde som jurist for militæret. På det halve år gjorde han sig fortjent til en æresmedalje fra det amerikanske militær, men det var også et halvt år med krigen som nabo.

På sit lille værelse sidder Bjørn Ramming og skriver breve i hånden. Han stortuder. Aldrig havde han troet, det ville blive så svært at skrive en stak afskedsbreve, men det er det værste, han nogensinde har prøvet. De bliver kun læst, hvis han ikke vender helskindet hjem. Tanken om den lille sandsynlighed for, at han ikke kommer tilbage, har egentlig ikke skræmt ham før nu, hvor han sort på hvidt formulerer sin tak til sine nærmeste. Hvert enkelt brev er en pine for ham, men han færdiggør dem, afleverer dem hos Forsvaret og rejser til Afghanistan.

Bjørn Ramming er 59 år og er bosat med sin kone lidt uden for Faaborg. Til daglig er han ansat som jurist ved Skat, hvor han har været i 32 år. Men tilbage i foråret 2016 blev Bjørn Ramming af hjemmeværnet opfordret til at søge en stilling som jurist for Forsvaret i Afghanistans hovedstad Kabul. Med en far der var modstandsmand under Anden Verdenskrig, en militærkarriere med blandt andet seks år i livgarden og en lang årrække som frivillig, løjtnant og delingsfører i hjemmeværnet på Sydvestfyn havde det længe været en drøm for Bjørn Ramming at arbejde for Forsvaret. Men på grund af sin høje alder, som dengang var 57 år, troede han, løbet var kørt.

- Jeg søgte jobbet, men havde ikke sat mig nogle forhåbninger, så jeg blev overrasket, da jeg rent faktisk blev en af de udvalgte, siger han.

Men når man skal til et krigsramt område, skal man også være i fysisk form. Derfor skulle Bjørn Ramming kunne gennemføre en konditionstest.

- Jeg tænkte, at jeg bare lige kunne komme i form igen, men efter mange års kontorarbejde, blev det noget sværere, end jeg lige havde troet.

I et halvt år trænede den 57-årige jurist intensivt, og han endte også med at klare testen.

- Men jeg skal love for, mine lunger brændte efter løbetesten, som jeg kun lige klarede med hiv og sving, fortæller han.

Bjørn Ramming blev godkendt til jobbet, og derefter skulle han og de andre udsendte jurister fra rundt om i verden også 14 dage til Polen for at få kurser i alt fra kulturforståelse til, hvordan man tackler en såret person. Der var sågar kurser i afghanske krybdyr for at kunne skelne mellem de giftige og ikke giftige.

Kaos i byen

I april 2017 rejste Bjørn Ramming til Kabul, hvor han skulle tilbringe det næste halve år.

- Min første tanke, da jeg landede i Kabul, var: Føj her stinker. De fyrer i deres brændeovne med alt det, de kan komme til, fortæller han.

Han skulle nu vænne sig til livet i et stort, lukket område, hvor kun militæret måtte færdes. En by i byen kunne man kalde det, hvori der var caféer, butikker og lokaler, som soldater og andre militærfolk kunne benytte sig af. Her kom ingen afghanere ind, for en af de farligste trusler var og er stadig de såkaldte Green on Blues. Altså afghanere som militæret tror, de er venner med, men som pludselig angriber.

I den militære by, som var afskærmet fra resten af Kabul med mure og volde, var Bjørn Ramming og hans kolleger i nogenlunde sikkerhed for bomber, raketter og granater. Skulle militæret bevæge sig rundt uden for deres eget område, foregik al transport gennem byen i tanks eller i helikopter.

- Hvis man bare går ud i byen, ville man ikke nå længere end halvvejs, inden man bliver slået ihjel, fortæller Bjørn Ramming.

