Fra Kirsten Hansen, Ringe Lokalhistoriske Arkiv, har vi modtaget en spændende fortælling, som er opsamlet af af lokalhistorikeren Niels Kjærbye.

Lokalhistorikeren, skoleinspektør Niels Kjærbye var født i Boltinge, Ringe sogn, den 18. januar 1890. Han var gennem mange år skoleinspektør i Assens, hvor han døde den 27. november 1974.

Niels Kjærbye begyndte på et tidligt tidspunkt at interessere sig for sin fødeegns historie, og de første optegnelser, bl.a. indeholdende afskrifter af mundtlige beretninger fra "de ældre" i Boltinge, stammer fra 1914. Manuskriptet til "Boltinges historie" fylder alene godt 240 tætskrevne sider og findes på Ringe Lokalhistoriske Arkiv.

Fredag før pinsedag 1668 kom en sær flok mennesker gående på vejen fra Dals Mølle mod Vantinge. Der var 9 karlfolk og 2 kvindfolk, og det var ikke bønderfolk på vej til hove, for det var op på formiddagen, og de gik slentrende og pjankende under højrøstet snak.

Hovfolkene, der spredte muldvarpeskud på fælleden mellem vejen og mølleåen, kiggede nysgerrigt på de fremmede, men blev noget betænkelige, da de kendte Røde Rasmus Rakker fra Hillerslev midt i flokken og tillige Tommes Bøddel og Peder Rakker fra Odense, Laurids Schorstensfeiger fra Medelfart og Peder Kæltring fra Ølsted; de andre kendte de ikke, men de nævnte var nok til, at man kunne forstå, at noget ondt var i gære, for de var alle væbnede med bøsser og degener undtagen kvinderne, der bar stridshamre.

Hvor ville de stridsfolk hen, bevæbnede og så mange sammen? Ville de fortsætte ad vejen til Gestelev, eller ville de ind til Vantinge By, så Gud nåde byen.

Rytterbøndernes ladefoged kom ridende hen til dem, også han var blevet urolig ved synet af de fremmede, som nu var standset, og syntes at råbe til dem, men ordene kunne de ikke opfatte. De fremmede råbte igen, og et par af dem skød i retning af hovfolkene, som hurtigt trak sig længere ind i marken, ned mod skoven ved åen, og ladefogedens hest blev urolig, den var ikke skudsikker.

"Jeg rider til byen for at sige, de skal tage sig i vare", råbte fogeden og red i galop hen over marken, så han kom uden om flokken, hvorfra der blev skudt efter ham, og hele flokken skyndte sig nu efter ham.

Ved fogedens meddelelse blev der stor uro i byen; visse ting blev i hast gemt til side; når sådanne skarnsfolk optrådte i flok, var der fare på færde.

Mest urolig var måske den stærke Rasmus Jørgensen, som ellers ikke plejede at være bange. Det var kun en måneds tid siden, at han en sildig aften hørte sine får bræge. Da han kom ind til dem i marken, var to tyveknægte i færd med at drive fårene bort. Rasmus råbte dem an og løb ned mod dem. De trak deres strikkede huer ned over hovedet, så han ikke kunne kende dem - dog var han næsten sikker på at den ene var Røde Rasmus. Han sagde noget til dem, og det ikke just pæne ord; men da han prøvede at få sine får med sig, greb to mænd fat i ham - til deres egen skade. Nu fik de en meget alvorlig omgang tærsk, og det var et par sølle stabejsere, der luskede af, da Rasmus slap dem, nu havde han kendt dem, det var Røde Rasmus og Andreas Natmand, og han lovede dem alle ulykker, hvis de kom Vantinge By for nær med onde hensigter.

Nu så han den store, væbnede og truende flok komme direkte hen mod hans gård, det var altså hævnen, der nu skulle ramme ham, og her slog hans kræfter ikke til. Han greb sin bøsse og tog sin kone med ind i Hans Nielsens gård, hvor de krøb op på loftet og mente, det kunne blive til livets frelse. Men rakkerne havde set dem, de samledes i porten og skød op på loftet efter dem, dog uden at træffe; det var helt mærkværdigt, at der ikke gik ild i halmen deroppe.

Da nu rakkerne forstod, at de ikke kunne ramme de to på loftet, var der blandt rakkerne en dristig dreng (ung karl), som råbte, at han nok skulle skaffe Rasmus ud. Han fik fat i stigen og steg op med bøssen parat, nu skulle Rasmus skydes. Da denne forstod, at døden var ham vis, hævede han sin bøsse, og idet rakkeren dukkede op, skød Rasmus, det var ikke af vrede eller hævnfølelse, men af nødværge for at frelse sit og hustruens liv, og rakkeren faldt død ned i porten.

Rakkerne stod betuttede om den døde karl, der så frygtelig ud. De havde nu mærket, at de ikke kunne ramme Rasmus med deres skyderi, og at han var farlig at komme nær. Nu truede med, at hvad de ikke kunne opnå med deres hænder, det kunne de opnå ved ildebrand, og nu ville de stikke ild i gården.

Ved kirkeklokkernes klemten havde bymændene imidlertid samlet sig og var - 19 i tallet - kommet til stede. Blandt dem var velbyrdige Folmer Rosenkrans, som boede i en nabogård. Han rådede rakkerne fra at tænde ild i den tætbyggede by, det ville føre til en frygtelig ulykke og skaffe alle rakkerne en plads i galgen. Disse kunne nu også se på de ophidsede bymænd, hvoraf flere havde bøsser, at det var frygtelig alvor, og efter lidt snakken frem og tilbage, tog de den døde karl med sig og gik bandende og skældende bort.

Rasmus Jørgensen var imidlertid kommet ned og havde gemt sig i kålhaven, hvor han lå og rystede ved tanken om sin farlige situation, der endnu ikke var helt afklaret, men mest ved bevidstheden om, at han havde dræbt at menneske, og at denne gerning kunne få slemme følge.

De mørke minder var sikkert årsag til, at han kort efter søgte og fik en gård i fæste i Heden.

I december 1670 kom sagen for retten, rejst af Rasmus Jørgensens herskab på Søbysøgård, der for Fyenbo Landsting og for alle fire Odense porte havde ladet stævne det pågældende rakkerpak. Om det lykkedes at få nogen af dem til stede, vides ikke, de strejfede langt omkring og holdt godt sammen. Men Rasmus Jørgensen blev frifundet for straf for dette nødværgedrab.

I Vantinge kirkebog 1663-1730 står side 60, at Rasmus Jørgensen i Heden blev publice absolveret for en rakkerdreng, han af nødværge "schiød ihiell" i Vantinge for 2 år siden. Han slap nok for verdslig straf, men i kirken måtte han i menighedens forsamling afbede sin synd og modtage tilgivelse.

  • Af: