Fioniafallitten


Fioniafallitten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Avisens Fionia-føljeton nærmer sig afslutningen.

I al beskedenhed har vi forsøgt at afdække, hvad der egentlig skete, da Fyns største selvstændige pengeinstitut gik nedenom og hjem.

Det svar, som flere bankbestyrelser har forsøgt sig med, er finanskrisen, der kom som en tyv om natten og slog bunden ud af pengekassen. Og det er da rigtigt, at mange danske banker kom i alvorlige problemer som følge af krisen - men de var også dårligt forberedt.

Som avisen har dokumenteret, var Fionia Bank hverken forberedt på "worst case" eller noget, der ligner. Tværtimod havde banken i stedet for at dyrke en enestående solid hjemmebane på Fyn smidt alt for mange penge i ejendomssektoren, i tvivlsomme personager, der kaldte sig developere, og i vækstvirksomheder - læs Totempo - der byggede på sand.

Fionia Bank har været så uheldig i sit valg af udenøs kunder, at man skulle tro, det var løgn. Men det er det desværre ikke.

Direktion og bestyrelse havde højkonjunkturen i ryggen og har uden tvivl været i god tro, men det fritager som bekendt ikke for ansvar.

På papiret havde man en upåklagelig kreditpolitik, men ord er taknemmelige, og i praksis førte man både aktionærer og kunder bag lyset, når man i årsregnskab efter årsregnskab skrev, at der var fuldstændig styr på kreditgivningen.

Det var der ikke.

Det var der langtfra.

Den økonomiske kurs i banken var sat på fuld kraft frem. Der var ligefrem rivalisering om, hvem der kunne få omsætningen mest i vejret - folkene i Trekantområdet eller "invasionsstyrken" i København.

I dag er det åbenlyst, at hverken direktion eller bestyrelse egentlig var klar over, hvilke risici man i sidste ende bandt banken op på.

Det var rigtigt dumt, men næppe kriminelt.

Flere af de interne og anonyme kilder, som avisen har været nødt til at anvende for at afdække, hvad der egentlig gik galt i banken, peger også på et andet bestyrelsessvigt.

Man skar direktionen ned til én mand i en virksomhed, der jonglerede med over 30 milliarder kroner - en mand, der var kendt for at være svag på kredithåndtering.

I 2007 gik bankens mangeårige kreditchef Jørgen Nielsen desuden på pension. Det gjorde næppe situationen bedre.

Finanskrisen har vist, at bankkonger står for fald. Det samme gør svage bestyrelser.

Der er også en anden lære, der kan drages af Fionias fald: Man kan godt lære af historien. Ikke sådan, at man kan forudsige næste finanskrise. De historiske forudsætninger er aldrig ens. Men det er hverken første eller sidste gang, at ejendomsmarkedet har udviklet sig helt anderledes, end økonomerne og bankfolket kunne have tænkt sig.

Det er hverken første eller sidste gang, at ønsket om økonomisk vækst og grådighed i banksektoren skygger for den sunde fornuft.

Og det er ikke sidste gang, at en René Müller eller smarte forretningsfolk forsøger at få aktionærer og bankkunders penge med på usunde selskabslege.

Desværre kostede svigt på afgørende tidspunkter Fionia Bank livet.

Det skal blive spændende at se, om advokaterne Henrik Stenbjerre og Mogens Skipper-Pedersen, der skal rede trådene ud efter Fionias fallit, når frem til samme resultat.

Fioniafallitten

Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Annonce
Annonce