Hans arbejdsplads var en veletableret container, hvorfra han kunne organisere og vurdere de mange sager, som han som jurist stod med ansvaret for. Han skulle primært tage sig af erstatningssager mellem afghanerne og militæret, men han lavede også civilretkontrakter. En normal sag for Bjørn Ramming ville handle om et sammenstød mellem en tank og en personbil.

- Trafikken er så vanvittig i Kabul, at der meget ofte sker ulykker. De ulykker, der sker med militæret, skal der køres sager for, hvor jeg så rådgiver militæret til, hvad de bør gøre i den givne sag, siger Bjørn Ramming og fortsætter:

- Og den erstatning de lokale får, kan få stor betydning for dem og deres familie, så det er vigtigt, at det bliver gjort ordentligt.

Fik krigen at mærke

Militærtøj, skudsikre veste og en tourniquet ved hånden i tilfælde af en blødning, der skal stoppes, blev Bjørn Rammings faste uniform. Selvom han ikke skulle ud og være en del af slagmarken, så levede han alligevel side om side med krigen, hvor raket- og vejsidebomber var helt normalt.

- Vi kunne ofte høre, at der foregik et eller andet, men vi så det også tit via nyhederne, når der havde været angreb, for vi kunne ikke altid høre det, fordi byen er så stor, fortæller han.

Men den 31. maj 2017, en måneds tid efter Bjørn Ramming var kommet til Kabul, mærkede han dog krigen på helt tæt hånd.

- Jeg kan den dag i dag stadig høre det brag.

- Det var den store truckbombe, som den senere blev kaldt. Det var "heavy shit". Der kan jeg love dig for, at vi røg ned af stolene.

En rød lastbil med otte ton kunstgødning havde forsøgt at komme ind i militærets hovedkvarter. Efter andet mislykkede forsøg trak chaufføren bomben lige uden for militærets fem meter høje mure. Cirka 300-400 meter fra hvor Bjørn Ramming befandt sig.

- Jeg hører først et kæmpe brag, hvorefter alting ryster. I første omgang troede jeg, det var et nedslag med en raket eller lignende, og jeg husker jeg råber: "Is it an impact, is it an impact", hvorefter min kollega råber: "No, it's a bomb".

Bjørn Ramming og kollegerne kender proceduren. Det er på med alt sikkerhedsudstyret, hen i beskyttelsesrummene og så ned på gulvet. For man ved aldrig, om der kommer mere.

- Jeg ser min kollega, der ligger på maven. Han ryster over hele kroppen, sådan her, siger Bjørn Ramming og viser en krampagtig rysten med sine arme.

- Jeg lægger min hånd på hans læg og siger: "Are you okay, mate", hvor han svarer: "Yes I'm okay. But god dammit it was loud".

20 minutter senere var nyheden om truck-bomben allerede på TV2 News hjemme i Danmark. Det første Bjørn Ramming gjorde, da der kom ro på, var at tjekke, hvem der var online på Facebook, og så skyndte han sig at skrive, at han var okay.

- Men den 31. maj er nok begivenheden i mit liv, hvor jeg tænkte, at så stort et brag havde jeg aldrig hørt, og jeg var eddermaneme bange.

Der døde 150 afghanere den dag, 400 blev såret og yderligere 40 døde af deres kvæstelser.

Fik æresmedalje

Bjørn Ramming tog ikke til Afghanistan for at være militærturist.

- Lige fra starten af lagde jeg ikke skjul på, at jeg var der for at arbejde. Jeg ville, når jeg kom hjem til Danmark igen, kunne sige, at jeg havde gjort noget. Jeg skulle have gjort en forskel hernede, ikke bare for missionen, men jeg ville også ændre nogle forhold for afghanerne.

Selvom forskellen kan synes lille udefra, så har Bjørn Ramming i sine seks måneder fået gjort en forskel. For ikke nok var han i kontakt med mange afghanere gennem de omtrent 100 sager, han har gennemført, han har også fået indført et nyt system. Nemlig Acces-databasen, som er velkendt blandt danske advokater og jurister, men som militæret i Kabul ikke kendte til.

- Der var et kæmpe kaos, da jeg kom til Afghanistan. Der var intet system eller orden i sagerne. Struktur er ikke lige amerikanernes spidskompetence, fortæller Bjørn Ramming.

Med implementeringen af det nye system fik Bjørn Ramming et bedre overblik, og amerikanerne var så imponeret over idéen, at de tog systemet med hjem til deres juridiske tjeneste i militæret.

Dengang Bjørn Ramming kom til Kabul, foregik en samtale mellem jurist og lokal afghaner også henover en betonklods. Selvom afghanerne var blevet grundigt kropsvisiteret flere gange inden de overhovedet nåede hen til en samtale med Bjørn Ramming, så mente militæret, at betonklodsen mellem jurist og afghaner var en nødvendighed i forhold til sikkerheden. Men Bjørn Ramming fik indført sin idé om samtaler ved et helt almindeligt bord.

- Der kom mere nærvær og afslappethed, når vi sad omkring et bord, så det var godt, vi fik gjort det, fortæller han.

Med de to ting fik han ændret tankesættet både på det strukturelle niveau, men også på det menneskelige. Og da Bjørn Ramming i november var ved vejs ende med sit halve år, var hans arbejde da også blevet bemærket. For til hans store overraskelse modtog han den amerikanske æresmedalje, en såkaldt Meritorious Service Medal, som man får som tak for en helt speciel indsats for USA.

- Den er jeg virkelig stolt af. Jeg føler, det er en stor anerkendelse for det arbejde, jeg har lavet dernede, fortæller han, mens han viser æsken frem, hvor bronzemedaljen, der bærer en ørn med udbredte vinger, ligger i.

- Det var en "once in a lifetime- oplevelse", og mit mål med det var at komme hjem og sige, at jeg ikke bare var tilstede, men jeg rent faktisk ændrede nogle ting. Og det synes jeg, at jeg har gjort, og beviset for det er den her medalje.

Frihed forpligter

Bjørn Ramming står efter seks måneder på dansk grund igen. I hånden får han den bunke breve, som havde føltes så tunge at skrive. Nu er der ikke længere brug for dem, men tanken strejfer ham kort. Måske er de gode at gemme, for tænkt nu hvis man skulle gå pludselig bort? Men synet af de håndskrevne afskedsbreve gør ondt. De får ham til at tænke på død. Så stakken bliver kørt gennem makulatoren og forbliver kun som et minde.

- Det er sundt nok at prøve at tænke de tanker, som jeg gjorde, da jeg skrev de breve. Men jeg følte ikke, at de skulle eksistere længere. Der var ingen grund til det, siger Bjørn Ramming.

Selvom et halvt år kan synes af lidt, så har det halve år på mange måder gjort ham til et mere nærværende menneske.

- Jeg elsker mine kone højere. Ikke fordi jeg ikke elskede hende før, det er bare på en anden måde nu.

Sådan er det måske, når man har været i et land, hvor alt er kaos og hvor konflikter, bomber og korruption står som den store kontrast til vores fredelige Danmark.

- Jeg tror på, at frihedens gave forpligter. Sådan kan jeg bedst forklare, hvorfor jeg valgte at tage til Afghanistan. Vi danskere tager mange ting for givet. Men der er ikke noget, der kommer af ingenting. Kun lommeuld, som Storm P. sagde.

- Vi kan ikke bare sende regningen til Washington og sige: Vil I ikke nok passe på os i NATO, så skal vi nok lave velfærdssamfund for alle vores skattepenge. Vi er nødt til at bidrage ude i verdenen, hvad enten det er stort eller småt, siger Bjørn Ramming og tilføjer:

- Min far stod i Sønderjylland den 9. april 1940. Det var hans bidrag. Jeg tog så til Afghanistan.

  • Af: