Danmarks mest omtalte fodboldspiller hedder Nocko Jokovic og kommer fra AGF i Århus.

Han er tilsyneladende en hidsig krabat, som inden for et år har fået ikke mindre end to voldsdomme.

I den seneste sag gav byretten i Silkeborg ham 60 dages fængsel for at have været oppe at slås med en medpassager på bagsædet af en taxa.

Sagen er anket til Vestre Landsret i Viborg, og der er AGF' fans overbevist om, at han får fairplay.

Det er ligefrem blevet udtalt, at fodboldspilleren ikke havde en chance hos byretsdommeren og de to domsmænd i Silkeborg, hvor Jokovic bor og er en kendt person både for sit fodboldspil og sit temperament.

Det er et uhørt stærkt angreb på byrettens habilitet og dermed den upartiskhed, som er hele grundlaget for vort retssystem.





Grundloven



Grundloven fra 1953 definerer tredelingen mellem den lovgivende, udøvende og dømmende magt.

Politikere og embedsmænd har altid været et jaget folkefærd, hvis gøren og laden er blevet endevendt hos den såkaldt fjerde statsmagt, pressen.

Domstolene levede i mange år i et beskyttet elfenbenstårn, men det har i sandhed ændret sig de seneste år.

Som i tilfældet med fodboldspilleren holder man sig ikke tilbage med en benhård kritik, hvis man ikke er enig i domstolenes skøn.

Det er svært for dommerne at vægre sig mod denne kritik. Dommere udtaler sig principielt ikke om konkrete sager, og uanset om det drejer sig om en voldtægtssag fra Bispehaven eller en fodboldspiller, kan man ikke forestille sig, at den ansvarlige byretsdommer træder frem og nærmere forklarer, hvorfor resultatet blev som det blev.

Det ændrer ikke, at dommernes habilitet er kommet under lup, og det har juraprofessor Erik Werlauff skrevet en artikel om i tidsskriftet Lov&Ret.





Menneskerettigheder



Udgangspunktet er Den Europæiske Menneskerettighedskonvention, der er en del af dansk ret. Konventionen fastslår, at en domstol skal være 'en ved lov oprettet uafhængig og upartisk domstol'.

Der er mange eksempler på, at spørgsmålet om upartiskhed giver anledning til diskussion.

I de civile sager, der er en fællesbetegnelse for alle de sager, der drejer sig om penge, er problemet først og fremmest om dommeren på en eller anden måde foregriber resultatet.

Selv i Højesteret kan der ske fejl.

En højesteretsdommer er vel medlem af utallige ankenævn blandt andet Landsskatteretten.

For nogle år siden afgjorde Højesteret en skattesag med piber og trommer til ugunst for skatteyderen.





Historiske lokaler



Skatteyderen havde overværet sagen i Højesterets historiske lokaler på Christiansborg og sagt til sin advokat, at den ene af dommerne forekom ham bekendt. Han kunne nemlig huske, at han også havde været retsmedlem, da sagen blev afgjort i Landsskatteretten.

Den pågældende dommer kunne ikke huske noget som helst. Han havde i mellemtiden set hundredvis af sager, da der går flere år, mellem at sagen bliver behandlet i Landsskatteretten, og inden den når Højesteret, men Højesteret måtte beslutte, at sagen måtte gå om i øvrigt med samme negative resultat for skatteyderen.

Bortset fra de helt objektive regler om, at en dommer ikke må være i familie med en part, er det sværere at afgøre, om en dommer har udtalt sig på en måde, som gør ham inhabil.

Inden for strafferetten må en dommer, der har fængslet en forbryder, fordi der efter hans opfattelse foreligger særlig bestyrket mistanke om skyld, ikke selv afgøre det endelige skyldspørgsmål, men inden for civilretten er det vanskeligere.





Mægle forlig



I alle civile sager afholdes der efterhånden et forberedende retsmøde. Mødet har til formål at tilrettelægge sagen, men dommeren forsøger også ofte at mægle forlig, og så begynder det at blive en svær balancegang.

Hvis dommeren tilkendegiver, at en af parterne vil få ret, er han udelukket fra selv senere at afgøre sagen. Kravet er nemlig, at en dommer først må udtale sig, når han har hørt og set alle beviser og parternes procedure.

Det giver uvægerligt store ressourceproblemer ikke mindst i de små retskredse, hvor der måske kun er en enkelt dommer, som er nødt til at tilkalde dommeren fra naboretskredsen, hvis han har været for tæt på sagen.

Det er et sundhedstegn, at dommere ikke er fritaget for kritik, men inden man bliver alt for kategorisk, skal man være opmærksom på, at dommernes kendskab til sagen altid er bedre end pressens, og at dommere er afskåret fra at forsvare en bestemt afgørelse.
  • fyens.dk