Det er angst og ikke konstruktive samtaler, der præger forholdet mellem kunstnere og Det Danske Filminstitut.

Mange instruktører og manuskriptforfattere tør ikke sige modsige Det Danske Filminstituts konsulenter, når de søger om statslige støttemillioner af frygt for, at pengekassen klapper i.

Og det er stik imod idéen med konsulenterne, som netop skal hjælpe filmkunstnerne med at finde de bedste idéer. Det skriver Politiken torsdag.

- Ordningen kører i dag mere på, at man skal være angst end på at have en ordentlig samtale, siger Ole Roos, der har instrueret over 52 film siden 1962, til avisen.

I en spørgeskemaundersøgelse har Politiken Research undersøgt de professionelle filminstruktørers og manuskriptforfatteres forhold til konsulenterne.

Her meddeler godt en tredjedel, at de har undladt at sige en konsulent imod af frygt for at miste fremtidig støtte. Lige så mange angiver, at der har undladt at klage over en afgørelse af samme årsag.

Det tal overrasker filminstituttets direktør, Henrik Bo Nielsen.

- Det er brandærgerligt, hvis nogen synes, dialogen med konsulenten går så skævt, at de snakker ham efter munden, i håb om at det går bedre, siger han til Politiken.

Ifølge lektor Peter Schepelern fra Institut for Medier på Københavns Universitet er det dog ikke mærkeligt, at en tredjedel af de adspurgte frygter at sige konsulenterne imod.

- De færreste af os vil sætte os i konfrontation med overmagten. Hvis du skal hoppe og danse og tale dem efter munden for at få penge til din film, gør man da det, siger han til avisen.

Formanden for Danske Filminstruktører, Annette K. Olesen, støder af og til på sager, hvor instruktører føler sig dårligt behandlet, men hun oplever alligevel ikke, at der hersker en decideret tavshedskultur.

I Danmark bliver den statslige filmstøtte fordelt af seks konsulenter, der sidste år bevilgede de omkring 70 millioner årlige kroner til projekter.