Historien om togulykken, som kostede to mennesker livet, da to tog stødte sammen syd for Ringe søndag 7. april 1935

Søndag den 7. april 1935 er konfirmationssøndag på Fyn. Allerede fra morgenstunden er der derfor mange passagerer med togene. Tog 1 og 2 skal efter køreplanen mødes (krydse) i Ringe. Samtidig skal togene 21 og 122 på Nyborg-Faaborg-banen krydse. Der skal således på én gang være fire tog på stationen, hvilket i øvrigt ikke er usædvanligt.

Togene 21, 122 og 2 ankommer næsten rettidigt. Mens tog 1 fra Rudme er syv minutter forsinket. Forsinkelsen betyder, at banestykket Rudme-Ringe er spærret for alle andre end tog 1, indtil dette er ankommet til Ringe, og Ringe Station har tilbagemeldt toget til Rudme.

Et kig i arkivet

Vores folkemindesamlinger og lokalarkiver er fyldt med historier om folk og fæ, der har haft og har betydning for vore landsbyer og lokalsamfund i dag.

Vi har bedt arkiverne dykke ned i de mest dramatiske, spændende og interessante fortællinger for at kunne dele dem med jer læsere.

Lokalarkiverne bidrager på skift med historier fra Midtfynspostens og Ugeavisen Faaborgs dækningsområde.

Men på dette tidspunkt giver den fungerende stationsbestyrer afgang for tog 2 mod Svendborg, uanset at tog 1 ikke er ankommet. Hvorfor der bliver givet udkørsel for tog 2 forbliver for altid en gåde, men årsagen må tilskrives den berømte "klap", som går ned for overassistenten.

Motorvognsføreren på tog 2 har ikke været opmærksom på tog 1. Der er ret langt mellem de spor, som de to tog benytter, og indimellem holder de to tog fra Nyborg-Faaborg-banen. Han tror derfor, at krydsningen har fundet sted - og kører. Fejlen behøver imidlertid endnu ikke at få alvorlige følger. Tog 2 skal på sin vej ud af Ringe Station passere endnu to personer, der kan nå at standse det.

Kan stadig stoppes

I sydenden er det undtagelsesvis en ekstraarbejder, som har sporvagt med pasning af signaler og sporskifter, selv om den almindelige regel er, at kun eksamineret portørpersonale må udføre den slags arbejde. Men da han har været ansat på stationen i syv år og altid forrettet tilfredsstillende tjeneste, bliver han anset for fuldt kvalificeret til at deltage i sikkerhedstjeneste.

Da han ser Svendborg-toget (tog 2) komme, farer mange tanker gennem hans hoved. Han slutter imidlertid, at tog 1 er brudt ned i Rudme og er blevet holdende der, og skynder sig derfor at sætte indkørselssignalet fra Svendborg på stop og herefter omlægge sporskiftet, så tog 2 kan køre mod Svendborg, selv om han godt ved, at dette kun må gøres efter udtrykkelig ordre fra den fungerende stationsbestyrer.

Endnu en person kan nå at stoppe toget, nemlig ledvogtersken i vogterhus 10 ved banernes passage af Odense-Svendborg landevej. Også hun bør stoppe toget, da hun ikke har fået at vide, at tog 1 er indstillet. Men hun mener, at sådanne meldinger også tidligere er udeblevet, og at tog 1 derfor stadig er i Rudme. Hun melder derfor "ret" for tog 2.

Katastrofen er uundgåelig

Herefter er katastrofen uundgåelig.

Syd for Ringe kører toget mod Svendborg i en lang kurve. Da tog 2 er kommet ud af kurven, opdager motorvognsførerne på de to tog hinanden, og begge bremser så meget som muligt. Alligevel sker sammenstødet med stor kraft cirka 500 meter syd for Ringe Station. Tog 2's motorvogn smadrer førerrummet på tog 1's motorvogn og løftes helt op på taget af denne vogn. Motorvognsføreren her dræbes på stedet, mens togbetjenten i 2 kvæstes så hårdt, at han nogle dage senere dør på Ringe Sygehus. Den anden motorvognsfører og fem passagerer kvæstes hårdt, mens 40 passagerer får lettere kvæstelser.

Sydfyenske Jernbaners forsikringsselskab må til de dræbtes efterladte og de tilskadekomne udrede store erstatninger, og sagen overlades til auditøren under Ministeriet for offentlige Arbejder. Man opgiver dog at rejse egentlig tiltale mod overassistenten på grund af hans mentale tilstand. Han degraderes til assistent og forflyttes til billetkontoret i Svendborg, men afskediges i øvrigt nogle år efter. Ekstraarbejderen og motorvognsføreren på tog 2 får en påtale og førstnævnte forflyttes til pakhustjeneste.

Sagen gav anledning til megen debat i pressen, og der kom også angreb på Sydfyenske Jernbaner bl.a. for anvendelse af ekstraarbejdere og énmandsbetjening af tog - noget banerne havde set sig nødsaget til på grund af deres dårlige økonomi. Der var dog ingen tvivl om, at ulykken skyldtes fatalt svigt hos hovedpersonen og svigtende dømmekraft og opmærksomhed fra de tre andre implicerede. Havde blot en af de fire tænkt sig om, var ulykken aldrig sket.

  • fyens.dk